Basel åbner byens gader, haller og pladser for en hel uge med musik, fest og fællesskab, når Eurovision Song Contest 2025 rammer Schweiz i maj. Programmet med events og oplevelser, kan nyder af både lokale og besøgende – uanset om man har billet til liveshowsene eller ej.
Eurovision Village: Indendørs stemning og stjernespækkede navne
For første gang nogensinde flytter Eurovision Village indendørs – i Hall 1 ved Messe Basel, med plads til op mod 12.000 gæster dagligt. Dørene åbner kl. 12 hver dag under Eurovision-ugen, og området er opdelt i tre sektioner: en stor scene til koncerter og fester, et cateringområde med mindre scene samt en sponsorzone fyldt med interaktive oplevelser.
Programmet byder på både internationale og schweiziske stjerner. Bekræftede navne inkluderer Conchita Wurst, Rednex, SNAP!, ABBA Gold – The Concert Show, samt tidligere schweiziske Eurovision-deltagere som Remo Forrer (2023), Luca Hänni (2019), Timebelle (2017), Sinplus (2012) og Anna Rossinelli (2011). Værterne for Eurovision Village bliver Joël von Mutzenbecher, Odette Hella’Grand og Tanja Dankner.
EuroClub og EuroCafé: Natteliv med Eurovision-vibes
Hvis du er i Basel for at feste natten lang til Eurovision-hits, er EuroClub stedet. Fra 10. til 17. maj er der fest hver aften fra kl. 23. Blandt de bekræftede optrædende er Emmelie de Forest (Danmark, 2013), Cesár Sampson (Østrig, 2018) og Jerry Heil (Ukraine, 2024). Den officielle åbningsfest finder sted lørdag den 10. maj, hvor schweiziske DJs sætter gang i dansegulvet.
For en roligere start på aftenen byder EuroCafé på snacks, drinks og hyggelig stemning fra kl. 16 dagligt – perfekt for fans, delegerede og lokale, der ønsker at socialisere i en afslappet atmosfære.
Eurovision Square: Udendørs festival i hjertet af Basel
Fra 10. til 17. maj forvandles Barfüsserplatz til Eurovision Square – en åben plads fyldt med livemusik og temadage. Foreløbige temaer inkluderer Jazz Day, Classical & Crossover Day, Hip-Hop Day og naturligvis Eurovision Day, hvor alt handler om sangkonkurrencens magi.
Eurovision Square bliver en oplagt destination for dem, der ønsker at opleve Eurovision-stemningen midt i byen under åben himmel – gratis og for alle.
En uge fyldt med fest, musik og fællesskab
Conradin Cramer, præsident for den kantonale regering i Basel-Stadt, understreger byens ambition om at gøre Eurovision til meget mere end en tv-begivenhed:
“Ikke kun billetindehavere får en særlig oplevelse. Alle i Basel tilbydes noget unikt.”
Flere navne og detaljer vil løbende blive tilføjet op mod maj.