Tijana Dapcevic repræsenterer FYR Makedonien i København

Makedonsk tv har bekræftet, at Tijana Dapcevic skal synge for det tidligere jugoslaviske land. Tijana er en 37-årig sangerinde, der har fem albums bag sig. Det er ikke første gang, at Tijana forsøger sig i Eurovision-udvælgelsen. I 2006 blev hun nr. 8 i festivalen Evropesma, hvor vinderen repræsenterede Serbien-Montenegro.

Tijana er i øvrigt søster til Tamara, som i 2008 repræsenterede Makedonien med “Let me love you” feat Vrčak & Adrian Gaxha. Hun endte på en 10. plads i semifinalen, men på grund af juryens magt, måtte Makedonien alligevel sige farvel før finalen. Juryen sendte nemlig Charlotte Perrelli og “Hero” videre på bekostning af “Let med love you”.

Advertisement

Tijana har for nyligt afsløret, at hun får søster Tamara med sig på scenen i København, hvor hun også akkompagneres Leontina Vukomanović, Željko Joksimović’s ex-kæreste, som skrev teksten til Serbien & Montenegro’s bidrag “Lane moje” i 2004.

Om Tijana kan gøre det bedre end søster Tamara ved vi først i maj næste år, men landet er helt sikkert sulten efter en finaleplacering. Siden 2007 har Makedonien kun kvalificeret sig til finalen ved én lejlighed og heller ikke Balkan-stjernen Esma kunne i år sende landet tættere på en sejr ved Eurovision i Malmø.

Det er endnu ikke afgjort, om tv-stationen MRT selv vælger en sang til Tijana, eller om der bliver holdt en national Grand Prix-finale.

Makedonien deltog første gang i Eurovision i 1998 og deres bedste placering fik de i 2006 med en 12. plads.

Herunder et gensyn med én af mine makedonske favoritsange til dato, den dejlige duet mellem Esma og Lozano fra i år: