Dette er en klumme. Holdninger i artiklen er alene skribentens egen.
Det er snart forår, der er allerede påskeliljer i supermarkederne og en ny Grand Prix- og Eurovision-sæson er gået i gang med medfølgende heftig kritik af udvalget og kvaliteten af sangene i Dansk Melodi Grand Prix. Dermed er alt som det plejer at være, men hvorfor er det blevet sådan? Skulle Grand Prix’et ikke være en folkefest der spreder glæde og samler folk, og hvorfor lader det til, at DR har så lidt føling med de ønsker som fans og befolkningen generelt har til showet, sangene og den generelle måde at behandle Grand Prix’et på?
Jeg er dykket ned i baggrunden for de beslutninger, som DR har taget i de seneste år, og hvorfor de faktisk stemmer ret godt overens med det produkt, som Dansk Melodi Grand Prix nu er blevet til. Jeg har bl.a. trukket på kilder i og omkring Melodi Grand Prix, da hele “boblen” omkring den del af pressen, der dækker DMGP og Eurovision, ikke er større, end at de fleste kender hinanden og derfor også har lidt indsigt i, hvad der foregår bag kulisserne i DR.
Kritik af sangvalg, DR er uenige.
Man kan næsten skrive manuskriptet på forhånd: Først bliver bidragene lanceret, derefter kommer der heftig kritik på sociale medier og i pressen, og bagefter går DR ud og promoverer showet med meget rosenrøde briller fra officielt hold.
Det skete selvfølgelig også i torsdags, da årets otte bidrag blev lanceret. Det var nemlig ikke ligefrem positive kommentarer det medførte på DR’s egne sociale medier som DR Kultur, DR1, DR P3 og DR P4 – dog lidt pænere på DR P5 – mens det heller ikke var rosenrødt og jubel i livebloggen hos BT. Det er dog ikke noget, der gør indtryk på de officielle udtalelser fra DR, der i en pressemeddelelse skriver at sangene har “høj musikalsk kvalitet”.
Efter at Fyr og Flamme vandt DMGP 2021 og beholdt den danske tekst til “Øve os på hinanden” i Eurovision, kom der kritiske spørgsmål omkring det at synge på dansk, da deltagelsen efterfølgende blev kaldt en fiasko. Spørgsmålet kom op igen i år, fordi fem af årets otte bidrag er på dansk, og man kunne tro, at det ville være en af de mere kritiske tabloidaviser, der ville rejse kritikken. Men det gør DR Kultur sørme selv under overskriften “Eksperter frygter dansk Eurovision-flop, hvis vi sender sang på dansk”.
Igen gør kritikken dog intet indtryk på DR:
Hvis man kun læste de officielle udtalelser, og ikke havde dannet sig sin egen mening om sangene på forhånd, så ville man som seer jo glæde sig til at se Dansk Melodi Grand Prix, for det lyder da meget godt altsammen, ikke? Problemet er bare, at udtalelserne ikke stemmer overens med virkeligheden, hvilket ikke er svært at gennemskue for de fleste.
Public service-forpligtelsen
“Vi har alligevel ikke råd til at holde Eurovision, derfor må der ikke være et bidrag med der kunne risikere at vinde!”
Det er et udsagn man hører ofte, og som formentlig også kan have sin rigtighed efter det store Eurovision-underskud i 2014, men selv om det handler meget om økonomi, er det ikke dét som er det væsentligste argument for DR’s ageren ift. sangene i DMGP.
Nu bliver det lidt langhåret, men DR er som bekendt underlagt det politiske medieforlig, der blev indgået i 2019 og som gælder frem til 2023. Medieforliget er udmøntet i DR’s public service-kontrakt, og hvis man læser formålet står der bl.a.:
- DR skal lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv.
- DR skal berige dansk kulturliv med originalt indhold.
Det bliver udbygget i et særskilt afsnit om dansk musik, hvor der står:
- DR skal have fokus på at stimulere dansk musikliv, herunder vækstlaget i dansk musik, samt stille dansk musik og programmer om dansk musik til rådighed for befolkningen på radio og tv.
- DR skal have fokus på en mangfoldig musikprofil på tværs af alle musikbårne radiokanaler og især fremme dansk musik.
Til sidst i afsnittet står der, at DR i sin public service-redegørelse bl.a. skal redegøre for:
- DR’s indsats inden for dansk musik
- DR’s bidrag til dansk musikliv
Læg mærke til, hvor mange gange ordet “dansk” optræder i bare dette lille afsnit. Og i servicekontrakten står ordet nævnt hele 45 gange, så det er ikke så underligt, at man er glad for at have mange sange med på dansk i Melodi Grand Prix’et. For så kan man krydse rigtig mange punkter af på listen, når det drejer sig om at få formidlet dansk musikliv, herunder vækstlaget i et program om dansk musik på tv.
Et ord, der dog ikke er nævnt i servicekontrakten, er ordet “folkelig”. Så selv om man officielt gerne vil samle folk til “hele Danmarks folkefest”, er det ikke et kriterie man kan krydse af i forhold til aftalen med politikerne, som er dem der sørger for hele DR’s økonomi. Det handler groft sagt om KPI’er (key performance indicators, hvis man ikke lige er inde i business lingo), for det er de samme KPI’er der skal bevise, at indholdet i servicekontrakten også bliver udmøntet i virkeligheden.
Det er efter min mening også det, der er kommet til udtryk ved, at man sidste år skar antallet af bidrag ned fra de sædvanlige 10 til otte, og at man har holdt fast ved det antal i år. Vi spurgte Gustav Lützhøft sidste år omkring den ændring, og han gav udtryk for, at det handlede om manglende publikumsindtægter.
Men hvorfor så ikke gå tilbage til 10 bidrag i år, hvor man endelig har publikum med for første gang i tre år? Og hvorfor har man både i Norge og Sverige holdt fast ved konceptet, på trods af tilsvarende manglende publikumsindtægter i 2020 og 2021? Det er for mig et udtryk for, at økonomien betyder noget sekundært, og at man egentlig helst vil slippe så let som muligt omkring den forpligtelse, som public service-kontrakten påbyder DR.
Misforhold mellem artister og DR’s ønsker
Et af kritikpunkterne er ofte, at det kun er radiovenlig pop og ukendte artister, som stiller op i DMGP. Det handler i virkeligheden om, hvor meget både artisterne og DR har på spil, for selv om Melodi Grand Prix med rette kan kaldes Danmarks største musikshow (i hvert fald målt på seertal), er det ikke ensbetydende med at DR bare vil lade revl og krat få chancen på DMGP-scenen.
Der er en klar tendens i de senere år til, at man fra DR’s side har prøvet at finde nogle artister, som man kunne vise frem lørdag aften i den bedste sendetid, og som den brede del af befolkningen kunne nikke genkendende til. Vi har set f.eks. Sys Bjerre, Isam B og Mike Tramp, mens den almindelige seer i år formentlig kender noget til Juncker og Patrick Dorgan.
Det er for såvidt også prisværdigt, men det dækker også over det faktum, at rigtig mange etablerede artister ikke vil røre DMGP med en ildtang. Jeg har personligt talt med tre kendte danske kunstnere, som uafhængigt af hinanden gav udtryk for, at man som artist helst ikke ville stemples som “DMGP-artist”, hvilket passer meget godt sammen med den kritik der er af, at man ikke kender nogle af de artister, der er med generelt.
Hvad så med de mere folkelige kunstnere? De får lov at være med i optakterne til Melodi Grand Prix, hvor man kan se de gamle koryfæer som Kirsten Siggaard, Keld Heick, Jørgen Olsen og Birthe Kjær i Aftenshowet tale om gode gamle dage i 80’erne, mens alt hvad der bare minder om nuværende dansktopkunstnere er henvist til DK4. Sidste gang en folkelig kunstner var med var vel Jørgen Olsen i 2007, og vi har ikke siden set kunstnere, der er bedst kendt i den folkelige genre, deltage i DMGP.
Hvad gør man så? Man tager fat i en gruppe af pladeselskaber og sangskrivere og håber på, at de kan levere nogle fornuftige bidrag, men fordi de mere kendte kunstnere ikke vil sætte deres ry på spil, så bliver det relativt ukendte artister der fremfører sangene. Derfor bliver sangene og kunstnerne også hurtigt glemt efterfølgende, hvilket kommer til udtryk ved, at hvis man ikke er nørdet med DMGP, kan man næppe nævne andre end vinderne fra seneste ti år. Og mange vil ikke engang kunne huske vinderne.
Det er også vigtigere for DR at bevare en fair konkurrence end at have gengangere i feltet, som folk kan huske fra tidligere deltagelser. Dette kom især til udtryk sidste år med polemikken omkring afvisningen af Ben & Tan’s bidrag til DMGP 2021, hvor 2020-vinderne endte med slet ikke at være en del af showet i DR Byen og efterfølgende udtalte, at de næppe kunne se sig selv deltage i DMGP i fremtiden. Jeg synes det er ærgerligt, hvis DMGP kun bliver noget man gider at være med i én gang, og at man som kunstner mere bliver skræmt væk end føler sig velkommen tilbage.
Udskiftning i personkredsen
Melodi Grand Prix blev genoptaget i 1978 med Jørgen de Mylius som primus motor, og i mange år efterfølgende har personerne omkring DMGP og ESC altid været folk med stor indsigt i og kærlighed til showet. Mylle har desuden været kommentator til ESC frem til 1998, hvorefter bl.a. Keld Heick tog over og i 2011 blev Ole Tøpholm ny kommentator frem til 2019. De fleste mennesker vil derfor sige, at Mylle og Tøppe har en stor del af æren i at få vakt interessen til Eurovision, og at de har haft stor fornøjelse af at se showet med deres stemmer som baggrund.
Sidste år blev Tøpholm udskiftet som kommentator med Henrik Milling og Nicolai Molbech med en begrundelse om, at man gerne ville fokusere mere på den musikalske vinkel af showet.
Men også personerne omkring planlægning og afvikling af Melodi Grand Prix er udskiftet. Væk er folk med en udtalt kærlighed og dedikation til showet, og ind er kommet mere “driftssikre” folk, der mere ser showet som en enkelt del af DR’s samlede portefølje mere end som et produkt, der selvstændigt interesserer en masse fans derude. Det er som om, at DMGP bare er blevet et slags musikshow på linje med ethvert andet show, og for mig er der ingen forskel i det, der bliver udmeldt af officielle holdninger til DMGP, i forhold til f.eks. et juleshow eller indsamlingsshow.
Der er heller ikke en forståelse af, at DMGP og Eurovision er andet og langt mere end bare musikken. Eurovision er verdens største underholdningsshow, og hvis man ikke sætter pris på det historiske aspekt og de nørdede vinkler, så kunne man lige så godt kommentere et Grammy-show eller MTV Music Awards. Det skal være festligt, det skal være kitschet, det må gerne være lidt dumt, og det må ikke mindst gerne være folkeligt. Bare se på Melodifestivalen i Sverige, hvis man vil opleve dén cocktail samlet i samme show.
Analogien ville være en gammeldags skønhedskonkurrence, hvor der stod en masse smukke kvinder linet op i de samme bikinier og med det samme smil på, mens der henne for enden stod én i spraglet tøj og en sjov hat, som hed Miss Eurovision i stedet for. Musikken er vigtig, men det er helheden der tæller for folk, og derfor er vinklen på musik alene alt for fattig efter min smag. Ellers hedder det “Melodi Grand Prix” kun for navnets skyld og ikke pga. indholdet.
Ingen dedikerede sociale medier
Som jeg nævnte tidligere, har DR’s SoMe-medarbejdere haft travlt med at moderere og kommentere kommentarspor efter lanceringen i torsdags. Men man kan spørge sig selv om, hvorfor DR ikke har dedikerede SoMe-profiler for DMGP og Eurovision på hverken Facebook, Instagram eller Twitter. Især Twitter er et sted, hvor rigtig mange dedikerede Eurovision-fans befinder sig (blandt andet os!), og i de andre nordiske lande er både SVT, NRK, YLE og RUV aktive på deres respektive profiler. DR har ganske vist allerede en dedikeret Twitterprofil til formålet, men den har ikke været aktiv i 7 år.
DMGP-redaktionen vil ikke interagere med sit eget publikum, men overlader det til de stakkels SoMe-folk at stå for at besvare bare nogle af kommentarerne på DR’s andre sider og profiler. Der er ingen i redaktionen, der prøver at hype deres eget produkt, og som det så ofte går bliver kritikken mere skinger, jo mere lukket afsenderen af produktet opfører sig.
Et eller andet sted kan jeg godt forstå, hvis man internt har opgivet at vende stemningen, men jeg håber da man føler et vist ansvar for det narrativ som DMGP og ESC har hos den danske befolkning. Og det ville klæde dem, at være mere interagerende og stå bedre inde for deres eget produkt end de gør. Ellers må de sige til, hvis de har brug for os andre til at varetage deres SoMe-profiler!
Det kommer f.eks. også til udtryk ved, at man ikke koordinerer sine egne nyhedskanaler, så de ikke nedgør ens eget produkt. Jeg troede min artikel om balladen med Ben & Tan var lige til den skarpe side, men DR Kultur lagde selv en kritisk artikel op, bare få dage inden DMGP 2021 skulle afholdes. Hvis jeg var PR-manager for noget som helst firma, ville jeg helst gerne have, at min kommunikation udadtil bakkede op om mit eget produkt, men sådan fungerer det åbenbart ikke i DR.
Konkurrence fra andre kanaler og seertal
Melodi Grand Prix var allerstørst tilbage i 80’erne, da der kun var én kanal at se på TV’et, og hvor hele familien samledes om at se det. I dag er der så mange andre steder, både i TV og på nettet, hvor man kan finde ny musik, høre andre kunstnere end normalt og se forskellige andre musikkonkurrencer som f.eks. X-Factor og America’s Got Talent.
Netop X-Factor er værd at nævne, for efter at det program overgik fra DR til TV2 i 2019, har DR ikke længere et program, der på samme måde sender en masse ukendte talenter og kunstnere ud i stuerne på jævnlig basis. Samtidig er X-Factor nu blevet det program, som unge talenter stræber efter at deltage i, fordi de er vokset op med det i de sidste 15 år og er blevet eksponeret meget mere for det på sociale medier. Derfor er DMGP mere blevet sådan en slags nicheshow for rigtig mange, som man mest ser fordi det var sjovt engang, men ikke rigtig følger med i hverken før eller efter.
Burde DR så ikke også bare overlade tøjlerne på DMGP til TV2? Det kan man sagtens argumentere for, men grunden til at DR holder godt fast i DMGP bunder i én ting: Seertal. Tilbage i 2021 så 1.566.000 mennesker med, showet i den tilskuerløse Royal Arena i 2020 trak 1.194.000 seere til foran skærmene, og i 2019 – inden coronalockdown – så 1.324.000 med. Så på den parameter alene kan DR sagtens kalde showet for “bredt favnende” og “folkeligt”, hvilket giver endnu et punkt i public service-kontrakten, der kan vinges af.
Eurovisiondeltagelse kræver mere indsats
Jeg har vendt public service-kontrakten nogle gange, og hvis man kigger på deltagelsen i Eurovision ser det ud til, at det er blevet en bonusting for DR at sende DMGP-vinderen afsted, mere end at man har et reelt ønske om at klare sig godt – for det kan man nemlig ikke vinge af noget sted i kontrakten. Siden Emmelie de Forests sejr i ESC 2013 og deraf følgende automatiske finaledeltagelse for Basim i ESC 2014, har vi ikke klaret os specielt prangende i Eurovision.
Det er ikke for meget at sige, at vi floppede gevaldigt med en 13. plads i semifinalen i 2015 og en 17. plads i semifinalen i 2016, hvorefter vi lige skrabede os med i finalen som nr. 10 i semifinalen i 2017 og fik en samlet 20. plads. Efterfølgende var der en fin 9. plads til Rasmussen i 2018 og en 12. plads til Leonora i 2019, mens Fyr og Flamme endte som nr. 11 i semifinalen i 2021.
Er det godt nok? Måske er det, men de placeringer er opnået på trods af DR’s indsats og ikke på grund af den, fordi der intet bliver gjort for at skabe hype om de danske bidrag. Udadtil virker det til, at man kun gider at gøre det mest nødvendige, og i en konkurrence med så mange lande, der kæmper om opmærksomheden, er det bare ikke nok til at gøre sig ekstra bemærket.
Blandt Eurovisionfans har Danmark et rygte som “very vanilla”, og det er ikke pænt ment. “Ufarligt”, “uspændende” og meget “middle of the road” er de ord som oftest bliver hæftet på de danske bidrag i de senere år, og heller ikke i år var der de store forventninger blandt fans, inden afsløringen af artisterne til DMGP.
Det kræver derfor en indsats for at skabe lidt hype om den kommende ESC-deltager, og jeg mangler også at få en klar udmelding om, hvad ambitionen egentlig er ved Eurovision-deltagelsen, andet end at man officielt gerne vil vinde.
Håbet for fremtiden
Kære venner: Hvis I vil vinde folkets gunst tilbage til DMGP, må I bakke jeres ord op med handlinger. Det er for sløvt at tro, at man stadig kan leve højt på den folkelige appel showet havde i 80’erne, når de fleste andre lande i Europa opdaterer og optimerer deres tilgang til deres nationale finaler. Jeg taler ikke om at sammenligne os med Sverige, men hvis NRK kan holde fem semifinaler og en finale, hvis YLE og RUV kan formå at finde høj kvalitet på deres bidrag som f.eks. her i 2021, og hvis de baltiske lande kan afholde både semifinaler og finaler, så kan vi også gøre mere ud af det i Danmark.
Jeg håber især, at DR for fremtiden vil være mere åbne overfor at interagere med folk. Det kan være sådan nogen som os fra fanmedier, den officielle fanklub og ESC-pressen, men mindst lige så meget med fansene rundt omkring i Danmark og Europa. Et produkt overlever kun så længe, at fansene bakker op om det, og hvis man bliver ved med at sige ét og gøre noget andet, vil de fleste falde fra med tiden. Så kan det godt være, at seertallene er pæne og man har opfyldt sine KPI’er og servicekontrakten, men det ender bare med at være en tom skal uden reelt indhold. Når os halvgamle nørder ikke er her længere, har jeg svært ved at se Melodi Grand Prix og Eurovision-deltagelsen bestå i sin nuværende form, for så er interessen forsvundet. Desværre.
Med det sagt, så glæder jeg mig selvfølgelig til at komme til Herning og være en del af cirkusset igen i weekenden 4.-5. marts, og jeg glæder mig mindst lige så meget til at komme til Torino i maj måned. Vi må se, hvor mange kræfter jeg så skal bruge på at forsvare Danmarks ære overfor de andre landes fans, når vi har fundet vinderen af DMGP 2022.