Opsummering på semifinale 1 og gæt på finalister

Så er vi ankommet til Malmø, er tjekket ind på Hotel Mercure, som skal være vores LILLE hjem de næste 10 dage, fået afhente vores akkrediteringskort og besøgt Euroclubben for første gang.

Det er imidlertid allerede slut på første runde prøver, der som noget nyt i år er foregået bag lukkede døre i Malmø arena. I Euroclubben har akkrediterede fans og pressefolk kunnet følge prøverne på en storskærm i et specielt auditorium.

Advertisement

Selvom vi burde være på Euroclub i færd med hælde store mængder alkohol ned samt feste med andre fans og deltagere, ja så har dagens køretur og de sidste dages forberedelser kørt os lidt “flade”. Så første aften i Malmø kan vi jo i stedet bruge på at samle lidt op på årets første prøver.

1. Østrig: Fin show-åbner, men performance ikke nok memorabel og kedelig sang. (Finale: Nej)

2. Estland. Dejlig ballade, stor forbedring i forhold til den lokale finale, flot helhedsindtryk, men frygter, at start nr. 2 dræber bidragets chancer. Men personligt synes jeg at Birgit overskygger både Rusland og Cypern (Finale: måske)

3. Slovenien: Endnu et offer for den tidlige start (Finale: Nej)

4. Kroatien: Bedre end forventet, vokalt helt i top. Første sang, som virkelig skiller sig ud og giver en wau-oplevelse. (Finale: Ja)

5. Danmark: Meget lig finalen i DK – Sikker finalist og stadig vinderkandidat  (Finale: Ja)

6. Rusland: Forstår ikke anvendelsen af boldene, skuffende i forhold til forventet (bare tænk på Dima Bilan’s performance – måske vil Rusland ikke vinde i år?), men stadig en sikker finalist og sandsynligvis også top 3 i semifinalen (diaspora/nabostemmer)  (Finale: Ja)

7. Ukraine: Meget kritik af kæmpen, men en visuelt flot performance kombineret med stærk vokal og en bredt appellerende sang. Sikker finalist og en konkurrent til Emmelies trofæ.  (Finale: Ja)

8. Holland: Imponerende anvendelse af LED-baggrunden med fuglene, vokalt i top og meget emotionel levering fra Anouk. En jury-favorit og endnu en sikker finalist. Håber på en topplacering til Holland, men er usikker på tv-seernes reaktion.  (Finale: Ja)

9. Montenegro:  ikke meget mere end gimmicks, men sikke mange af dem. Har imponeret i Malmø og flere tror på bidragets chancer for en finaleplads. (Finale: Måske)

10. Belgien: Vokalt ikke helt i top. Desværre ikke en performance, der skiller sig ud og historisk ringe (Finale: Nej)

11. Belarus: Bedre end forventet. Eneste uptempo-latinosang. Fin vokal.  (Finale: Ja)

12. Moldova: Flot vokal, flot scene og memorabel performance med Aliona, der “stiger” op. En sikker finalist og en sang, der kan overraske med en Top 10 placering.  (Finale: Ja)

13. Irland: Meget skinger vokal og en ringe support fra koret, som ikke gør noget godt for Ryan. Men en performance, der skiller sig ud både genremæssigt og med de 2 halvnøgne dansere.  (Finale: Måske)

14. Cypern: Tror desværre den drukner. Vokalt heller ikke i top. (Finale: Nej)

15. Litauen: En af mine forhåndsfavoritter, sød sang, men som det ser ud nu efterlader han ikke nok indtryk til en finaleplads. (Finale: nej)

16. Serbien: Rædselsfulde dragter, men meget stærkere vokalt end i den lokale finale. En noget stillestående performance, men masser af sex. En sen start og Serbiens venner vil nok sende landet videre i finalen.  (Finale: Ja)

Så efter 1. semifinale, hvoraf jeg kun har set videoklips, så tror jeg det bliver følgende finalister:
Kroatien
Danmark
Rusland
Ukraine
Holland
Belarus
Moldova
Serbien

og 2 af følgende:
Estland
Montenegro
Irland

Jeg frygter, at Estland trækker det korteste strå.