News Ticker

Copenhagen Pride 2014: En forrygende fest i silende regn!

Hvert år i august afholder foreningen Copenhagen Pride den officielle Pride week, hvis formål er at være med til at skabe ligestilling for homo-, bi- og transkønnede (LGBT) i Danmark. Copenhagen Pride skaber synlighed via den årlige festival, som byder på adskillige festlige og kulturelle indslag, hvor alle seksualiteter, køn, aldre, etniciteter samt religioner bydes velkomne.

Anderledes ser det dog ud i de, ikke mindre end, 77 lande i verden, hvor homoseksualitet er forbudt. I 10 af disse lande er der ligefrem dødsstraf. På den baggrund var temaet for årets Copenhagen Pride ’Coming Out for Global Rights’!

Lørdag d. 30. august kulminerede årets Copenhagen Pride Week med den traditionelle Pride Parade, som gik fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen, som lagde rammerne for aftenens store Pride Show. Vi var på plads ved ruten og fulgte senere det store show, som havde deltagere af flere kendte Eurovision-relaterede navne.

Rekordstor deltagelse

Kl. ca. 15.30 gik optoget ind på den sidste del af ruten, inden ankomsten til Rådhuspladsen. På en grå og regnfuld lørdag var en masse mennesker samlet på Jarmers Plads. Nærmest som et symbol fra oven, brød solen igennem skyerne, da de første glade og farvestråelende deltagere kom til syne nær Jarmers Plads.

Årets parade kunne endnu engang slå sin egen rekord med ikke mindre end 21.000 deltagere  i paraden, og ca. 110.000-120.000, som stod parat langs ruten! Copenhagen Pride 2014 var således den største danske Pride nogensinde.

En nærmest endeløs række af vogne fragtede de mange deltagere i Paraden rundt i København til tonerne af genkendelige 90’er tracks, tung techno og dansevenlige hits fra Madonna, Army of Lovers og andre store navne.

Paraden bød på masser af regnbuefarvede flag, farvestrålende kjoler, tætsiddende undertrøjer og oppustelige Lolita-dukker. Der var deltagelse af drag queens, herskere og slaver fra SM-miljøet, transeksuelle, Amnesty aktivister, medaljevindere fra Pan Games, politikere, soldater, udenlandske ambassadører, kristne homoseksuelle, biseksuelle, HIV-smittede, handicappede, samt adskillige virksomheder, foreninger og kendte, som sammen med en mange tusinde festglade Københavnere og tilrejsende gjorde denne lørdag til en sand folkefest.

Blandt de mere kendte ansigter var bl.a. René Dif, som benyttede lejligheden til at promovere sin nye pigegruppe, World Of Girls, den kendte drag-artist Michael Engel O. Bonnichsen bedre kendt under navnet Miss OTB (One Tall Bitch) og reality-stjernen Gustav, som havde sin egen vogn med i paraden.

LocalEyes har lavet nedenstående video fra optoget.

Unge upcoming artister imponerede

Efter afslutningen på årets Pride Parade, ventede en eftermiddag og aften i musikkens tegn på Rådhuspladsen. Der var i modsætning til sidste år, hvor bl.a. Army of Lovers tiltrak sig stor opmærksomhed, ikke de helt store internationale navne på programmet. Men vi blev dog nærmest blæst omkuld at nogle fantastiske præstationer fra bl.a. de mange unge og upcoming artister, som var på programmet.

Blandt de navne, som vi vil fremhæve her, er dukkesangerinden Sada Vidoo, aktuel med singlen ‘The Actress’ og albummet ‘A Story With No End’. Hun har bl.a. skrevet ’10 miles’ til Infernal og har tidligere lagt vocal til DJ Alligators ‘Lollipop’ og gav et flot show lørdag eftermiddag.

En anden dansk sangerinde, som imponerede, var Cisilia, som for nylig har været ugens Uundgåelige med sangen ‘Ring den alarm’.

Den unge sangerinde Silje Svea var blandt koncertens absolutte højdepunkter. Silje gav os sammen med DJ Lynx (kendt fra Lynx & Pico) et flot show, perfekt vocal og satte gang i festen med de hårdtpumpende 90’er inspirerede beats i hittet “Sober Heart”.

Grand Prix-stjerner satte gang i rådhuspladsen

En anden sanger, som fik et stort bifald med på vejen, var årets danske Eurovision-repræsentant, Basim, som udover et par af sine egne sange selvfølgelig også sang sin meget populære vindersang ‘Cliche Love Song’. I silende regn, og med kæmpe balloner  i luften over publikum, sang hele rådhuspladsen med på de velkendte ord ‘Skuba duba dabda dididaj, I looooove you”.

Publikum kunne også synge med på flere af Zindy’s sange. Den tidligere Cut n’ Move frontfigur modtog masser af hyldest og i bedste landskamp-stil var der fællessang til tonerne af 90’er hittet ‘Give it up’.

Ser man på koncerten med Grand Prix-brillerne på, var der flere andre højdepunkter i løbet af lørdagens store program. I det svenske svar på Dansk Melodi Grand Prix, Melodifestivalen, deltog Pink Pistols i år med sangen ‘I am Someboy’ – en sang må siges at være skabt til Pride-showet og til årets tema ‘Coming out for global rights’, da det handler om, at alle mennesker er lige meget værd og at alle er “somebody”. Den svenske gruppe var da også blandt blandt den sene aftens mest populære artister sammen med bl.a. det finske Drag-act “Divet”, som  bød på masser af humor og imitation af diverse Melodi Grand Prix kunstnere som Carola, Emmelie de Forest og Loreen.

Værter i topform

Intet show uden værter og årets 3 værter Christina Bjørn, Megan Moore og Glamboy P ledte på en yderst professionel måde publikum igennem de mange timers underholdning og kædede perfekt de mange performances sammen. Som en ekstra bonus gav de mod slutningen af aftenen, måske Pridens bedste show! Med silende regn over Pride Square sang Glamboy P først sin kommende single ‘Dig og mig mod verden’, hvorefter han sammen med sine medværter satte gang i de feststemte tilbageværende publikummer med et megamix bestående af hits fra bl.a. Avicii, Martin Solveig og Rihanna og så hans eget hit ‘Rocking your bed’, som han har lavet sammen med Lynx & Pico.

På trods, at vejret bestemt ikke viste sig fra sin bedste side, så endte årets Copenhagen Pride i en forrygende fest. Der blev danset, sunget, kysset og krammet og taget selfies indtil kort før midnatstid, hvor festen fortsatte på byens diskoteker og natklubber eller til det officielle afterparty på Pumpehuset, hvor masser af festglade mennesker stod i kø for at høre bl.a. Conchita-dobbeltgængeren Conchita 4711. Interessen var så overvældende, at mange gik forgæves, da dørmanden kort efter midnat erklærede festen udsolgt.

Ingen Pride uden de frivillige

Copenhagen Pride drives udelukkende af frivillige: en frivillig bestyrelse og frivillige hjælpere, som bl.a. har arbejdet med at bygge Pride Square op, sælge øl og ikke mindst rydde op, efter at lysene er slukket, musikken stoppet og de sidste feststemte gæster er gået hjem.

Vi talte bl.a. med en frivillig, som sad i modtagelsen ved backstageområdet. Hun havde brugt de sidste 9 måneder på at være med til at planlægge showet, og hele lørdagen i teltet bag scenen. Alligevel var det en enormt glad, endog meget træt, frivillig som med et stort smil sagde farvel og tak, inden hun og de andre skulle i gang med det store oprydningsarbejde.

Da vi andre var på vej videre i byen, var de frivillige begyndt at pakke sammen, rydde op og gøre sig klar til at “aflevere” Rådhuspladsen i samme stand, som de modtog den i tidligere på ugen – skybrud eller ej.

Vi vil sige tak for adgang til Presseområdet og generelt tak for en fantastisk fest til arrangørerne bag Copenhagen Pride 2014 – og glæder os til næste år!

 Gallerier

 

About Mette Christensen (910 Articles)
Founder, webmaster and editor at Good Evening Europe since 2006. Eurovision-fan since forever :-) Has covered Eurovision Song Contest live 5 times, (Oslo 2010, Malmø 2013, Copenhagen 2014, Vienna 2015 and Stockholm 2016), Danish Melodi Grand Prix and Melodifestivalen in Sweden. From Vejle, Denmark.
Translate »