Jurymedlem Morten Kaiser: “Vores vindersang skal kunne gå hele vejen i Ukraine.”

Morten Kaiser er en del af årets danske jury | Foto: privat (Morten Kaiser)

Når Danmark på lørdag skal finde en vinder af Melodi Grand Prix 2017, så kommer det til at ske på en helt ny måde. Den traditionelle fagjury, bestående af musikprofessionelle, er i år erstattet af en ægte fanjury. De fem medlemmer af juryen er alle kæmpefans af både Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest og nøje udvalgt pga. deres store viden og erfaring.

Blandt dem er 26-årige Morten Kaiser fra Søborg, som har været vild med Melodi Grand Prix, siden han var helt lille. Allerede som 12-årig startede Morten som børnejournalist for den lokale avis, Albertslund Posten, hvor han bl.a. dækkede det internationale junior MGP i 2003. I 2005 blev lokalavisen byttet ud med den internationale Eurovision nyhedsside www.oikotimes.com, hvor Morten stadig arbejder som journalist.

Advertisement
Morten mødte Emmelie de Forest under Eurovision i København | Foto: privat

Artister fra hele Europa trodser krig og konflikter

Selvom musikken naturligvis spiller en central rolle i Eurovision Song Contest, så peger Morten på, at konkurrencen handler om meget mere end musik:

“Eurovision er verdens største musikkonkurrence. Artister fra hele Europa, ja hele verden jo, mødes på samme scene og trodser konflikter og krig og synger. Det er smukt!“, siger Morten og tilføjer “Da alle deltagerne i 2014 stod på scenen og sang Rainmaker sammen, det var magisk, og ideen bag Eurovision gav så meget mening”. 

Morten var til sit første Melodi Grand Prix i 2000, og sit første Eurovision Song Contest i 2001. Som journalist for Oikotimes har han haft mulighed for at komme helt tæt på showet. Tre gange har Morten været presse ved Eurovision Song Contest, hvor han bl.a. har fulgt prøverne i arenaen, interviewet artisterne og analyseret de forskellige optrædener for Oikotimes’ læsere.
Udover det rent faglige udbytte, så har det sociale aspekt også spillet en stor rolle for Morten:

Jeg har gennem Melodi Grand Prix mødt de mest fantastiske mennesker fra hele verden, og mit venskab med dem vil jeg skatte for evigt!“.

Fans har en hel klar fornemmelse af, hvad Europa vil have

Efter 2 år uden en finaleplads til Danmark har DR valgt at sadle om og i højere grad inddrage fans i årets udvælgelse. Tilbage i oktober blev en række medlemmer af den danske Melodi Grand Prix-fanklub sammen med almindelige tv-seere inviteret til et lyttemøde, hvor en håndfuld sange blev udvalgt til finalen:

Fans af Eurovision har en hel klar fornemmelse af, hvad Europa gerne vil have, og det skal vi udnytte, når vi skal finde vores vinder”, forklarer Morten.

Danmark SKAL videre til finalen i Kyiv

På lørdag sidder Morten sammen med 4 andre fans i den danske jury, der ligesom tv-seerne har 50 % af stemmerne i begge afstemningsrunder:

Jeg er så stolt af, at jeg har fået lov til at repræsentere de mange fans af Eurovision Song Contest i Danmark“, fortæller han: “Danmark SKAL videre til finalen i Kyiv i maj. Vi laver rigtig god musik, og det skal vi vise hele Europa“.

Morten i et festligt øjeblik med vært Pilou Asbæk under Eurovision i København i 2014 | Foto: privat

De senere år har konkurrencen budt på meget forskellige vindersange. Når Morten på lørdag skal vurdere årets 10 danske sange, så har han dog en klar formel:

En vindersang har hele pakken. En god sang, en karismatisk artist, et sceneshow der passer til sangen. Det hele skal gå op i en højere enhed, og man skal ikke være i tvivl om, at sangen har hele pakken ved første øjekast.” 

På lørdag skal vi vælge den sang, der kan få seere og jury i de 42 andre deltagende lande op af sofaen, så de stemmer på os! Vores vindersang skal kunne gå hele vejen i Ukraine“. slutter Morten af.

Morten interviewer sidste års vinder Lighthouse X ved et presseevent i Stockholm under Eurovision Song Contest| Foto: privat (Morten Kaiser)

Mortens Eurovision CV:

Uddannet journalist
Har siden 2005 skrevet for Oikotimes.com
Yndlings Eurovision-sang: Sverige 2012, ‘Euphoria’
Var med til sit første Melodi Grand Prix: 2000
Var med til sit første Eurovision Song Contest: 2001
Har været presse til tre Eurovision-shows og et Junior Eurovision, Melodifestivalen i Sverige samt ‘Congratulations’ i Forum.