Home Melodi Grand Prix Blog fra generalprøven: Sådan bliver Dansk Melodi Grand Prix 2019

Blog fra generalprøven: Sådan bliver Dansk Melodi Grand Prix 2019

Foto: Michael | good-evening-europe.dk

Vi har fulgt showet fra tv-skærmen i presserummet og er klar til at opdatere dig omkring showet.

Hvis du gerne vil overraskes i aften, så er det nu, du skal klikke væk.

Liveblog fra generalprøven, lørdag den 23.02.2019 kl. 15.30.

Showet indledes med de 2 værter, som møder forskellige Grand Prix-legender og sidste års Rasmussen.

Efter et kort danseshow til tonerne af bl.a. ‘Only Teardrops’, kommer årets værter frem på scenen, Johannes Nymark og Kristian Gintberg.

De forklarer bl.a. årets regler, som med en lille ændring i antallet af jurymedlemmer fra 5 til 10, er uændret fra sidste år. Seerne og juryen deler magten 50/50.

Vi kan bekræfte, at scenen er den samme, som vi har set de foregående år.

I år har man indsat et par Grand Prix-konsulenter i form af Stig Rossen og hans assistent Ludvig, som med masser af humor coacher årets deltagere.

Første deltager i årets finale er på scenen.

Iført en guldfarvet kjole med tynde stropper og med en grå baggrund med mørke træer og gyldne mønstre, indleder Simone Emilie showet med ‘Anywhere’. I omkvædet skifter grafikken til en planet.

Energisk optræden, men nervøsiteten påvirker Simone Emilie’s stemme flere gange undervejs.

Jasmin Gabay er iført en pink dragt med kig til maven. Med sig på scenen har hun 5 dansere i glitterjakker, som sammen med Jasmin giver et energisk show, som bl.a. indholder den klassiske kiss-kiss-håndbevægelse.

Grafikken består af en masse farvestrålende mønstre, som passer perfekt til den glade og energiske sang og give den helt rigtige vibe.

Rasmus Faartoft er helt alene på scenen i mørkt tøj med en blå baggrund og en række spots, som kommer frem undervejs i sangen. Hans mangeårige erfaring fra musical-scenen fornægter sig ikke, og både Rasmus’ intense og dragende blik og hans interaktion med kameraet er i en klasse for sig. Masser af følelse og indlevelse kombineret med en stærk visuel oplevelse.

Spørgsmålet er om hans tidlige start reducerer chancerne for avancement.

Marie Isabell stråler som Elsa fra Frozen i den smukkeste sølv/lyseblå/rosa-farvede kjole og flettet hår. Farverig baggrund, som understøtter sangens glade og energiske karakter. Den hidtil stærkeste kvindelige vokal med masser af power. Man får den fornemmelse, at Maria Isabell har stået på en scene hele sit liv.

Bidraget afsluttes med faldende guldregn.

Aftenens største positive overraskelse: Yderst overbevisende optræden fra Sigmund, som starter liggende i slags sci-fi-briks. I pressecentret kalder man hans optræden Madonna-inspireret.

Sigmund er iført lyst tøj med sølvstriber, som matcher hans platinblonde hår. Med sig på scenen har han 2 mandlige og 3 kvindelige dansere. Det visuelle tema spiller 100% og Sigmund leverer det, jeg personligt ofte har efterlyst i Dansk Melodi Grand Prix: den hele pakke, hvor sang, show og grafik går op i en højere enhed.

Humørekspressen er i klassisk bandopstilling på scenen iført sort tøj med glitter-guitarer og Klumben i front med slags brygger-forklæde. Bagerst står kvinden, som man må antage i ‘Dronningen af Baren’ med ryggen til.

Man kan ikke undgå at komme i godt humør, når man hører om ‘Dronningen af Baren’ og gruppen vil uden tvivl hente mange stemmer hos seerne. Showets klimaks sker, når Dronningen af baren afsløres. Det er den kendte Drag Tinus, som bl.a. har deltaget i ‘Danmark har Talent’.

Julie og Nina stråler i deres mørkeblå kjoler med en blå/vand is-inspireret baggrund og tøris på scenen og udgør en fin kontrast til den humoristiske optræden fra Humørekspressen. En god kemi mellem de 2 sangerinder og flotte vokale præstationer.

Efter det grønlandske omkvæd starter vindmaskinen og giver os en klassisk Grand Prix-afslutning.

Teit er iført en blank skjorte og tætsiddende sorte bukser med guld kant. Med sig på scenen har han 5 dansere iført farvestrålende dragter. Han leverer en yderst energisk og charmerende optræden og er bl.a. nede og kysse en – i det her tilfælde fotograf – publikum’er.

Mod slutningen tager han en guldjakke på. Alt i alt et meget stærkt bidrag.

Leonora bliver i løbet af de første 30 sekunder hejst op på en gigantisk stol, hvorfra hun synger ned mod kameraet. Hun er iført sorte bukser med seler og en hvid skjorte. Grafikken er bl.a. blå med skyer.

Undervejs i den franske del kommer en mand og en kvinde iført typisk stribede “franske” bluser og “halsklud” ind på scenen med stiger, hvorefter de går op og sætter sig ved siden af Leonora.

Første optræden var en smule shaky rent vokalt, men da vi genså Leonora i den fiktive superfinale, nailede hun den 100%.

Leonora er også, efter vi har set hende i generalprøven, vores bedste bud på en vinder.

Sidste artist på scenen, Leeloo er iført lilla glitter-top og hotpants med 4 dansere i samme farver/dragter. Super effektiv udnyttelse af grafikken på LED-skærmen, som får showet til at skille sig ud fra de øvrige. Fuego-stemning og meget effektiv koreografi.

Pauseunderholdningen i årets show er med de 2 værter, Stig Rossen samt Chanée og N’evergreen. Senere kommer Rasmussen og synger sin nye sang ‘Go Beyond’ samt sidste års vindersang ‘Higher Ground’.

I juryen har vi foreløbigt set følgende navne: Peter Bach, Ole Tøpholm, Jonas L, Clara Amalie Singerholm Christiansen og Mila Milica Kovalj. Desuden har vi fra pålidelig kilde fået oplyst, at Benjamin Holstebroe, Annette Ljungberg Kjeldsen og Kristina Karlsen også sidder i juryen.

I superfinalen tror jeg vi kommer til at se Leonora og Julie & Nina, hvilket 99% af alle fans nok også vil give mig ret i.

Sidste finalist er langt mere vanskelig at forudsige. Jeg tror Humørekspressen bliver et hit hos seerne, men de skal nok ikke skal regne med ret mange stemmer hos juryen.

Derfor bliver mit gæt, at den 3. finalist skal findes mellem Jasmin Gabay, Marie Isabell, Sigmund, Rasmus og evt. Teit. Det er nærmest umuligt at sige…. Og faktisk kunne alle komme i Superfinalen. Så tæt er det.

Men årets vinder bliver, hvis du spørger mig, Leonora.

1 COMMENT

Comments are closed.

Translate »
Exit mobile version