I år var Odense vært for Dansk Melodi Grand Prix 2014 for første gang siden 1993. Efter et veloverstået Grand Prix i Odense og Eurovision Song Contest i København, er det nu tid til at kigge frem mod næste års konkurrence.
DR har i dag indgået aftale med Aalborg Kultur & Kongres Center om, at Gigantium skal lægger rammer for bådeDansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP i 2015.
Det er femte gang, at den nordjyske hovedstad er vært for en Dansk Melodi Grand Prix finale og sidste gang byen lagde rammerne til musikfesten var i 2012. Du kan gense, hvordan det så ud, da Soluna Samay vandt med “Should’ve known better” i Gigantium i 2012 herunder:
Showet afholdes igen i Gigantium, som har plads til 8500 publikummer.
“Vi er naturligvis meget lykkelige for, at det endnu engang er lykkedes at få en aftale i stand om Dansk Melodi Grand Prix og Børnenes Melodi Grand Prix i Aalborg”, siger direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard og fortsætter:
“Det er væsentligt at understrege, at det er hele byen og til en vis grad også Nordjylland, der står bag dette arrangement. Vi har allerede lavet en aftale med Aalborg Event om fælles markedsføring af arrangementerne, og øvrige potentielle samarbejdspartnere er allerede indkaldt til et møde i august, hvor vi sammen udarbejder en slagplan for festlighederne, der jo også skal finde sted i hele byen. Det er vores absolutte mening at leve op til sloganet Det Glade Aalborg, og det er der jo al mulig baggrund for at gøre som Grand Prix-by”.
Samtidig med afsløringen af næste års værtsby, så åbner DR også op for indsendelse at sange til Dansk Melodi Grand Prix 2015. Fristen er mandag 8. september kl. 12. Læs mere på dr.dk/grandprix.
Værtsbyer siden år 2000
- 2015 Aalborg
- 2014 Odense
- 2013 Herning
- 2012 Aalborg
- 2011 Ballerup
- 2010 Aalborg
- 2009 Herning
- 2008 Horsens, semifinaler i København
- 2007 Horsens, semifinaler i Holstebro og Aalborg
- 2006 Aalborg
- 2005 Horsens
- 2004 Aarhus
- 2003 Intet dansk Grand Prix
- 2002 København
- 2001 Herning
- 2000 København