Tidligere på dagen annoncerede DR de 5 medlemmer i årets Grand Prix jury, som har 50% indflydelse på hvilke 3 sange, der går videre til den såkaldte Superfinale i Dansk Melodi Grand Prix. Her til aften afslører et dansk ugeblad, at et af medlemmerne imidlertid allerede er blevet fyret fra juryen.
Læs også: DMGP 2016: Her er vinderen ifølge Spotify, Youtube og Facebook
Sangene fra Dansk Melodi Grand Prix lækket – igen!
I forbindelse med et interview til Metroexpress, har Johann Sørensen, formand for den danske fanklub, udtalt sig om favoritterne på lørdag. Metroexpress citerer ham for at “vurdere, at Simone med sangen ‘Heart Shaped Hole’ vinder årets Melodi Grand Prix” og at “hun også er favorit blandt bookmakere og fans”. Han har i interviewet ligeledes spået en Top 3-placering til Muri og Mario.
– Hun har været med før og har masser af erfaring at trække på. Hun er en, man kender i forvejen, og så har hun en rigtig god sang, som virker meget international, har Johann Sørensen udtalt til Metroexpress.
Det har nu kostet Johann Sørensen pladsen i juryen. Til det danske ugeblad HER&NU, som breakede historien for kort tid siden, giver DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme udtryk for, at kommentarerne ikke kan forenes med hans funktion som jurymedlem.
– Vi har besluttet, at Johann Sørensen ikke kan være medlem af juryen længere. Den beslutning har vi truffet på baggrund af interviewet i Metroxpress. Man kan mene at det er harmløst, det han har sagt, men vi kan ikke have et jurymedlem, der vurderer sangene på den måde. Det er vigtigt for DR, at der ikke er nogen tvivl om, at vi vil forsøge at påvirke afstemningen på nogen måde. Ingen skal kunne beskylde os for ikke at have rent mel i posen, siger Lundme til HER&NU.
Læs også: Sangene fra Dansk Melodi Grand Prix lækket – igen!
Bliver erstattet af nyt jurymedlem
Den 5. juryplads kommer dog ikke til at være tom på lørdag, hvor Danmark finder sin repræsentant til Stockholm. Onsdag eller torsdag vil DR annoncere, hvem der skal overtage pladsen i juryen sammen med P4-værten Dennis Johannesson, sangskriver John Gordon, koreograf Vicky Leander og Grand Prix-vinder Christina Chanée.
Juryen har i år mindre magt end sidste år, hvor “folkets vinder” Anne Gadegaard jo som bekendt måtte tage til takke med 2. pladsen, efter at juryen sendte Anti Social Media til tops. Juryen har sammen med seerne 50% indflydelse på hvilke 3 sange, der går videre til Superfinalen, hvor de suverænt er seerne, der afgør vinderen.
Update:
Johann Sørensen har nu kommenteret på fyringen på hans egen Facebook-profil. Se herunder:
Kilde: HER&NU