News Ticker

Præsentation: De skal synge kor for Lighthouse X

Søren Okholm, Christoffer Brodersen og Anders Ørsager skal synge kor for Lighthouse X i Stockholm. Foto: Torben Mougaard, www.christofferbrodersen.dk, www.orsager.dk

En relativ ukendt sanger er begyndt at forberede sig på at indtage Grand Prix-scenen i Stockholm. De sidste par år har Søren Okholm levet af musikken og de fleste uger bliver det til en håndfuld koncerter og optrædener. Han tager ud og synger til bryllupper, fødselsdage, firmafester og kaffeaftener. Nu er han klar som en af Danmarks korsangere i Stockholm. Eurovision er dog ikke helt nyt for ham.

For en del år siden deltog han i en konkurrence om en rejse til Caribien ved at fortolke ‘Smuk som et stjerneskud’. Han vandt! Og for et par uger siden fortolkede han ‘Dansevise’ ved et koncertarrangement. Sangen kan du høre på Sørens Facebook-væg.

Selvom Søren interesserer sig for Melodi Grand Prix-musik, så betyder hans fyldte koncertkalender ofte, at han må gå glip af showet på tv.

Jeg har ikke fulgt så meget med i Melodi Grand Prix de seneste år, da jeg som professionel sanger og musiker stort set altid er på job lørdag aften. Jeg ser det dog, når jeg kan komme til det og synes det er god underholdning. Jeg nyder selv at fortolke de bedste grand prix numre og har da nogle stykker på repertoiret.

Søren er diplomuddannet sanger og musiklærer fra Det Fynske Musikkonservatorium og udover sine mange optrædener som solist, så giver han den også gas i partybandet ‘Okholm & Pistolerne’, arbejder som professionel studiesanger- og musiker og har erfaring som skuespiller.

“Koncentrationen skal være helt i top”

Den 12. maj får Søren sin debut på Grand Prix-scenen, når han sammen med Lighthouse X og 2 andre korsangere skal stå på den store scene i Globen i årets 2. semifinale. Selvom han skal optræde foran omkring 200 millioner tv-seere og flere tusinde publikummer, så bevarer Søren roen.

-Jeg glæder mig meget til at opleve det helt tæt på i Stockholm. Vi bliver som korsangere ikke synlige på scenen, så på den måde er “presset” ikke så stort. Jeg håber vi får leveret en god performance sammen med Lighthouse X og så kunne det være rigtig sjovt at gå i finalen, siger Søren.

I øjeblikket er der fuld gang i forberedelserne i den danske lejr. Lighthouse X har sammen med deres 3 korsangere bl.a øvet i Peter Juul Kristensens studie. Peter, som står bag Clear Music Production, har arbejdet med så store navne som Michael Jackson, Celine Dion og Quincy Jones og i 2014 var han lydmand på Eurovision Song Contest i København. Det danske team har benyttet hans studie for at få så “realistiske” forhold som muligt at øve under og samtidigt trække på hans viden.

Om hans egne forberedelser, fortæller Søren:

-Jeg øver mig på min stemme og teksten. Det er ikke vildt svært, men jeg skal synge en meget lys stemme, så koncentrationen skal være helt i top.

Du kan se en lille bid fra forberedelserne i opslaget herunder.

Udover Søren Okholm får Lighthouse X selskab af de 2 erfarne musikere Anders Ørsager og Christoffer Brodersen.

Basix og Melodi Grand Prix

Mens Søren Okholm er debutant i Melodi Grand Prix sammenhæng, så er de øvrige korsangere to yderst erfarne herrer, som begge selv har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix.

Begge har de desuden det til fælles, at de har optrådt med a cappella gruppen Basix. Anders Ørsager er nuværende medlem af den populære gruppe, mens Christoffer Brodersen var med i årene 2007-2014. Basix’ professionelle karriere tog for alvor fart i 2001, da gruppen med en flot samlet 2. plads og fagjuryens topkarakter imponerede med deres både iørefaldende og nyskabende bud på en vindersang, ‘I Australien’ i Dansk Melodi Grand Prix. Gruppen har ikke blot opnået stor succes i det danske, men har med hele 7 internationale CARA-awards i bagagen, bl.a. for “Bedste Europæiske Album” også formået at slå igennem internationalt.

Anders Ørsager er uddannet som sanger ved Rytmisk Musikkonservatorium i København. Siden Anders startede med at synge i 1989 har han optrådt med mange forskellige orkestre. Han er også meget brugt som sanger og korsanger på diverse tegnefilm, reklamer og TV-shows. Ud over at undervise i sang og pædagogik på Rytmisk Musikkonservatorium i København, fungerer han som voice coach for forskellige danske og udenlandske sangere. Anders har tidligere sunget kor i Dansk Melodi Melodi Grand Prix, blandt andet i 1995 på Aud Vilkens vindersang ”Fra Mols til Skagen”. Han blev først en del af Basix i 2004, så han var  ikke på scenen i 2001, da Basix deltog med ‘I Australien’.

Christoffer Brodersen er uddannet fra det Danske Musical Akademi i Fredericia i 2003, og har medvirket som sanger/skuespiller i forestillinger som Rent, Jesus Christ Superstar, Cyrano og Be-bop-a-lula, samt optrådt i Cirkusbygningen som syngende tjener i det svenske showkoncept Wallmans Salonger. Som solist har Christoffer selv medvirket i Dansk Melodi Grand Prix. Det skete i 2007 med Ivar Lind Greiners sang ‘Paparazzi’.

Kilde: Basix.dk, Søren Okholm, Jacob Holm Laursen, Wikipeadia, Out And About

About Mette Christensen (977 Articles)
Founder, webmaster and editor at Good Evening Europe since 2006. Eurovision-fan since forever :-) Has covered Eurovision Song Contest live 6 times, (Oslo 2010, Malmø 2013, Copenhagen 2014, Vienna 2015, Stockholm 2016 and Kiev 2017), Danish Melodi Grand Prix and Melodifestivalen in Sweden. From Vejle, Denmark.
Translate »