Om en uge blænder Forum Horsens op for årets finale i Dansk Melodi Grand Prix.
Fans, eksperter og bookmakere har allerede nu deres (forskellige) bud på, hvem der kommer til at løbe med sejren og dermed retten til at gå i fodsporene på Anti Social Media og repræsentere Danmark i Stockholm.
I denne artikel vil vi kigge i krystalkuglen udfra en anden synsvinkel og prøve om vi kan forudsige toppen og måske endda vinderen af Dansk Melodi Grand Prix, udfra de trends, vi ser på hhv. Spotify, Youtube og Facebook.
Muri & Mario dominerer Spotify
En af tidens mest populære streamingtjenester er Spotify, hvor albummet med sangene fra Melodi Grand Prix er blevet flittigt spillet. I skrivende stund er sangene således afspillet mere end 200.000 gange. Et bidrag har lagt sig helt i front med knap 83.000 afspilninger eller 40% af alle afspilninger! Muri og Mario leverer årets eneste dansksprogede bidrag og har, som det også ses i tabellen nederst, et stort antal fans. Om det er nok til at tage sejren d. 13. februar er uvist, men i alt fald er duoen et godt bud på én af de 3 artister, som kunne avancere til Superfinalen.
Blandt favoritterne på Spotify er også Simone og Lighthouse X. Mens det i den modsatte ende ser værst ud for Veronicas Illusion og David Jay.
Simone er favoritten på Youtube
Melodi Grand Prix 2016 bliver 3 gang. – og skal man tro Youtube-brugerne – lykkens gang for den unge sangerinde Simone Egeriis. Med 43.411 eller knap 34% af afspilningerne ligger Simone på en suveræn 1. plads og må anses som endnu en kandidat til sejr og et ret sikkert bud på en af deltagerne i Superfinalen. Tætteste konkurrent er Anja Nissen med 16% og igen Muri & Mario med 13% af afspilningerne. Youtube-brugerne er mindst interesserede i Veronicas Illusion, David Jay og Bracelet.
David Jay vinder kampen på Facebook
Vender vi blikket mod Facebook, for at se på hvilke artister, der har den største fanbase, så får vi her en helt anden vinder. Den forholdsvis ukendte R&B-sanger David Jay topper antallet af Facebook-tilhængere med knap 29.000, med den australske Voice-vinder Anja Nissen[1] på anden pladsen med mere end 26.000 fans. 3. flest Facebook-tilhængere har duoen Muri & Mario. Så hvis vi antager at fanbase spiller en rolle i forhold til afgivelse af stemmer i Melodi Grand Prix, så blander David Jay[1] sig altså i kampen om en plads i superfinalen og hvem ved måske en dark horse til sejr i forum Horsens.
Udenfor Top 3 ser vi meget tæt løb mellem Sohpia Nohr, Simone Egeriis og Lighthouse X .
[1]Da Anja er et kendt navn i Australien, viser antallet af Facebook-tilhængere ikke et reelt billede i forhold til potentielle seer-stemmer, idet afstemningen er begrænset til Danmark. Det samme er til en vis grad tilfældet for David Jay, som har turneret i både Europa og Afrika.
We have a winner….?
Konklusionen på ovenstående må være, at årets vinder – hvis vi udelukkende kigger på Spotify, Youtube og Facebook og ser bort fra juryens indflydelse – skal findes mellem Muri & Mario, Simone Egeriis og Anja Nissen med Lighthouse X og David Jay som dark horses til sejr.
Spotify | % | Youtube | % | Artistens Facebook site | % | |
---|---|---|---|---|---|---|
Rays of Sunlight | 9.462 | 4,5% | 4.044 | 3,1% | 27.814 | 28,8% |
Heartshaped Hole | 26.444 | 12,6% | 43.411 | 33,8% | 8.819 | 9,1% |
2 Stjerner | 82.908 | 39,4% | 16.902 | 13,2% | 12.667 | 13,1% |
Blue Horizon | 10.186 | 4,8% | 5.444 | 4,2% | 8.986 | 9,3% |
The Wrong Kind | 8.651 | 4,1% | 4.891 | 3,8% | 343 | 0,4% |
Soldiers of Love | 21.517 | 10,2% | 9.114 | 7,1% | 8.567 | 8,9% |
Who needs a Heart | 12.764 | 6,1% | 11.962 | 9,3% | 1.578 | 1,6% |
Break it good | 10.083 | 4,8% | 7.419 | 5,8% | 766 | 0,8% |
Break Away | 14.886 | 7,1% | 4.535 | 3,5% | 554 | 0,6% |
Never Alone | 13.603 | 6,5% | 20.755 | 16,2% | 26.343 | 27,3% |
Samlet antal | 210.504 | 128.477 | 96.437 |