European Broadcasting Union (EBU) og BBC har nu bekræftet, at Eurovision Song Contest 2023 afholdes i UK på vegne af årets vindernation, Ukraine og dennes TV-station UA:PBC.
EBU oplyser i dag på Eurovision.tv, at:
- BBC vil påtage sig værtsopgaverne i forbindelse med ESC 2023, der afholdes i UK
- Kapløbet om næste års værtsby starter i denne uge
- Ukraine er automatisk kvalificeret til finalen sammen med The Big 5, som jo også omfatter UK
- Repræsentanter fra UA:PBC vil arbejde sammen med BBC for at inddrage ukrainske elementer i showet
- Logo, der ifølge EBU vil “reflektere unikke omstændigheder” i stagingen, vil blive offentliggjort senere
I en pressemeddelelse tilbage i juni, annoncerede EBU, at man efter KALUSH Orchestra’s sejr har undersøgt mulighederne for at Ukraine kunne afholde næste års konkurrence, men i lyset af den igangværende krig efter Ruslands invasion tidligere i år konkluderet, at dette ikke var muligt.
Læs også: Forhandlinger i gang med BBC – Ukraine kommer ikke til at afholde Eurovision 2023
Efter 2. pladsen til Sam Ryder er BBC invitereret af EBU til at fungere som værts tv-station for den 67. udgave af Eurovision Song Contest i 2023.
BBC har tidligere afholdt Eurovision Song Contest i følgende byer: i London i 1960, 1963, 1968 og 1977, Edinburgh i 1972, Brighton i 1974, Harrogate i 1982 og Birmingham i 1998.
Allerede nu har en lang række byer udtrykt interesse for at afholde ESC. Blandt favoritterne er London, Manchester og Glasgow. Du kan læse mere herunder:
Læs også: Eurovision 2023: Hvilke byer har udtrykt interesse for værtskabet?