Home Eurovision Song Contest DMGP 2012 – nyt værtspar efter Felix’ afgang fra DR

DMGP 2012 – nyt værtspar efter Felix’ afgang fra DR

For nogle måneder siden, modtog både Melodi Grand Prix-fans og trofaste DR-seere en noget kedelig nyhed. Her kom det frem, at den folkekære tv-vært, Felix Smith, stopper på DR og fremover vil slå sine folder hos konkurrenten TV2.
Felix udtalte ellers i forbindelse med sidste års Melodi Grand Prix i Ballerup, at han ville fortsætte som vært, indtil det lykkedes Danmark at vinde Eurovision Song Contest. “Jeg VIL opleve, at vi finder den sang, der vinder det europæiske melodi grand prix, og jeg har tænkt mig at fortsætte til det lykkes, sagde den rutinerede vært for et års tid siden.

Men 3. gang blev altså sidste gang, vi fik lov til at nyde Felix’ lange pjuskede garn, varme smil og ægte grand-prix-kærlighed, i hvert fald i Melodi Grand Prix-sammenhæng. Derfor har DR i år måttet finde en erstatning for den populære vært. Efter mange spekulationer og forslag til kandidater blandt fansene, blev det nye værtspar offentliggjort i slutningen af november.

Værtsparret er ikke det mest oplagte valg og det var nok de færreste, der havde gættet at værterne for Dansk Melodi Grand Prix 2012 bliver hhv. en “sexminister” og en tv-vært, der skal løfte arven efter Felix. Årets værtspar hedder Emil Thorup og Louise Wolff.

Emil Thorup

Emil Thorup er et forholdvist nyt ansigt på DR1. Vi så ham for første gang som assistent for Casper Christensen i talkshowet Aloha! på TV2. Efterfølgende lavede han “radio i røvhøjde”, som det hed, på P5000, og i dag bestyrer han både Sexministeriet og Go’eftermiddagshowet på DR Mama.

Om sin rolle udtaler han: “Jeg er både kold og varm på samme tid. Kold fordi jeg aldrig tidligere har været vært ved så stor en begivenhed. Og varm fordi det er en drøm, der går i opfyldelse. Musik fylder utrolig meget i mit liv, og det skal ikke være en hemmelighed, at jeg elsker glitter og glamour. Og så er jeg så helt enorm tryg over at have Louise ved min side.”

Louise Wolff

Louise Wolff er erfaren tv-vært, som de seneste år har lavet både Aftenshowet og Sporløs på DR1. Tidligere har vi også nydt godt af hendes stemme på P3, hvor hun blandt andet var vært på Go’ Morgen P3. Om sin rolle udtaler hun: “Melodi Grand Prix har de seneste år fået et gevaldigt løft, og jeg glæder mig enormt til at være med på holdet. Emil og jeg har allerede en fest, hver gang vi ses. Det håber jeg kan smitte af på publikum og seerne, når det gigantiske show finder sted til januar”.

DR har udvalgt sangene til Dansk Melodi Grand Prix årets kunstnere afsløres på et pressemøde 5. januar. Dansk Melodi Grand Prix 2012 sendes direkte fra Gigantium i Aalborg lørdag 21. januar.

Translate »
Exit mobile version