News Ticker

Video: Årets Mylle-pris går til Birthe Wilke

Lørdag eftermiddag afholdt de danske Melodi Grand Prix-fans årsmøde i den gamle Eurovision Fan Cafe, Huset KBH. For 3. gang i historien var det tid til at uddele Mylle-prisen, som gives til en person, som har gjort noget ekstraordinært for Grand Prix’ets udbredelse i Danmark.

Foran en masse spændte fans, kunne Grand Prix-legenden, som prisen er opkaldt efter, Jørgen de Mylius introducere årets vinder.

“Det er en store glæde og ære for mig, at give netop hende den Mylle-pris, I har indstiftet. Det er en pige, en voksen dame, som man idag forbinder med en lang række store, store schlagere tilbage i 50’erne og op igennem 60’erne, hvor hun var én af de allervigtigste schlager-sangerinder.

Med 11 sange i det danske Melodi Grand Prix og et stort afsæt på hele slagerlivet i Danmark, er det en stor glæde for mig at præsentere Birthe Wilke”

Til stående klapsavler fra alle de tilstedeværende fans gik en glad og rørt Birthe Wilke på scenen og modtog årets Mylle pris 2015.

11 sekunder langt kys

Birthe Wilke er født i 1936 og startede sin musikalske karriere i starten af 1950’erne med Bruno Henriksens orkester. Da Bruno Henriksen startede Philips Grammofonplader i Danmark, blev Birthe Wilke hurtigt en af selskabets topartister. I 1957 stod hun for ét af Eurovision-historiens mest kendte kys, da Danmark debuterede i Eurovision Song Contest i Frankfurt. Sammen med Gustav Winkler sang Birthe “Skibet skal sejle i nat”, som blev afsluttet med et 11 sekunder langt kys og var anledning til en del forargelse. Det blev alligevel til en 3. plads til Danmark og ét af historiens største danske Melodi Grand Prix hits.

Selvom det til næste år er 60 år siden, at Birthe Wilke sang “Skibet skal sejle i nat”, og hun i 60’erne valgt at lægge musikkarrieren på hylden til fordel for et bankjob, så er hun bestemt ikke glemt af de danske fans, som altså havde valgt at hædre hende med årets Mylle-pris.

Det lange kys var da også det første, som Jørgen de Mylius valgte at spørge ind til: “Kyssede I på samme måde ved alle prøverne?” spurgte han og pegede på, at gentagelsen af de 11 sekunders kys, kunne blive til at mange sekunder under de mange prøver, forud for showet.

“Det gjorde vi altså ikke. Det var en fejl, der skete. Måske manden ude i monitor rummet syntes det var et dejligt billede og så beholdt han billedet på os. Det var ikke meningen. Der var jo en afslutning på orkestret og der skulle han så gå over”.

Birthe mente dog ikke at et 11 sekunders kys var noget særligt, hvilket de fremmødte fans belønnede med et stort bifald.

“Kysset varede kun 11 sekunder, det er jo utrolig, for normalt er et kys på 11 sekunder altså meget kort ikk?”

Takkede Mylius for Grand Prix

Den nu 79-årige Birthe Wilke indledte sin takketale med at sammenligne med de prisuddelinger hun har set i Hollywood, hvor der sendes tak til hele familien og en masse andre mennesker. Hun valgte dog i stedet at sende en stor tak afsted til Jørgen de Mylius.

“Jørgen skylder vi jo alt. Foruden Jørgen, tror jeg ikke at Danmark var kommet med ind i Melodi Grand Prixet igen”.

Hun fortalte efterfølgende om sine deltagelser i Dansk Melodi Grand Prix og om DR’s daværende underholdningschef Niels Jørger Kaiser, som var skyld i  Danmarks pause fra konkurrencen, fordi han ikke brød sig om underholdningsmusikken. Birthe takkede Mylius for at bringe Danmark tilbage igen i 1978.

Et splittet Europa

Da Birthe og Gustav i 1957 rejste til Tyskland til historiens kun 2. udgave det Eurovision Song Contest, var Europa stadig splittet efter krigen.

”I realiteten var man jo ikke samlet efter anden verdenskrig. Og vi skulle ned til nogle, der havde været vores fjender. Det skulle holdes i Tyskland, og resten af deltagerlandene havde været besat af Tyskland”.

”Men vi fandt ud af det dernede, og vi blev rigtig gode venner med tyskerne. England var også med for første gang i 1957. I ved jo, at englænderne og tyskerne fightede jo godt under krigen, og pludselig bliver de også gode venner der i 1957 og finder ud af: Hva’ pokker! Vi skal da lade det her fortsætte, og så fortsatte Melodi Grand Prix”.

”Ligegyldigt hvad der har været af krige, og mure, der har været revet ned, og folk der skændes og slås – Melodi Grand Prix det består stadigvæk, og det er blevet endnu flottere og større end det nogensinde har været før. Jeg synes, det er helt fantastisk”.

En rørt Birthe Wilke afsluttede sin tale med at sige tak og ønske held & lykke til alle de fremmødte fans, som kvitterede med endnu et stående bifald. Efterfølgende benyttede rigtig mange lejligheden til personligt at sige tillykke til det populære Grand Prix-ikon, som også fik taget selfies med mange begejstrede fans.

Birthe Wilke i Dansk Melodi Grand Prix
1957: Skibet skal sejle i nat, Hele verden venter på vår, Chanson Ordinaire, Kærlighedens Cocktail
1958: For altid
1959: Uh, jeg ville ønske jeg var dig, Latinersangen (Peplinge cha-cha)
1961: Jetpilot
1962: Et eventyr
1963: Pourquoi
1965: Som du er

About Mette Christensen (957 Articles)
Founder, webmaster and editor at Good Evening Europe since 2006. Eurovision-fan since forever :-) Has covered Eurovision Song Contest live 5 times, (Oslo 2010, Malmø 2013, Copenhagen 2014, Vienna 2015 and Stockholm 2016), Danish Melodi Grand Prix and Melodifestivalen in Sweden. From Vejle, Denmark.
Translate »