Home Eurovision Song Contest Interview: Historien bag “Evolution of Eurovision”

Interview: Historien bag “Evolution of Eurovision”

Forleden tikkede der en besked ind på www.good-evening-europe.dk’s facebook-side fra CPH a Cappella – en dansk a cappella-gruppe, som præsenterede os for deres helt specielle hyldest til Eurovision song Contest.

CPH a Cappella består af de 6 sangere: Sandra, Sara, Dénise, Julian, Simon og David, som alle arbejder indenfor musikbranchen. De er uddannet fra bla. Performing Art School, Stepz Dansestudie, Københavns universitet og Det danske Musicalakademi i Fredericia.

Forud for årets Eurovision Song Contest i København, har CPH a Cappella lavet et medley af alle historiens vindersange, fra Lys Assia vandt den allerførste konkurrence med “Refrain” i 1956 og til Emmelie de Forest sidste år sikrede Danmark årets værtsskab med “Only Teardrops” i Malmø.

Under titlen “Evolution of Eurovision” giver gruppen på 7 minutter og 47 sekunder en kronologisk gennemgang af samtlige Eurovision-vindere i historien og afslutningsvist får vi også en lille bid af Eurovision-hymnen Te Deum. Du kan se videoen nederst i artiklen.

Interview med Dénise Stockmann fra CPH a Cappella

Vi tog en lille snak med Dénise Stockmann, som står bag arrangementet til “Evolution of Eurovision”, for at høre lidt mere om arbejdet med Eurovision-medley’et og bl.a. få svar på hvor lang tid det egentlig tager at lære hele Eurovision-historiens vindersange, hvordan  gruppen klarede udfordringen med de mange forskellige sprog og sidst men ikke mindst, så skulle vi høre om vi kan forvente at møde Dénise og resten af CPH a Cappella under ESC i København.

GEE: Hvordan fandt I på at lave “Evolution of Eurovision”?

 – Jeg er meget pjattet med vokalmusik og er – ligesom så mange andre – i særdeleshed begejstret for gruppen Pentatonix. De har lavet et par videoer med netop evolutionstemaet, fx ”Evolution of Music” og ”Evolution of Beyonce” og jeg er i begge tilfælde blevet meget fænget af den måde at forelægge et stykke musikhistorie på.

 – Selv er jeg KÆMPE Grand Prix-fan og har haft arbejdstitlen ”Evolution of Eurovision” på tegnebrættet siden Emmelie de Forest hev sejren hjem i Malmø sidste år, for hvor fantastisk ville det da ikke lige være, at kunne samle alle ESC-historiens vindere i ét a cappella-medley og præsentere dem i kronologisk rækkefølge..? 🙂

 – Jeg har altså haft idéen længe, men endte faktisk med at henlægge den, fordi… ja, der var jo så mange andre, der sikkert ville lave noget nu, hvor København skulle være værtsby J I starten af marts blev der så pustet liv i idéen igen, da vi blev kontaktet af ESC-redaktionen på Danmarks Radio, som kendte til min medleyidé. De skulle bruge noget underholdning til et event 10 dage senere, hvor samtlige af Eurovisions delegationschefer skulle mødes i København, og 1-2-3-vupti… så blev medleyet pludselig hurtigt lavet færdigt 😉

 

GEE: Hvor lang tid har I arbejdet på medley’et?

 – Forud for vores YouTube-video har vi afholdt 3 prøver samt føromtalte optræden for Danmarks Radio. Sangprøver, optræden og videooptagelse skete alt sammen inden for en tidsramme på knap 14 dage, og flere af sangerne kendte ikke hinanden i forvejen, så det var et intenst og meget fantastisk forløb, hvor vi knoklede, hyggede og græd af grin, så nu slipper vi ikke hinanden igen lige foreløbig 🙂

 

GEE: Hvordan har I klaret de sprogmæssige udfordringer. På videoen synger I bl.a. på italiensk, serbisk, hebraisk mm.?

 – Rent praktisk gjorde vi det, at soliste(r)n(e) på de respektive sange selv havde ansvar for at tjekke op på udtalen. Det betød, at vi hver især tilbragte en masse tid på YouTube og brugte vores dygtige, sprogkyndige netværk 🙂  

 – De sprog, du nævner har selvfølgelig også voldt lidt besvær, men i virkeligheden skulle det franske sprog vise sig at være den største udfordring 😀 Muligvis føltes udfordringen større af den simple grund, at mængden af franske vindertekster er ganske stor kontra serbiske og hebraiske.

 

GEE: Hvis du skulle udpege din favorit blandt de 58 vindersange, som I har sunget, hvilken én er det så og hvorfor?

 – Jeg har ikke én favoritsang, men et decideret favoritland. Jeg må tilstå, at jeg er fan af ALT, hvad Sverige har vundet med!!! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte i forhold til at rose deres 5 vindersange, men de er magiske på hver deres måde. ”Waterloo” med legendariske ABBA, ”Diggi-Loo Diggi-Ley” med dens fantastiske koreografi og energi, ”Fångad av en stormvind” med Carolas vilde røst, ”Take Me to Your Heaven” med smukke Charlotte Nilsson og det fede C-stykke og sidst – men absolut ikke mindst – nummeret ”Euphoria” med bjergtagende Loreen i spidsen. Numrenes fællestræk er fantastisk fængende og velkomponerede melodier.

 – Når jeg har nævnt Sverige som favoritland, vil jeg også tilføje, at jeg faktisk med lethed ville kunne fremhæve noget i samtlige vindersange, som jeg er vild med 😉

 

GEE: Skal I optræde med “Evolution of Eurovision” under Eurovision i København?

Ja, det skal vi – og vi glæder os viiiiiiiiildt meget. Vi skal lave en showudgave af vores medley til Red Carpet Opening Ceremony på Rådhuset søndag d. 4. maj.

Vi siger mange tak til Dénise Stockmann, som svarede på spørgsmål og til CPH a Cappella for en gang herlig Grand Prix-nostalgi. Vi glæder os til at høre “Evolution of Eurovision” d. 4. maj og ønsker gruppen al mulig held og lykke fremover!

 

 

Du kan læse mere om CPH a Cappella her.

Translate »
Exit mobile version