Lørdag den 1. marts 2025 fandt Danmark sin Eurovision vinder i et storslået show sendt direkte fra Boxen i Herning, som efterfølgende har fået mange rosende ord med på vejen fra både fans og TV-seere.
Den færøske sangerinde Sissal levede op til favoritværdigheden og vandt billetten til Basel med sangen “Hallucination” skrevet i samarbejde med Chris Chordz, Line Spangsberg, Linnea Deb, Malthe Johansen, Marcus Winther-John og Melanie Wehbe.
Fire Grand Prix-sange blandt de 25 mest spillede i radioen
Men succesen stopper ikke her. Flere af årets Grand Prix-sange har hurtigt fundet vej til de danske radiostationer, og halvdelen er nu placeret blandt de 25 mest spillede numre på Airplay Top 100-listen.
Sissal har indtaget en flot 8. plads på listen og hermed kan se sig selv i selskab med store navne som Bruno Mars, Christopher og Alex Warren.
Hun er dog langt fra den eneste Grand Prix-deltager, der har opnået airplay-succes. Tim Schou ligger på 12. pladsen med Proud, en plads foran Max Ulver med Supernova, mens Adel The Second er at finde på plads nummer 24 med The Unluckiest Boy Alive.

Tidligere på ugen kunne DR’s Grand Prix chef Erik Struve Hansen desuden afsløre, at 9 radiostationer udover DR’s P4 og P5 efter showet har sat Sissals Hallucination i rotation.
Denne tilstedeværelse på Airplay-hitlisten vidner om, at Dansk Melodi Grand Prix fortsat er en stærk og vigtig platform for dansk musik.