Prøverne har været i gang et par dage i Expo Tel Aviv, men i dag mandag er en ganske speciel dag set med danske øjne.
I dag skal det danske team nemlig på scenen for første gang til de første 30 minutters tekniske prøver.
Klokken 15.00 (lokal tid) går Leonora på scenen sammen med to dansere og tre korsangere.
Danserne er Ryan Jacolbe, der tidligere har danset for bl.a. Medina og Nabiha, og Sinan Spahi, der har en fortid som danser i tv-shows som ‘X Factor’ og ‘LIVE’.
I koret får Leonora støtte af sanger og skuespiller Andrea Heick Gadeberg, der senere i år skal spille en af hovedrollerne i ‘Sanne – The Musical’. Hvis du synes efternavnet lyder bekendt, så er det nok ikke helt forkert. Andrea har nemlig lidt Grand Prix-blod i årerne som datter af Trine Gadeberg, som nemlig i Dansk Melodi Grand Prix 2000 med ‘Lykkefugl’.
Som vi tidligere har afsløret her på Good Evening Europe, så skal også Jeanette Bonde synge kor for Leonora. Jeanette Bonde har selv deltaget som solist i Dansk Melodi Grand Prix, ligesom hun 2 gange har været med som sangskriver for andre artister.
Sidste korsanger bliver Sofie Niebuhr McQueen, som til dagligt studerer på Syddansk Musikkonservatorium og blandt andet synger i jazzbandet Jazzkollektivet.
Det danske pressemøde løber af stablen kl. 17.25 lokal tid.
Følg med på Good Evening Europe for alle updates om Danmark – og de øvrige prøver her i Expo Tel Aviv.