Cypern deltager i år med sangerinden Tamta, der er født og opvokset i Georgien, men flyttede til Grækenland som 21-årig. Her deltog hun bl.a. i græsk Idol og sluttede på 2. pladsen. Tamta har 4 studiealbums bag sig og adskillige Top 10-hits i bagagen som en af Grækenlands mest succesfulde artister, ligesom hun har været dommer på X Factor i både Grækenland og Georigen.
Tamta skal synge ‘Replay’, som er skrevet af Alex Papaconstantinou (Alex P.), Teddy Sky, Viktor Svensson, Albin Nedler og Kristoffer Fogelmark. Det bliver den anerkendte koreograf Sacha Jean-Baptiste, som kommer til at stå for showet.
GEE-panelets dom
Simon: ”Never change an almost winning formula”, eller hvad det nu hedder. Når man har samme sangskriverteam og bruger samme rytme, opbygning og toneart som Fuego, så skal det jo lyde som et…. Replay. Men det holder! Det er god, solid svensk pop med de rigtige partyrytmer, det er lækkert produceret, og den skal nok ende i top 5 i finalen.
Clara: Cypern var lige ved at tage guldet med nummeret ”Fuego” sidste år. Det skal selvfølgelig ikke være nogen hemmelighed, at nummeret ”Replay” i år minder enormt meget om nummeret sidste år, ned til detaljer såsom at de går i samme toneart, har samme akkorder, samme formopbygning osv. Ikke desto mindre synes jeg, at Cyperns bidrag er et af de absolut mest velfungerende numre i årets felt. Jeg er helt overbevist om, at Cypern kommer til at blande sig helt i toppen igen i år, og i min optik er ”Replay” et endnu bedre nummer end ”Fuego” var sidste år.
Jaxie: Meget ligesom med Zena, har vi igen et nummer, man føler man har hørt før. Er det Rita Ora? Top 20 pop på Spotify 2018? Men ok, det er også hårdt at tangere med mainstream-pop, når de andre sangskrivere MULIGVIS har copy/pastet lige så meget som Tamta og Zena. Men med den kritik til side er det et meget sommer-venligt nummer, og jeg er personlig fan af melodien, æstetikken og energien. På trods af der ikke er et klimaks-moment, så kommer den til at skabe energi – og vi elsker energi – en sang der også vil klare sig fint på dansegulvet og radioen efterfølgende. Jeg håber live-versionen er lige så stærk, for så kan poppers-flaskerne bare blive i køleskabet!
Mads: Cypern forsøger at kopiere ’Fuego’ fra sidste år. Samme sangskrivere står også bag, men den rammer bare ikke mig.
Kevin: Stærke ingredienser fra sidste års sang fra Cypern, med den kvindelige stemme, det sexede univers og den bastante lyd. Kommer videre til finalen, fordi den er blandt de få, hvor der er gang i den, vi har en fest.
Mette: ’Replay’ er hverken original eller nyskabende og som mange fans har bemærket, så er ligheden med ’Fuego’ slående. Det er da også sangskriveren bag sidste års Eurovision 2’er, Alex P, som har været på spil igen. Når det er sagt, så er ’Replay’ bestemt ikke uden potentiale. Tamta er en karismatisk artist med en god live vokal og masser af sex appeal. Et moderne, uptempo Dancehall-bidrag, som lægger op til et stærkt live-show (mine forventninger er helt i top med Sacha Jean-Baptiste bag roret), der nok skal få tv-seerne til telefonen, og modsat heller ikke taber det hele på gulvet hos juryen. Selvom jeg savner de orientalske toner fra ’Fuego’, så giver basunen alligevel et karakteristisk og memorabelt touch til ’Replay’ og jeg ville blive overrasket, hvis ikke Cypern ender i den gode ende af Top 10.
Cypern | |||
---|---|---|---|
Bidrag | 37 (Debut: 1981) | ||
Seneste | 2021 Elena Tsagrinou – El Diablo | ||
Kvalifikation | 8/15 (53%) | ||
Bedste plc. | 2. i 2018 | ||
Værste plc. | 18. af 19 i Semifinale (2011) | ||
Bedste venner | |||
Værste venner |