X-Factor Amanda i tysk finale: “Jeg glæder mig helt vildt!”

Igår blev deltagerne i årets tyske finale “Unser Song für Österreich” afsløret. I alt 8 artister konkurrerer i finalen d. 5. marts i Hanover Arena. Blandt dem er en ung dansk sangerinde, som på trods af, at hun har været væk fra rampelyset i et par år, nok vil få en klokke til at ringe hos de fleste.

Hun hedder Amanda og blev i 2013 kendt som Blachmans yndling i årets version af X-Factor, hvor hun nåede semifinalen.

Advertisement

Den 19-årige sangerinde kommer fra byen Svogerslev ved Roskilde. Det var tilfældighedernes spil, der gjorde at Amanda i sin tid endte i X-Factor. På Langelandsfestivalen fik veninderne lokket Amanda med hen til X-Factor campingvognen og pludselig stod hun og sang.

Og det gjorde hun så godt, at hun ikke blot kom med til auditions, hun blev også sendt videre til bootcamp. Her valgte en begejstret Blachman Amanda som den ene af sine 3 deltagere i X-Factor live-shows 2013, hvor hun sluttede på en 4. plads. Du kan gense et par af hendes optrædener nederst i artiklen.

Sammen med det tyske projekt Fahrenhaidt er Amanda nu parat til at dyste om sejren i det tyske Grand Prix.

En sang med ESC-potentiale

Den 19-årige sangerindes talent er ikke gået ubemærket hen og i disse dage kan Amanda se frem til at påbegynde et nyt kapitel i sin karriere, efter hun valgte at sige ja til at deltage i Fahrenhaidts projekt.

Vi spurgte hende tidligere idag om, hvordan det samarbejde er kommet i stand.

De tyske producere Fahrenhaidt kontaktede mig over mail, og spurgte om jeg ville være interesseret i at deltage i et tysk projekt” forklarer Amanda og tilføjer “Jeg blev meget overrasket og sindsyg glad for, at de kontaktede mig, derfor fløj jeg selvfølgelig afsted, så snart det var muligt“.

Fahrenhaidt har endnu ikke annonceret hvilke sange, de deltager med i den tyske finale d. 5. marts, men til Good Evening Europe fortæller Amanda, hvilken sang, der var tiltænkt Eurovision.

Sammen med de tyske producere fik vi lavet sangen “Frozen Silence” som viste sig at have ESC potentiale, og så var vi så heldige at ryge med i tysk Eurovision“, fortæller Amanda og slutter af: “Det er smadder spændende og jeg glæder mig helt vildt”.

Singlen “Frozen Silence” er ifølge Sainsburys Entertainment, sat til udgivelse d. 30. januar.

Samarbejde med Emmelie de Forest

Fahrenhaidt er navnet på en berlinsk duo bestående af Andreas John og Erik Macholl, som er kendt for at komponere og producere musik for både nationale og internationale artister, men i formationen “Fahrenhaidt” er de et helt nyt navn på den tyske musikscene. Deres musikstil beskriver de selv som “Moderne natur pop” og de har da også formået at få en, blandt Eurovision-fans, meget kendt naturpige til at synge på deres kommende cd, der er på gaden d. 6. februar.

Hverken Andreas eller Erik er sangere og de samarbejder derfor med en række solister på cd’en, deriblandt vores danske Eurovision-vinder Emmelie de Forest og altså den danske X-factor sangerinde Amanda Pedersen.

Vi ønsker Amanda held og lykke og takker fordi, hun havde lyst til at deltage.

Fra arkivet

2 COMMENTS

Comments are closed.