FYR Makedonien: Jana Burčeska danser alene i Kiev

På en travl fredag med flere bidrags-afsløringer, så fik vi her til aften også offentliggjort årets makedonske sang, ‘Dance Alone’ sunget af Jana Burčeska.

FYR Makedonien har ikke kvalificeret sig til finalen siden 2012, og i år valgte MRT at droppe den nationale finale og vælge Jana internt. De modtog mere end 200 bud på et bidrag til Jana. Valget faldt på ‘Dance Alone’, som er skrevet og produceret af Joacim Perrson, Alex Omar, Florence A. og Bobi-Leon Milanov, som er en del af gruppen Symphonix International, et velkendt team af komponister, sangskriver og producere.

Advertisement

Jana blev kendt tilbage i 2010, da hun deltog i første sæson af Makedonsk Idol, hvor hun sluttede på 5. pladsen og blev den bedst placerede kvindelige sanger. En af dommerne på Idol var faktisk den legendariske makedonske sangerinde og dobbelte Eurovision-deltager Kaliopi.

Jana har desuden deltaget i Skopje Fest, dog ikke i de år, det har været brugt som preselection til Eurovision.