Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 1)

Julen er tid for traditioner, hygge og selvfølgelig musik. I denne artikelrække dykker vi ned i den unikke samling af julesange, der bringer et strejf af Eurovision magi til den skønne juletid. Good Evening Europe-redaktionen har omhyggeligt udvalgt en liste af vores favorit julesange, alle fremført af tidligere Eurovision-deltagere.

Fra de klassiske julesange, til flotte ballader og over festlige popnumre, spænder vores liste over både forskellige genrer og sprog, hvilket også afspejler Eurovisions fantastiske mangfoldighed. Nogle af disse sange er nye fortolkninger af klassiske julehits, mens andre er originale kompositioner, der måske endnu ikke har fundet vej til din juleplayliste?

Advertisement

Så tænd for julelysene, find dine yndlings julesmåkager eller juleslik frem, og lad julestemningen tage over.

Hvilken julesang er din favorit? Deltag i debatten på vores Facebook profil.

ABBA – Little Things

Sangen er tilføjet af: Mette

Første sang på vores liste, synges af vinderen af Eurovision 1974, den legendariske svenske gruppe, ABBA.

“Little Things” er en del af albummet “Voyage” fra 2021 og blev udgivet som single den 3. december 2021. Sangen er skrevet af Benny Andersson og Björn Ulvaeus og er delvist baseret på “Godnattvisa” af Benny Anderssons Orkester, udgivet på albummet BAO 3 i 2007.

I december 2021 blev det annonceret, at alle bandets royalties fra denne sang i de næste fem år ville blive doneret til UNICEF. Tilbage i 1979 donerede ABBA ligeledes deres royalties fra singlen “Chiquitita” til UNICEF, i anerkendelse af “Det Internationale Børneår”.

Måns Zelmerlöw & Carola – Let’s Sing (It’s Christmas Time)

Sangen er tilføjet af: Daniel

De 2 svenske Eurovision-vindere Måns Zelmerlöw og Carola gik i 2022 sammen om singlen “Let’s Sing (It’s Christmas Time)”. Sangen er skrevet af Peter Kvint, David Lindgren Zacharias og Sharon Vaughn, og henvender sig bl.a. til dem, der har brug for lidt ekstra kærlighed i julen: “So let’s sing for the broken hearted. Hope they find love again. And let’s sing for the dear departed. For our family and friends. It’s Christmas time. And time to mend”

Bjørn Tidemand – Når du ser et stjerneskud

Sangen er tilføjet af: Mikal

Bjørn Tidemand havde en stor karriere i 1960’erne, 70’erne og 80’erne og opnåede stor popularitet med sin varme stemme og evne til at fortolke både popmelodier og mere traditionelle danske sange. Tidemand debuterede i Dansk Melodi Grand Prix i 1963 med sangen “Amiga Mia”, der blev nummer 2. Året efter vandt han med “Sangen om dig”, som fik en 9. plads i Eurovision på hjemmebane i København.

Bjørn Tidemands “Når du ser et Stjerneskud” (Jesper Fårekylling) i Disney Juleshow er nærmest indbegrebet af dansk jul, når familien samles juleaften.

Ben & Tan – Hallelujah

Sangen er tilføjet af: Mette

Til trods for aflysningen af Eurovision Song Contest 2020, så synes vi alligevel at den danske duo Ben & Tan, som oprindeligt skulle repræsentere Danmark i Rotterdam, har fortjent en plads på denne liste. Efter succesen med “Yes” og “Summer Nights”, udkom duoens julesang “Hallelujah” ultimo 2020.

Den er skrevet af Emil Adler Lei, Jimmy Jansson, Linnea Deb (trioen, der skrev duoens bidrag til Eurovision 2020) sammen med Marcus Winther-John.

John Lundvik – Christmas

Sangen er tilføjet af: Jonas

John Lundvik har skrevet “Christmas” sammen med Thomas G:son og Anders Wrethov. Musikvideoen blev optaget i det smukke studie i Riksmixningsverket, som er en 150 år gammel lagerbygning på Skeppsholmen i Stockholm, og sangen udkom i 2017.

Som sangskriver fik John sit store gennembrud og anerkendelse i 2010 efter at have skrevet Kronprinsesse Victorias og Daniels bryllupsgave “When You Tell The World You’re Mine” sammen med Jörgen Elofsson. Sangen blev fremført af Björn Skifs og Agnes, og den opnåede stor succes på Svensktoppen. Derudover har John lavet filmmusik til blandt andet den amerikanske succes-serie Empire og Snabba Cash.

I Melodifestivalen 2014 gik John direkte til finalen som sangskriver til Anton Ewalds bidrag “Natural”. I 2018 dystede han selv i Melodifestivalen med sin sang “My Turn” som endte på en 3. plads. Årets efter gik han hele vejen i Melfest og repræsenterede Sverige i Eurovision Song Contest 2019 med “Too Late for Love”. Samme år repræsenterede han Storbritannien som sangskriver med sangen “Bigger Than Us”.

Michael Ball – Driving Home for Christmas

Sangen er tilføjet af: Mikal

I 1992 repræsenterede Michael Ball Storbritannien i Eurovision Song Contest i Malmø og blev nummer to med sangen “One Step Out of Time”. Michael Ball udgav i 1999 sin version af den udødelige juleklassiker “Driving Home for Christmas”, skrevet og komponeret af Chris Rea.

Michael Ball er både sanger, vært og skuespiller og har bl.a. gjort sig bemærket i store musical- og teaterroller, har udgivet adskillige albums, turneret og optrådt på TV samt i radioen.

Wig Wam – It’s Hard to be a Nisseman

Sangen er tilføjet af: Daniel

I 1991 fik De Nattergale os alle til at snakke julekalender-engelsk med udtryk som “That’s a good vending”, “What dælen do we do?” og “Because you are the one with the biggest tænder and the grimmest tøj, Hansi!”. Tre år efter fandt The Julekalender vej til Norge, hvor serien blev vist på TV2 i 1994.

I 2005 optrådte gruppen Wig Wam live med “It’s Hard to be a Nisseman” i programmet Først & Sist. Wig Wam blev dannet i 2001 af frontfigur Glam (Åge Sten Nilsen), guitarist Teeny (Trond Holter), bassist Flash (Bernt Jansen) om trommeslager Sporty (Øystein Andersen) under sloganet “Rock is the new schläger”.

De repræsenterede Norge i Eurovision Song Contest 2005 i Kiev, hvor de sluttede på 9. pladsen med sangen “In My Dreams”. I 2014 gik de hver til sit, men gendannede bandet i 2019. I 2022 fik deres musik en revival, da “Do Ya Wanna Taste It” blev brugt som intro til HBO Max serien Peacemaker, som også havde “In My Dreams” som en del af soundtracket.

Subwoolfer x A1 – I Think I Killed Rudolph

Sangen er tilføjet af: Mette

“Det største band i Galaksen”, Subwoolfer, blev først dannet for 4,5 milliarder år siden på deres hjemplanet, månen. Siden da har brødrene ‘Keith’ og ‘Jim’ erobret musikscenen på hver eneste planet, hvilket gør dem til den mest succesfulde popgruppe nogensinde. Med ‘Give That Wolf A Banana’, kom de i 2022 til jorden for at kræve deres musikalske trone ved at optræde ved det vigtigste og mest prestigefyldte musikarrangement i verdenshistorien – MGP 2022. Naturligvis vandt Subwoolfer MGP og repræsenterede efterfølgende Norge ved Eurovision i Torino.

Under MGP 2023 smed Keith og Jim maskerne, og de vedholdende rygter, “Worst kept secret in Norway” om Ben Adams og Gaute Ormåsen blev bekræftet.

But then bang. Bang. Bang I hit something, oh damn!

I år har de udgivet julesangen “I think I killed Rudolph” som Subwoolfer x A1.

Guy Sebastian – The Christmas Song

Sangen er tilføjet af: Daniel

Den australske sanger og sangskriver Guy Sebastian blev i 2003 den første vinder af “Australian Idol”. Hans sejr i konkurrencen banede vejen for en succesfuld musikkarriere med en lang række hits og flere prisvindende albums. Udover sin musikkarriere har han også været dommer på “The X Factor Australia”.

I 2015 repræsenterede han som den første artist i historien Australien i Eurovision Song Contest, som blev afholdt i Wien dette år. Han blev nummer 5 med sangen “Tonight again”.

Brødrene Olsen – Julenat med dig

Sangen er tilføjet af: Jonas

Vi slutter første del af Eurovision julelisten af med vores egen danske vinderduo fra år 2000, Brødrene Olsen.

Brødrene Olsen, bestående af Jørgen og Niels “Noller” Olsen, opnåede international berømmelse, da de vandt Eurovision Song Contest i 2000 med sangen “Fly on the Wings of Love”. Brødrene har haft en lang karriere i musikbranchen og dannede allerede deres første band, The Kids, i 1965, som 2 år efter varmede op for The Kinks i KB Hallen.

Brødrene Olsens første album kom ud i 1972, og i 1978 debuterede de i Dansk Melodi Grand Prix med “San Francisco”. Året efter vendte de tilbage med “Dans, Dans, Dans” og i 1980 deltog de med “Laila”. Seks år efter deltog Jørgen og Noller med “Fællessang i Parken”. I år 2000 kom den længe ventede sejr med “Smuk som et stjerneskud” og i 2005 vendte brødrene retur med “Little Yellow Radio”.

Jørgen Olsen har også deltaget i Dansk Melodi Grand Prix som solist med sangen “Fugle” i 1989, “Berlin” i 1990 og “Vi elsker bare danske piger” i 2007. Alle Melodi Grand Prix-sangene er skrevet af Jørgen Olsen.

Udover deres mange Melodi Grand Prix-bidrag, tæller gruppens hits også bl.a. “Angelina”, “Julie”, “Marie, Marie” og “Neon Madonna”.

I 1991 udgav Brødrene Olsen julesangen “Julenat med dig”.

Læs også:
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 5)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 4)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 3)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 2)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 1)