News Ticker

Live! Semifinale 2 – generalprøve 1

Så er vi parat i pressecentret til at blogge fra dagens første generalprøve.

Som en del “Eurovision Song Contest education program” vil salen i dag være fyldt op med skoleelever fra området. Derfor er der kun adgang for et begrænset antal fotografer og kamerahold til denne prøve.
Vi vil derfor ikke være til stede salen, men vil blogge fra pressecentret, hvor showet vises på skærmene rundt omkring.

Bag de sorte forhæng kan man høre artisterne varme stemmen op og en af sangerinderne gav en helt fantastisk fortolkning af Whitney Houstons “I will always love you”.

Vi vil opdatere efter hvert bidrag, og du er meget velkommen til at stille spørgsmål 🙂

——

Så er der show-start. Semifinalen indledes med en spansk-inspireret dans med masser af dansere i sort og hvidt. Der er bl.a. cykelakrobatik.

Herefter får vi vores vært Petra på scenen i en imponerende sort og guldfarvet kjole. Og der er tid nok til at beundre kjolen, da showet går i stå i et minuts tid, inden Petra kan fortsætte.

Letland:

Vi har første land på scenen. PeR i deres glitterdragter. En fin og energisk show-start og gruppen prøver virkelig at få publikum med.
Slowmotion-gang på vej ud på catwalken og til slut stagediver den ene forsanger til stor fornøjelse for den gruppe skoleelever, som står ved scenen.
På trods af en fin indsats med det materiale de har, tror jeg ikke det bliver til en finaleplads til Letland.
Finalist: Nej

San Marino

En dejlig kontrast til Letland. Fin vokal fra Valentina  og en rigtig følelsesladet og indlevende performance. Af en eller anden årsag småhopper hun på stedet undervejs i sangen, hvilket jeg ikke helt forstår. Men en sikker finalist.
Finalist: Ja

FYR Makedonien

Det ser ud som om Lozano har lidt problemer med lyden i øret i starten, men endnu en fremragende vokal. Han overskygges dog fuldstændig af Esma, som indtager scenen som en sand diva i en fantastisk gulvlang kjole og brilleirer i hendes del. Man kan ikke se hendes fødder, så det ser nærmest ud til at hun svæver hen over gulvet. Kemien mellem de 2 er fantastisk og man kan ikke andet end blive glad i låget af den meget livsbekræftende performance.
Et af de få etniske bidrag i årets konkurrence og jeg håber at juryen vil værdsætte den. Bidraget kan nok være for specielt til at klare sig godt hos tv-seerne.
Finalist: Måske

Azerbaijan

Ikke Farids bedste vokale performance og han virker en smule nervøs. Men masser af charme og smil. Skyggedanseren virker til gengæld rigtig godt. En flot og iørefaldende sang, men der mangler bare noget unikt fra Azerbaijan. De har ofte inddraget deres kulturelle særpræg i bidragene, det savner jeg lidt i år. Det her er blot en opdateret version af Dima Bilan.
Finalist: Ja

Finland

Krista fortsætter med at imponere. Vokalt i top og rent visuelt skiller den finske performance sig ud med pariserhjul og kulørfuld scene. Masser af fest og glæde! Afsluttes med et kys mellem Krista og en af “stuepigerne”.
Tror bidraget er anderledes nok skille sig ud og snuppe en finaleplads, men juryen kan måske trække fra pga. de mange gimmicks?
Finalist: Måske

Malta

En smilende og charmerende performance fra Gianluca, som dog vokalt starter lidt usikkert ud. Bandopstillingen fungerer godt og Gianluca er meget levende og energisk, som han går rundt omkring bandet og ned på catwalken. En utrolig sympatisk fyr, som med et stort nærvær og indlevelse giver os en simpel, iørefaldende og sød lille sang.
Finale: Ja

Bulgarien

Meget energisk performance og en stor forbedring i forhold til preview-videoen. Eneste 100% etniske bidrag og en effektiv anvendelse af trommer. Dog tabte Stoyan sin ene trommestik og måtte fortsætte turen ud mod catwalken med kun den ene.
Der bliver nok plads til enten Bulgarien eller Fyr Macedonien, håber på sidsnævnte men som det ser ud nu, kunne det ligeså godt blive Bulgarien.
Finalist: Måske

Island

Flot start, hvor Eyþór starter med ryggen til publikum, hvorefter vi præsenteres for den imponerende scenebaggrund med små huse, natlig stjernehimmel og vand i bevægelse.
Årets “Kuula”, som leveres med indlevelse og nærvær. Eyþór er alene på scenen indtil sidste del af sangen, hvor korsangerne træder ind og sammen med Eyþór giver en storslået afslutning.
Til slut zoomes der ind på hans ring og knyttede hånd.
Juryfavorit. Populær i pressecentret.
Finale: Ja

Grækenland

Gruppen leverer endnu en frisk, munter og vokal perfekt performance. Skiller sig ud med den græske Zorba-musik og dans. Endnu en potentiel Top 10’er fra Grækenland.
Finale: Ja

Israel
Første gang siden Letland, at jeg decideret har kedet mig. Vokalt endnu en pragtpræsetation fra Moran, men sangen er bare intetsigende og på hebraisk…. Som Estland er det nok juryfavorit. Om det er nok til en finaleplads må tiden vise?
Finale: måske

Armenien

Efter sovepuden fra Israel kommer endnu en af årets dødsejlere. Måske fornærmer jeg nogen, men uanset hvor meget jeg forsøger, så føler jeg fortsat at “Lonely planet” er dødkedelig, dyster og fremført uden nogen form for karisma. Det er som om hverken forsanger eller band vil det her.
Hverken tøris eller pyro hjælper denne her over stregen.
Finale: Nej

Ungarn

Lidt usikker vokal i starten af bidraget og lidt flakkende øjne og manglende fokus på kameraet fra forsangeren. Bidraget har en del fans, men som det præsenteres idag, så er der stor fare for at det går i glemmebogen inden stemmerne skal afgives. Især fordi det er nummer 3 i en række af stille og ikke særligt memorable bidrag og så efterfølges det af favoritten Margaret Berger.
Kunne score højt hos juryen, men tror ikke det er nok.
Finale: Nej

Norge
En stilfuld og både vokalt og visuelt overlegen performance fra Margaret. Der er ikke så meget at sige. Margaret vinder efter al sandsynlighed denne her semifinale. Moderne og veludført. Den vil score højt hos både tv-seere og jury.
Finale: Ja (vinder)

Albanien
I stor kontrast til Margaret Berger, leverer Albanien årets mest vellykkede bud på en rocksang. Den rød-gule scenebaggrund er meget effektiv til rockgenren og tilsat både damp, pyro, tøris og en ildsprøjtende guitar ja så burde succesen være hjemme. Velfremført, autentisk rock og stærke vokaler.
Finale: Ja

Georgien
Igen et genreskift, som får begge bidrag til at skille sig ud. De 2 sangere starter ud med ryggen mod hinanden på en scene fuld af tøris. Effektiv slutning med damp og faldende gnister, som dem der benyttes i den danske performance. Pyro til slut.
God vokal, men jeg synes dog at der enkelte steder var problemer med hendes stemme i harmonierne.
Det er lidt svært at høre her i pressecentret, idet der er forsinkelse på lyden på tv’et og man samtidigt kan høre lyden fra pressens storskærm i den anden ende af centeret.
En del af koreografien virker lidt unaturlig og bl.a. ser det lidt akavet ud, da Nodi skal trække Sophie over mod sig i slutningen af sangen.
Men en god melodi og et af de lande, som “altid” kvalificerer sig.
Finale: Ja

Schweiz

En fin sang, men sceneshowet og leveringen kan godt koste dem finalepladsen. Frelsens hær kostumerne og selve det image, det står får mangler desværre i forhold til den schweiziske finale (pga. EBUs regler). Synes ikke løsningen med hvide skjorter virker som en værdig afløser.
Det bliver for sukkersødt og de 2 frontfigurer virker ikke overbevisende. Koreografien ser stadig lidt for indøvet og unaturlig ud. Gamle Emil ser en smule forvirret ud og kan ikke helt følge med kameraerne.
Finale: Nej

Rumænien

Cezar er sidste mand på scenen i hans glitrende, diamantbesatte “kjole” med rigt udsyn til bar overkrop og et gigantisk diamantbesat kors. Han minder mig om Hr. Holtewood og viser os nogle helt overdrevne, lidende opera-ansigtsudtryk undervejs.
Lyder lidt som kastratversion af Malena Ernman’s “La Voix” og Cezar er generelt offer for en del grin her i pressecenteret eller hvor han ellers viser sig.
Visuelt flot med røde farver, rød lametta, pyro og Cezar som på samme måde som Aliona fra Moldova hejses op i slutningen af sangen. En catchy sang, men også excentrisk og OTT!, hvilket måske kan skræmme både tv-seere og jury.
Finale: Måske

Slut på aftenens 17 bidrag.

Efter et recap kommer Petra ind på en Segway og sætter sig i greenroom.

Endnu et recap.

Pauseunderholding indledes af Darin. Næste kunstner er Agnes.

Vi får et recap af The Big 5 og Sverige.

Finalisterne afsløres:
Azerbaijan
Island
San Marino
FYR Makedonien
Letland
Albanien
Armenien
Ungarn
Malta

The golden envelope: Bulgaria

Slut på 1. generalprøve. Vi vender tilbage med vores bud på de 10 finalister fra 2. semifinale efter vi har set juryfinalen.

About Mette Christensen (964 Articles)
Founder, webmaster and editor at Good Evening Europe since 2006. Eurovision-fan since forever :-) Has covered Eurovision Song Contest live 5 times, (Oslo 2010, Malmø 2013, Copenhagen 2014, Vienna 2015 and Stockholm 2016), Danish Melodi Grand Prix and Melodifestivalen in Sweden. From Vejle, Denmark.
Translate »