Årets reviews: Semifinale 2 – del 2

Så er det blevet tid til 4. del af vores anmeldelser af årets sange. I dag slutter vi semifinale 2 af. Anmeldelserne er skrevet inden prøverne i Malmø gik i gang og tager derfor ikke højde for artisternes performances her.

Vi giver dig i lighed med tidligere år en opsummering på årets sange – Hvilke sange kommer til at blande sig i kampen om sejr og hvem kan lige så godt booke en returbillet på det tidlige fly? Hvilke lande er sikre på en finaleplads og hvem kommer til at kæmpe lige på grænsen af Top 10?

Advertisement

Vi lover én ting: Det endelig resultat bliver med garanti ikke, som vi forudsiger og vi kommer helt sikkert til at krumme tæer over vores fejlagtige gæt og hullede forudsigelser, når Eurovision er slut.

Husk at vurderingerne udelukkende er baseret på vores subjektive mening om årets bidrag og valg af baggrunds-statistik, som er nærmere beskrevet nederst på siden. Du er naturligvis mere end velkommen til at levere dit alternative bud i Facebook-boksen nederst.

I år er Team G.E.E.’s programmør og fotograf Michael kommet med på sidelinjen og leverer sit meget ærlige og til tider brutale alternative review af årets sange. Du finder “Michaels reality-check” nederst under hvert review.

 

GRÆKENLAND:

Grækenland er en af de rigtig succesfulde Grand Prix nationer og udelukkende Top 10 resultater de senere år. Undtagelsen kom (fortjent nok) med Helena P-kopien ‘Aphrodisiac’, som sluttede på en skuffende 17. plads.

I år viser grækerne en helt ny og dejligt befriende side af side selv. 6 mænd i kilte og et energisk, lettere rocket partyhit på græsk med det mundrette omkvæd ‘Alcohol is free’.

Uden at være i helt samme klasse, så lægger årets græske bidrag sig i samme genre som ‘Opa’ fra 2010 og en af mine personlige favoritter fra 2011 – den kalinka-inspirerede ‘Rusinka’ fra Makedonien. Det er overbevisende og helstøbt, danse- og sing-along venligt og så gentages omkvædet så mange gange, at man med garanti kan huske at ‘Alkohol is free’.

Hvis ikke Koza Mostra havde givet en så sjov, levende og energisk performance, så havde bidraget nok ikke været en sikker finalist. Men årets græske svar Zdob si Zdub leverer varen og giver et smil på læben i  et tiltrængt afbræk fra storladne ballader.

Grækenland har i tidens løb haft stor fordel af diaspora-stemmer og har i år mange af sine “venner” med i deres semifinale: Bulgarien, Rumænien, Albanien, og Ungarn. Dertil kommer Tyskland og Spanien, som må stemme her.
Hvis ikke juryen straffer Grækenland for titlen eller for gimmicks, så tror jeg, at vi igen får dem at se helt i toppen af semifinalen.

Statistik: *****

Bookmakers: ***

Juryvote: ***

G.E.E.: ***

Kvalifikation: Ja

Placering: 1-4

 

Michaels reality-check:

De første 15 sekunder blev jeg helt glad og troede, der kom en sang som Dino Merlins mesterværk. Men så er der pludselig 6 grækere i kilt. Okay bidrag.

***

—-

ISRAEL:

Fra sidste års friske indslag fra ‘Time’ fra Izabo, er Israel i år tilbage i ballade-genren. Landets unge svar på Nana Mousskouri, Moran Mazor, leverer det der minder om Milim – The sequel (Harel Skaat, 2010). Og 2’ere kan sjældent leve op til 1’eren.

Det er heller ikke tilfældet her. Endnu en dramatisk ballade sunget af en diva. Hun skulle måske have købt kjolen et nummer større og brillerne et nummer mindre. I alt fald synes jeg ikke hendes styling passer særlig godt til bidraget.
På den positive side, så viser Moran en enorm vokal rækkevidde og selvom jeg ikke forstår et ord på hebraisk, så formår hun at formidle sagens følelser, så jeg i alt fald bliver grebet af dem.
Måske kan Israel også høste jurystemmer i det der virker som oplagt jurypotentiale: 1. En ballade, 2. Sunget på lokalsproget, 3. Stor stemme.
Men hvor mange ballader kan gå igennem til finalen? Der findes betydeligt stærkere ballader og jeg tror ikke denne her har nok til at skille sig ud – på trods af Morans MEGET dybe udskæring.

Statistik: ***

Bookmakers: **

Juryvote: ***

G.E.E.: **

Kvalifikation: Nej

Placering: 13-17

 

Michaels reality-check

ENDNU en ballade. Det ser ud som om, der er 2 forskellige personer, der har stylet hende: Hendes ansigt ligner en 40-årig skolelærer, mens kjolen ligner et forsøg på at kompensere for en temmelig intetsigende sang.

**

—-

ARMENIEN:

Armenien er tilbage efter 2 år udenfor finalen. I 2011 kunne hverken boksetema, Wild Dances-koreografi eller rig udsigt til lår i en standard latino popsang bringe Armenien tættere på en finaleplads. Sidste år valgte landet selv, grundet de mildest talt problemfyldte relationer til værtslandet, at melde afbud til Baku 2012.
I år skulle man tro at Armenien prøver at ramme alle gode gange 3 og var det op til mig, ja så bliver der heller ingen finaleplads til Dorians i år.

På papiret lyder det næsten for godt til at være sandt. Et rockbidrag i et ellers rockfattigt år og musikken skrevet af selveste Black Sabbath’s Tony Iommi. Men her stopper det positive også.

Dorians leverer årets mest deprimerende og intetsigende bidrag. Svag og til tider direkte falsk vokal, en uengageret sanger uden nogen form for karisma og et band, som lever fuldt op til forsangerens uengagerede performance.

Hele setup’et virker forkert. Musikken ligger op til god gedigen rock, men hverken performance eller præsentation på scenen harmonerer med det, man forventer at se. Gor ligner med sit lange hår og kassebukser en pædagog fra 70’erne. Han kan ikke bevæge sig og hele fremførelsen virker statisk og anstrengt.
Helhedsindtrykket bliver en gang meningsløs og klynkende larm.

Ærlig talt er jeg også ved at være træt af det fortærskede “red jorden” tema, især når det genbruges på en så lidt troværdig måde.
PS. Jeg forstår ikke halvdelen af teksten på grund af Gors accent.

Hvis Armenien går videre skyldes det udelukkende diaspora/nabostemmer, men jeg håber virkelig at EBU’s indsats herimod bærer frugt i år.

Statistik: ****

Bookmakers: **

Juryvote: *

G.E.E.: –

Kvalifikation: Nej

Placering: 13-17

 

Michaels reality-check:

OMG! hvor er det fælt! Han kan ikke synge, de kan ikke spille og i uskøn forening føder de rædslen fra Armenien anno 2013. 0 stjerner!!

—-

UNGARN:

Mit første indtryk af ‘Kedvesem’ var bestemt ikke positivt og selvom jeg efterhånden har fået øjnene op for, at ByeAlex faktisk leverer et ganske unikt og originalt nummer, så kan jeg altså ikke forstå, hvad der gik galt i ungarn den lørdag aften i starten af marts.

Fra landet, som i 2011 gav os fanfavoritten ‘What about my dreams’ og i fjor den iørefaldende ‘Sound of our hearts’, får vi i år det der ligger op til at blive en forlænget tissepause efter Armeniens carcrash.

Når man hører sangen for første gang er det 3 lange minutter. Det er som om den ikke kommer nogen vegne, der er intet klimaks, intet drama og omkvædet løfter sig knapt fra versene. En mærkelig, hypnotiserende rytme ledsager bidraget, som på trods af den sene start, ikke er memorabel nok til at blive i tv-seernes erindring.

Jeg tror Norge og Georgien “dræber” Ungarns chancer 100%.

Jeg giver en stjerne for originalt og for en simpelt bidrag på originaltsproget, men tror ikke Ungarn kommer i nærheden af en finaleplads i år.

Statistik: ***

Bookmakers: *

Juryvote: **

G.E.E.: *

Kvalifikation: Nej

Placering: 13-17

 

Michaels reality-check:

Jeg er sikker på, at teksten er meget dyb og intellektuel, men den kan bare ikke det samme som andre ballader, når man ikke forstår sproget. Den slår ikke rigtig igennem for mig. Kan godt li melodien, men føler mig lidt snydt af, at han ikke synger på engelsk.
—-

NORGE:

Efter 3 sange, som har lullet tv-seerne lidt i søvn (Hvad skete der lige for SVT’s manuelle rækkefølge?), så er det tid til, at den norske jente Margaret Berger igen sætter gang i festen i Malmø.
Indledningsvist så vil jeg tilstå, at Margaret Berger faktisk ikke var min favorit i den norske finale. Jeg holdt med Rybak-sangen ‘I’m with you’ i et yderst stærkt felt, hvor flere sange var klasser over f.eks. de 3 bidrag, som kommer før Norge i denne semifinale.

Når det er sagt, så tror jeg bestemt Norge har truffet et sublimt valg. Margaret er en fantastisk sangerinde. Hun ligner en gudinde og har et fantastisk nærvær samt en evne til at fastholde seeren. I hendes hvide kjole og med det lyse hår står hun i en skærende kontrast til det lidt dystre og mørke bidrag. Det er Margaret, der bærer sangen og uden hende var det blot et ordinært bidrag.

‘I feed you my love’ er et meget morderne – nærmest futuristisk bidrag, der ikke kan sættes i bås eller sammenlignes med andre af årets sange. Derfor vil det også skille sig ud, når tv-seerne skal vælge deres favorit.
Derfor må det også være et bidrag, der ligesom Loreen sidste år, kan samle jurystemmer. Margaret har en stærk stemme og alt går op i en højere enhed for Norge i år.
Jeg gætter på at Norge uden problemer vinder denne semifinale og vil være en af Emmelie’s største konkurrenter i finalen.

Statistik: ****

Bookmakers: *****

Juryvote: *****

G.E.E.: *****

Kvalifikation: Ja

Placering: 1-4, Top 5 kandidat i finalen

 

Michaels reality-check:

Helt fantastisk god melodi med
en suveræn god sangerinde. Meget
moderne udtryk. Helt klart en
vinderfavorit.

*****

—-

ALBANIEN:

Sidste år bød Albanien på en af mine helt store favoritbidrag, ‘Suus’ sunget af den fantastisk Rona, hvilket også blev belønnet med en flot 5. plads til Albanien.
Det er aldrig sjovt at skulle leve op til en succes og årets albanske bidrag nærmest opgiver på forhånd. Vi får 3 minutters (4.12 i live-versionen) kedelig og intetsigende rocksang, som man nærmest aldrig tror får en ende.

Bidraget lægger egentlig ganske fornuftigt ud med iørefaldende rocktoner tilsat et kulturelt særpræg. Men fra ‘Hey hey’-råbene lyder og duoen begynder at synge går det stærkt ned ad bakke! Især i de dele, hvor de 2 herrer synger på samme tid.
Når man ikke forstår albansk er det nærmest umuligt at få noget ud af bidraget.

Eneste positive element er guitarsoloen, som leder tankerne hen på 90’ernes Guns’ n’ Roses. Spild af en egentlig okay melodi og udemærket rockmusik.
Albanien har “venner” i denne semifinale og en sen start, hvilket kan være med til at bringe dem op i nærheden af Top 10, men der skal ske store forandringer, hvis Adrian og Bledar skal længere op på

Statistik: ***

Bookmakers: *

Juryvote: **

G.E.E.: –

Kvalifikation: Måske

Placering: 9-12

 

Michaels reality-check

Dødkedelig samlebånds-rock på f*cking albansk. Ta’ jer sammen. O stjerner!

—-

GEORGIEN:

Georgien har kvalificeret sig til 4 ud af 5 finaler, men efter sidste års chok med jokeren Anri Jokhadze, som slutttede på 14. plads i Georgiens semifinale, så valgte Georgien i år af outsource sangskrivningen. Valget faldt på manden bag Loreens ‘Euphoria’, svenske Thomas G:son.
Han har skrevet årets eneste kærlighedsduet ‘Waterfall’, som synges af Nodi Tatishvili & Sophie Gelovani.

Indledningsvist kunne man godt være lidt skeptisk overfor metoden med at vælge sidste års vinder-komponist til at skrive næste års bidrag. Men når de georgiske tv-seere kan finde på at stemme et bidrag som ‘I’m a joker’ til tops i den lokale finale, så kan jeg heller ikke se andre udveje end at tage sagen i egen hånd 😉

Når det er sagt, så synes jeg faktisk ‘Waterfall’ er blandt de bedre ballader i årets felt. To store vokaler, som smelter sammen i flot harmoni og en storladen Eurovision-ballade med et flot arrangement. Jeg er især vild med klaverlyden og den dramatiske afslutning.

Kan man se igennem fingre med den tykke georgiske accent og tvivlsomme formuleringer som “feels like i’m flying like if i had wiiiiings”, ja så er ‘Waterfall’ et godt bud på årets bedste kærlighedssang og Georgiens måske bedste resultat til dato.

Et godt resultat kræver imidlertid, at kemien mellem sangerne er perfekt. Der skal være amoriner og magi i luften, for at få en sådan ballade til at lykkes. I den første liveoptræden ser berøringerne en smule iscenesatte og akavede ud. Heldigvis har duoen haft god tid til at øve sig forud for semifinalen.

‘Waterfall’ er et godt bud på en juryfavorit og oveni så har de tidligere sovjetiske stater vist sig som meget loyale overfor hinanden de senere år. Så jeg tror det bliver en top-placering i semifinalen og en relativ sikker Top-10 placering til Georgien i år.

Statistik: ****

Bookmakers: ****

Juryvote: **

G.E.E.: ****

Kvalifikation: Ja

Placering: 1-4, Top 10 i finalen

 

Michaels reality-check

Endnu en af den type sange, der irriterer mig. Kører efter samme opskrift som anvendes til alle andre schlagere! En god melodi og komposition, men teksten er flad.

**

—-

SCHWEIZ:


Da “You and I” kom ud som en af de første sange fra årets lokale finaler, var det et rigtigt dejligt nummer og en sang, som de fleste troede ville klare sig godt i årets konkurrence.
Da det komplette felt var klar, ja så er sangen på manges liste, incl. min, faldet et godt stykke ned igen. Især pga. skiftet (jf. EBUs regler) fra Frelsens her og til Takasa, hvor også det meget appellerende budskab og deres kostumer gik tabt.

En stærk melodi, som dog bliver en smule repetitiv og kedelig i længden. Dog en sang som man hurtigt får på hjernen og vil nynne i badet.
Endelig har Schweiz jo årets tiny granny – i form af den 95-årige og meget charmerende Emil.
Det er ikke Schweiz’ stærkeste bidrag de senere år og flere edre sange er gået glip af finalen. Derfor tror jeg heller ikke vi skal regne med at 2013 bliver årets, hvor Schweiz hiver en topplacering hjem.
Hvis alle medlemmer af Salvation Army i Europa sidder ved telefonerne og stemmer, ja så kan det blive til en finaleplads til Schweiz.
Statistik: *

Bookmakers: **

Juryvote: ***

G.E.E.: ***

Kvalifikation: Måske

Placering: 9-12

 

Michaels reality-check

Flad og kedelig. Jeg spår den ikke ret mange chancer. Virker som en reklame for en sekt, som ikke måtte få lov til at bruge deres kostumer.

—-

RUMÆNIEN:


En særpræget, men også meget catchy uptempo sang, som helt sikkert vil skille vandene.
Cezar har masser af selvtillid og vil uden tvivl give en fejlfri og karismatisk performance i Malmø.
Det er originalt og modigt, men omvendt så har mixet af pop og opera ikke vist ikke historisk set givet den store succes i Eurovision. Malena Ernman floppede med et bidrag, som havde mere stille og var mere elegant fremført.

Krassimir havde heller ikke held med forsøget.
Måske er Cezars fordel i virkeligheden er det moderne, det kontroversielle og overdrevne. I alt fald skiller han sig ud og med en start som nummer 17 af 17 vil sangen være i frisk erindring hos seerne.

Vokalen kan juryen heller ikke sætte en finger på.

Statistik: *****

Bookmakers: ***

Juryvote: **

G.E.E.: ***

Kvalifikation: Måske

Placering: 9-12

 

Michaels reality-check

Jeg bryder mig ikke om bidraget. Virker som om at han tager pis på opera som kunstform.
*

 

Statistik: Med udgangspunkt i statistikker siden 2004, hvor semifinalerne blev indført i Eurovision, er hver nation blevet tildelt et antal stjerner fra 0 til 5, som angiver landets succes i Eurovision (hvor mange gange landet har kvalificeret sig til finalen). Statistikken kan sige noget om hvor stor en “støtte” landet typisk har. Årsagen til at år 2004 er valgt, er for at benytte en afgrænset årrække samt ud fra den betragtning, at der er sket voldsomme ændringer både på grund af semifinalernes indførelse men også mht. deltagerlande og deres placering i Europa i de senere år, hvorfor stemmestatistik flere årtier tilbage er ubrugelige til at forudsige årets udfald.

Bookmaker: Med udgangspunkt i www.oddschecker.com, er hvert land tildelt et antal stjerner, som angiver deres chancer bedømt ud fra landets odds. Da oddsene naturligvis hele tiden ændrer sig, har vi været nødt til at benytte et øjebliksbillede fra en bestemt dato (ultimo april 2013).

Juryvote: Med udgangspunkt i vores afstemning på Good Evening Europe, så har vi tildelt hver land et antal stjerner alt efter, hvor godt de har klaret sig i vores afstemning. Da en afstemning ligesom odds hele tiden ændrer sig, har vi været nødt til at benytte et øjebliksbillede fra en bestemt dato (ultimo april 2013).