Når et arrangement så stort som Eurovision løber af stabelen, sker det at der foretages ændringer i procedurerne for hvordan ting forgår. Det er rimeligt at antage at man tilretter sine procedurer når man ser at en given ting kan gøres bedre, smartere eller hurtigere.
Da Eurovision var i Oslo i 2010 var vi offer for en decideret inkompetent sikkerhedsprocedure, der gik ud på at alle skulle have deres taske gennemrodet inden de fik lov at komme ind til prøverne. Til de rent faktiske semifinaler og finalen blev alle kropsvisiteret, en teknik der ikke har været effektiv siden Harald Blåtand var en lille purk på heden i Jylland. Og slet ikke på den måde norske politifolk udfører den på; jeg mistænker dem for kun at have set træningsvideoer hvor Peter Plys var instruktør. Hvis man havde et våben gemt et af “de farlige steder” ville norsk politi aldrig have fundet det, det var meget børnevenlig sikkerhed.
I Sverige har man valgt at favne teknologien og indført metaldetektorer og et røntgen apparat til scanning af tasker, jakker og andet stads. Man har valgt at kopiere den Amerikanske model for flysikkerhed, så ingen væsker tilladt, men sprængstoffer i sig selv er ikke et problem. Jeg har for eksempel haft en lighter i lommen hele ugen, uden på noget tidspunkt at blive antastet på den baggrund. Det er ok, jeg skal nok lade være med at sprænge Malmø Arena i luften med min engangslighter. Jeg tror ikke engang den virker, jeg har intet at bruge den til, den er bare en af de ting jeg altid har i lommen.
Her i Malmø har de, udover væsker som skal hældes ud uden diskussion, en hel liste af ting som man ikke må have på sin person når man træder gennem deres metaldetektor. Listen er ikke skrevet ned nogen steder og skifter fra dag til dag. De første par dage var det en ganske kort liste, telefoner, briller og andet gods af støbejern måtte man pænt smide i en bakke så de kunne beglo dem i røntgenapparatet. Som dagene er gået er der kommet ting til, jeg antager på baggrund af erfaringer fra tidligere dage. I et par dage har der været fokus på bælter, som skulle tages af. Det er nu drevet over, og vi behøver ikke længere hinke gennem detektoren med den ene hånd i et fast greb om buksen.
En anden sikkerhedsansat var meget opsat på at vi skulle tage ringe og halskæder af, på trods af at det skilt vi har fået udleveret som ID kort sidder fast i en strop med to store metalspænder, hvis vægt langt overstiger alt andet metal jeg har på min krop på et hvilket som helst tidspunkt, ikke må tages af ved samme lejlighed. Men man vænner sig til det og ruller lidt med øjnene. Man lærer også hurtigt at få smidt sit grej i en bakke og kylet den gennem scanneren mens man selv hopper gennem detektoren.
Det er dog en anden sag når 11000 mennesker, der ikke har haft en uge til at vænne sig til tåbelige og tilfældige regler omkring detektorens brug, skal sluses ind til en forestilling. Til semifinale 1 i tirsdags gik det overraskende fint og flydende. Fem- seks slanger af menesker stod i kø helt nede fra den nærliggende Hyllie station, men sikkerhedspersonalet arbejdede hurtigt og effektivt. Der stod folk klar til at briefe de mange gæster om hvad de skulle placere i de forskellige bakker, og i det hele taget gøre sikkerhedstjekket til et nødvendigt men udholdeligt onde. Jeg var imponeret; det gik meget bedre end i Oslo.
Efter den oplevelse tænkte jeg at det nok næppe kunne gå galt til torsdagens semifinale 2. Alt gik jo som smurt, alle var glade. Der var endda ansatte hvis eneste formål var at holde en god og glad stemning blandt de ventende besøgende.
Men et eller andet sted, på et kontor fuldstændigt afkoblet fra den virkelige verden sidder der et menneske og tager beslutninger. Og beslutningen til torsdagens semi 2 var at der nu kun skulle være to metal detektorer til det samme antal mennesker (der var noget der lignede 6 eller 8 til tirsdag). De andre køer skulle serviceres af manuelle tjek. En absolut idiotisk beslutning der gjorde at en tredjedel af de besøgende ikke kunne overholde kravet om at være på plads 30 minutter inden showstart.
Ikke nok med det, så var det også blevet besluttet at kameraer ikke måtte tages med ind. Telefoner var ok, telefoner med blitz var også ok. Men hvis man ikke kan bruge sit kamera til at ringe op fra, så var det farligt. Jeg blev stillet i et lille aflukke sammen med en anden flok, for at blive eskorteret til garderobe funktionen hvor vi så skulle tvinges til at tjekke vores kamera ind (for free of course).
Da guiden ankom og begyndte sit eskorte arbejde gik hun så hurtigt at halvdelen af min lille gruppe hurtigt mistede hende af syne. Vi kom gennem billet tjek og ind i hallen, stadig ingen guide, og kunne i princippet have gået ind i salen og sat os på vores plads. Og som ekstra bonus havde ingen af os været gennem metaldetektoren eller havde fået vores taske set igennem. Så tip til vordende ballademagere: tag et kamera med til arrangementet.