Stockholm live: Dag 4 (første prøver for semifinale 2)

Velkommen til dag 4 med prøver i Globen i Stockholm. Idag er dagen, vi har ventet på med spænding. Klokken 11.20 går Lighthouse X nemlig på scenen til deres aller første prøve på den store scene i Globen.

Idag får vi anden halvdel af semifinalisterne fra semi 2 på scenen for første gang. Første artist på scenen idag er slovenske ManuElla, som går på kl. 10.00 og dagens sidste artist er Laura fra Belgien, som går på scenen klokken 15.40.

Advertisement

Artisterne har hver 30 minutter til disse deres første tekniske prøver på scenen i Globen.

Vi opdaterer dagen igennem med beskrivelser af artisternes shows, deler korte videoer og giver dig vores vurdering af dagens prøver.

De første prøver er lukkede og derfor er det kun Eurovision.tv, som har adgang til at dele videomateriale fra prøverne, og vi må derfor afvente videoer.

 

Dagens program:

Kl. 10.00-10.30: Slovenien
Kl. 10.40-11.10: Bulgarien
Kl. 11.20-11.50: Danmark
Kl. 12.00-12.30: Ukraine
Pause
Kl. 13.40-14.10: Norge
Kl. 14.20-14.50: Georgien
Kl. 15.00-15.30: Albanien
Kl. 15.40-16.10: Belgien

 

Slovenien:

ManuElla er alene på scenen i en hvid kjole med dyb udskæring, og lædersnore. Hun starter i en lyskegle med små røde lamper på hver side i scenegulvet. En stor del af tiden, holder hun hænderne foldet op foran sig. Halvejs inde i sangen kommer der en mandlig (dansk!) gymnast ind på scenen, som laver pole-gymnastik på en skrå pæl.

Umiddelbart er der ingen sammenhæng eller kemi mellem polegymnasten og ManuElla, hvilket går denne gimmick til at virke lidt malplaceret?

Farverne på scenen er røde, orange blå og på bagvæggen ses nærbileder af et ansigt, måske ManuElla’s?

Til slut kommer der stjernekaster-fyrværkeri op af scenegulvet.

Vokalt giver Manuella en stærk performance.

Bulgarien:

Poli, som er tilbage i Eurovision efter at have repræsenteret Bulgarien første gang i 2011, starter med lukkede øjne i nærbillede. Hun har den karakteristiske lange, blonde frisure med den barberede højre side. En gigantisk firkantet ørering og et kostume , som umiddelbart et lidt svært at beskrive. Tænk Milla Jovovich fra 5th Element iført en asymmetrisk krigerkappe 🙂

På både gulv og scenebaggrund benyttes en blå effekt, der minder om regnvand. Under omkvædet kommer der silhuetter på på bagscenen,

Effektiv koreografi, der understøttes af lyseffekter, som sidder i Poli’s tøj og som tændes mod slutningen af sangen, hvor også korsangerne kommer på scenen.

En smule usikker vokal, men overordnet set en rigtig god første prøve.

Danmark:

Danmark har lidt startproblemer, og 2 gange må gruppen stoppe efter få sekunder, hvilket høster et lille bifald i pressecentret 🙂 Johannes’ mikrofonstang lyste ikke og han havde heller ikke lyd i året.

Lighthouse har genbrugt store dele af showet fra den danske finale. Johannes starter i fokus i mørket. Herefter tændes der op for lyset på scenen, som er holdt i nuancer af blå. En lodret “kasse” i lysshowet indrammer Martin i midten.

Lighthouse har ligeledes genbrugt de lysende mikrofonstænger, som i starten af sangen indgår i koreografien.
Mod slutningen går Lighthouse ud på catwalken og slutter sangen på en lille firkantet boks for enden af catwalken.

Efter lidt usikkerheder i starten, så forbedres vokalen væsentligt til de sidste par gennemgange. Masser af smil og overskud fra de danske drenge, som leverer en energisk optræden. Et simpelt sceneshow uden gimmicks og med fokus på sangen. Danmark drager hermed også fordel, af at komme på efter Bulgarien, som satser på koreografi og LED-lysshow.

Vi tror på den finaleplads!! 🙂

Ukraine:

Jamala er ført en lang læderkjole med slæb og starter med en blå/grøn vandinspireret scenebaggrund, der får det til at se ud som om sangerinden kommer ud af en tunnel. Herefter ser vi hende i midten af et grafisk træ på scenegulvet, hvor rødderne går udfra/ind imod Jamala og fortsætter op mod scenebaggrunden til resten af træet.

Senere i sangen skifter grafikken til til røde nuancer.

Jamala leverer én af årets stærkeste vokaler og når hun kommer til vuggevisen, er hun så intens, at man nærmest sidder tilbage med tårer i øjnenen. Ukraine er et rigtig godt bud på en vinder af denne her semifinale, og en potentiel dark horse til samlet sejr. Spil mens du kan 🙂

Stort bifald i pressecentret efter alle 3 prøver.

Norge:

Norge har lavet om på showet fra den nationale finale.  Agnete står i starten på en hævet plateau og har en gymnast med i baggrunden. Senere synger hun fra midten af scenen. Scenebaggrunden er, som en del andre af årets bidrag, blå. Agnete har samme hvide kostume på som i den nationale finale; Hvid top med lange ærmer og en lang nederdel.

Agnete slutter af med fyrværkeri.

På trods af, at man fra den norske lejr melder, at Agnete har haft helbredsproblemer, så var det overordnede indtryk rigtig godt – både vokalt og visuelt.

 

Albanien:

Eneda Tarifa optræder sammen med 3 backing sangere med sig på scenen. Scenen er holdt i varme, gyldne farver og der anvendes røgeffekter. Eneda bærer sorte bukser og en hvide blazer.

En af dagens svageste prøver og efter vores mening langt fra finalen i øjeblikket.

 

Georgien:

Georgiens show, som er instrueret af Sacha Jean-Baptiste er blandt de mere nyskabende i Eurovision Song Contest: Vi ser bl.a. spejleffekter og duplikerede billeder af bandmedlemmerne i Nika Kocharov & Young Georgian Lolitaz.

Der anvendes desuden hurtige klip, zooms, blinkende lys og animmationer, som alt i alt skaber et ret psykedilisk indtryk, som man bl.a. kender fra 90’ernes Britpop bands.

Gruppen har instrumenter med på scenen og mod slutningen anvendes fyrværkeri.

Memorabelt show og stærk vokal. Kan Georgien med semifinalens eneste rocksang overraske og snuppe en finaleplads?

Belgien:

Dagens og semifinalernes sidste bidrag bliver sunget af den unge sangerinde Laura Tesoro. Der bliver hvisket Junior Eurovision i krogene, men ikke desto mindre, så giver Laura en energisk, glad og farverig performance, som nok skal samle stemmer – måske især blandt det yngste publikum.

Hun er på scenen med 2 mandlige og 2 kvindelige dansere.

Scenen er holdte i gyldne og røde farver og masser af tern på scenen.

Mod slutningen benytter Laura catwalken, hvor hun slutter nummeret af med sine dansere.

Effektiv koreografi og fin vokal. Belgien kan meget vel være på vej til finalen.