Jeg vil gerne fortælle jer en historie. En historie om en TV-station, der hedder SVT (arrangør af årets brag af en fest – Eurovision Song Contest 2013) og en lille gruppe mennesker, der i fjorten dage har knoklet rundt og fulgt med i prøver, taget billeder, skrevet blogindlæg og reviews og generelt rapporteret fra Eurovision Song Contest 2013. Det drejer sig om de danske F1 akkrediterede fans, en gruppe der jf. EBU’s (European Broadcasting Union; paraply organisation for Europa’s nationale TV-stationer) egne regler, maksimalt består af ti mennesker.
Vi her på Good Evening Europe udgør to af de F1 akkrediterede danske fans. Siden prøvernes start har vi været i Malmø sammen med de andre danske fanmedier; bl.a. melodigrandprix.net og Eurosong, der også er F1 akkrediterede.
Jublen får en brat afslutning
Historien begynder i pressecentret; Emmelie har lige sunget sig til en imponerende sejr og er på scenen for anden gang i aften. Good Evening Europe er selvfølgelig på pletten med flag, kamera og højt humør. Vi er en del af en mindre gruppe danske fans, der står og giver interviews og poserer for billeder til en hel stribe af danske og udenlandske medier. Andre Eurovision-fans og endda nogle af de frivillige fra Malmø Arena vil gerne snakke, tage billeder og være glade med os. Det er en fantastisk aften!
Vi bevæger os forventningsfulde over mod pressecentrets hjerte – pressekonference rummet. Et stort rum med hundredvis af stole på sirligt lige rækker. En næsten endeløs pult med mikrofoner og et kæmpe bagtæppe med sponsorernes logoer dominerer den ene ende af lokalet. Alle vi F1 fans har været i det rum mange gange før, det er her alle pressekonferencerne er blevet afholdt i år.
Som noget nyt denne aften er der stillet et fløjlsgelænder op foran døren samt en enkelt sikkerhedsansat. Med en brysk afvisning og en henvisning til et nyligt opsat skilt på døren bliver vi nægtet adgang.
Det har vi for så vidt prøvet før. Generalprøven til den første semifinale blev vi også – i første omgang – afvist til. Dette selvom sikkerhedsfolkenes egen teknologi fortalte dem, at vi godt måtte være der. En grøn lampe lyser, når man scanner sit kort og har adgang til en zone. Efter en halv times snak med en teamleder i informations-zonen gik det op for folkene, at der var blevet lavet en fejl, og vi fik lov at komme ind alligevel. Som det også fremgik af showets egen hjemmeside, måtte vi gerne være der.
We are one??
Denne glade aften var der dog ingen scanner, der kunne lyse grønt, heller ingen venlig dame i informations-zonen at snakke med. Kun en brysk sikkerheds-robot og et skilt printet på A4 papir i en plastlomme. Efter lang tid lykkedes det at få Sietse Bakker i tale. Sietse er Event Supervisor for Eurovision Song Contest, og som sådan den øverste ansvarlige for presse relaterede ting omkring konkurrencen.
Han mener heller ikke, at vi bør have adgang og henviser til et møde, hvor det angiveligt er blevet besluttet at sådan skal det være. Sietse mener at vi skal være taknemmelige for at han gider have os rendende midt i hans show. Han kan endda huske årets slogan – det er nu heller ikke så svært, det står skrevet på stort set alle lodrette flader i Malmø.
Bortset fra at det jo egentlig ikke giver mening. “We are one” handler om at vi alle er sammen om det her. Vi fans om nogen støtter op omkring dette show, år efter år. Vi tropper op, betaler alt selv og arbejder nærmest i døgndrift for at gøre Eurovisionen’s rækkevidde så stor som overhovedet mulig. Sangere, chefer og lande kommer og går, men fansene er her hvert år og vi bliver flere og flere. Der kommer fans helt fra Sydafrika og Australien for at deltage – og dele kultur, klistermærker og visitkort med hinanden. Og selvfølgelig dele Eurovision.
How to get rid of the Danes?
I et desperat forsøg på at få os til at forlade området UDENFOR det forbudte rum, lukker sikkerheds-robotten den ene dør og stiller sig demonstrativt med ryggen til os i den anden dør, så vi heller ikke længere kan kigge efter Emmelie. Da det ikke har nogen synderlig effekt tilkaldes der flere sikkerhedsfolk. Vi bliver anklaget for at have taget en glasflaske med ind. Flasken er dog af plast, købt i kantinen og hundredvis af dens søskende står rundt omkring i pressecentret. Der har været mange tørstige mennesker til stede denne aften for at se finalen, uden at det har givet anledning til sikkerhedsmæssig panik. Da det går op for robotten at flasken er af plast, bliver det pludselig et problem at den indeholder tyndt, varmt svensk øl. Flaskens ejer bliver bedt om at forlade området.
Men som danskere har det for vane vinder vi jo til sidst alligevel. Som da vi frivilligt afgav Skåne, Halland og Blekinge til svensken – fordi disse områder, til Kongens store fortrydelse, var fyldt med svenskere; en beslutning der giver god mening, hvis man har opholdt sig i landet et par uger.
Hermed danskens sejrs-togt mod SVT’s regelrytteri – et historisk glimt umiddelbart efterfulgt af en sejlende bytur, hvor vi uden skam igen blev smidt ud. Denne gang af Euroclubben, fordi den lukkede! Vi har i fanklubben desuden også besluttet at udnævne Margaret Berger til æresdansker for at kunne holde sig oprejst indtil klokken fem under seriøs indtagelse af alkohol.
 |
| De danske fans indtog presserummet (efter alle andre var gået). |