Home Melodi Grand Prix Her er værterne i Dansk Melodi Grand Prix 2017!

Her er værterne i Dansk Melodi Grand Prix 2017!

Annette Heick og Johannes Nymark bliver værter for Dansk Melodi Grand Prix 2017 | Foto: GEE

I mandagens udgave af Aftenshowet på DR1 fik vi sat navn på de 2 personer, som skal styre slagets gang ved næste års Melodi Grand Prix i Jyske Bank Boxen. Der er både blevet plads til en debutant og et genvalg på værtsposterne. Det bliver sidste års vinder Johannes Nymark – 1/3 af den nu opløste gruppe Lighthouse X – og sidste års vært Annette Heick.

Når man nu af indlysende årsager ikke kan blive konge eller dronning, så er det her jo det næstbedste.

Sådan lyder det Annette Heick, der for andet år i træk skal være vært ved Melodi Grand Prix og får værtsdebutanten Johannes Nymark ved sin side.

Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle være med til at lede et show, hvor vi i fællesskab skal nyde og hylde dansk musik. Det bliver helt vildt fedt og kæmpestort, men også en smule angstprovokerende, så jeg er glad for, at jeg har en klippe som Annette ved siden af mig.

Jan Lagermand Lundme er begejstret for det kommende værtspar og peger på, at Annette Heick og Johannes Nymark har en “helt uovertruffen” kemi. Han ser frem til at præsentere årets sange:

Melodi Grand Prix er et show, hvor vi virkelig spiller med musklerne og præsenterer ny musik for seerne. De ti sange, der er med næste år, er ikke kun valgt af DR og musikfaglige, men også af fans og seere i en skøn forening. De garanterer sammen en høj kvalitet, så der er meget at glæde sig til.

Dansk Melodi Grand Prix 2017 afvikles den 25. februar 2017 kl. 20.00 i Jyske Bank Boxen. Billetter kan købes her. De 10 artister, som skal dyste om retten til at repræsentere Danmark i Kiev, er endnu ikke afsløret.

Om Johannes Nymark

Johannes, der debuterer som vært i DMGP, er hos mange danskere mest kendt for sin deltagelse i Vild med Dans, hvor han med partner Claudia Rex opnåede en 2. plads i 2014. I år vandt han som bekendt Dansk Melodi Grand Prix 2016 sammen med resten af den nu opløste gruppe Lighthouse X med sangen ‘Soldiers of Love’, som dog ikke nåede finalen i Stockholm.

Den 30-årige skuespiller og sanger er uddannet på William Esper Studio i New York og har studeret på Det Danske Musicalakademi i Fredericia, hvorfra han han også fik sit gennembrud med Disney’s Aladdin. Han har desuden haft store roller i forestillinger som Les Misérables, Singin’ In The Rain og Frøken Nitouche samt medvirket i flere spillefilm, herunder Over kanten (2012), Hvidsten Gruppen (2012) og Steppeulven (2015).

Privat danner han par med den tidligere Melodi Grand Prix-deltager Silas Holst, som man også har kunnet følge i programmet “Mig, min mand og min kone” på Kanal 4.

Om Annette Heick

Annette har fået genvalg som vært på showet, efter at hun i år delte værtskabet med Jacob Riising og sin mor Hilda Heick. Annette er journalist, sangerinde, tv-vært og tegnefilmsdubber – og kendt for sin medvirken i Dansk Melodi Grand Prix. I 1991 sang hun ‘Du er musikken i mit liv’ med Egil Edøen, og i 2007 var hun tilbage som solist med sin egen komposition ‘Copenhagen Airport’.

I 1988 havde Annette et stort hit med “Du skælder mig hele tiden ud” sammen med Tommy Seebach, men først i 2005 udsendte hun sit debutalbum med titlen titlen ‘Right Time’ og 7 år senere udkom cd’en grænseløs.

Som tv-vært har Annette arbejdet på både DR, TV og TvDanmark, og bl.a. gjort sig bemærket som den japanske figur Ushi Heiku. Annette har desuden  lagt stemme til en lang række tegnefilmsfigurer, bl.a. Andersine And, Douglas i Lloyd i rummet, Prinsesse Atta i Pixar-filmen Græs-rødderne, Porschen Sally i Biler og Yvonne i Olsen-banden på de bonede gulve. I Det Ny Teaters opsætning af musicalen Wicked spillede hun rollen som Glinda, og i Aarhus Teaters 2015-opsætning My Fair Lady spiller hun rollen som Eliza Doolittle.

I årets Melodi Grand Prix fik Annette en del opmærksomhed grundet hendes frisure, der skabte debat på de sociale medier, og bl.a. blev sammenlignet med et får.

Privat danner Annette par med Jesper Vollmer. Parret bor sammen med deres to sønner i Skåne.

Kilde: Wiki, DR

2 COMMENTS

  1. Det ville være super glædeligt/stort/sjovt/festligt med lidt Grand Prix nostalgi og gense nogen af de gamle 80-90 Grand prix sange sunget af de oprindelige sangere.
    Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se/høre Lise Haavik med endten “Vi hører sammen” eller “Du er fuld af løgn” eller den tredje hun har haft med i Grand Prixet…
    Måske kan indslaget laves sådan at også får lidt historie om hvad sangeren har lavet og laver nu. Om de stadig lever af at synge, eller om de laver noget helt tredje!?
    Mvh Carsten

  2. Kære Carsten,
    Super god ide! Vi må se på, om vi kan få arrangeret lidt Grand Prix nostalgi engang i det nye år! Lise Haavik var også en stor favorit her 🙂
    Mange tak for din feedback!

    // Mette

Comments are closed.

Translate »
Exit mobile version