Julen er tid for traditioner, hygge og selvfølgelig musik. I denne artikelrække dykker vi ned i den unikke samling af julesange, der bringer et strejf af Eurovision magi til den skønne juletid. Good Evening Europe-redaktionen har omhyggeligt udvalgt en liste af vores favorit julesange, alle fremført af tidligere Eurovision-deltagere.
Fra de klassiske julesange, til flotte ballader og over festlige popnumre, spænder vores liste over både forskellige genrer og sprog, hvilket også afspejler Eurovisions fantastiske mangfoldighed. Nogle af disse sange er nye fortolkninger af klassiske julehits, mens andre er originale kompositioner, der måske endnu ikke har fundet vej til din juleplayliste?
Så tænd for julelysene, find dine yndlings julesmåkager eller juleslik frem, og lad julestemningen tage over.
Hvilken julesang er din favorit? Deltag i debatten på vores Facebook profil.
Verka Serduchka – Wild Christmas
Sangen er tilføjet af: Mette
Der var en del der spærrede øjnene op i 2007, da årets ukrainske bidrag tonede frem på skærmen, og ingen har senere glemt Verka Serduchka igen. Der blev holdt en kæmpe fest hos ukrainerne, og den kunne kun fortsætte, da det stod klart at Verka havde sikret landet en flot andenplads.
Her får du et ægte Verka-bud på hvad den vildeste julefest skal indeholde. Der er både indendørs sneboldkamp, ild i køkkenet og en leprechaun som jule-DJ. Det er i hvert fald ikke kedeligt at komme til jul hos Verka!
Johnny Logan – Save This Christmas For Me
Sangen er tilføjet af: Mette
Hvis der er en der kan kalde sig Eurovision-legende, så ville mange nok pege på Johnny Logan. Den tredobbelte vinder behøver ingen nærmere introduktion for et publikum som vores.
Logan har beskæftiget sig med jul i flere forskellige omgange, men vi har valgt at præsentere Save This Christmas For Me. En sang der handler om at længes hjem til jul og med den helt rigtige blanding af jul, Johnny Logan og irsk fløjte, så er julestemningen sikret.
Subwoolfer – Having Grandma Here For Christmas
Sangen er tilføjet af: Mette
Fra en dybfølt fortælling om længsel til en.. Nåh ja, fortælling. De to ulve fra månen, som allernådigst kom ned på Jorden for at berige os med en sang om at give ulve bananer, så de ikke æder vores bedstemødre, er tilbage. Og denne gang nøjes de ikke med bananer.
“Deck the moon with lots of oldies, yum yum yum” – man må sige, at stilen bliver fulgt helt til dørs, når Subwoolfer præsenterer os for deres bud på årets julemiddag.
Cliff Richard – Savior’s Day
Sangen er tilføjet af: Mikal
Vi skal selvfølgelig også en tur forbi Cliff Richard i vores jule-kavalkade. Megastjernen, der måtte se sig slået af spanske La La La i 1968 har også udgivet flere julesange, og her har vi valgt at gå med Savior’s Day.
En julesang der omhandler der kristne budskab og opfordrer os til at huske på hvorfor vi egentlig fejrer jul.
The Roop – Kalėdų Atvirukas
Sangen er tilføjet af: Mette
Det er ikke hvert år, at Litauen stiller med en regulær fanfavorit til Eurovision. Faktisk er landet aldrig havnet i top 5. Men var Eurovision blevet afholdt i 2020 kunne der meget nemt være ændret på det, men The Roops “On Fire” fik aldrig vished om, hvad det kunne være blevet til.
Året efter vendte de tilbage til Eurovision og fik en flot ottendeplads med Discotheque. Her får du dem ikke alene på modersmålet litauisk, men også i en noget mere afdæmpet og følsom udgave, når de bruger juletiden på at savne dem, de ikke kan holde jul med.
The Common Linnets – Christmas Around Me
Sangen er tilføjet af: Mette
To fantastiske stemmer og en guitar. Mere skal der egentlig ikke til, når det kommer til hollandske Common Linnets, der overraskede alt og alle i København i 2014 og fik en andenplads med den minimalistiske country-inspirerede Calm After The Storm.
Stilen er den samme i denne live-udgave af julesangen Christmas Around Me, hvor Ilse DeLange tager teten på vokalen og synger så smukt om alt det der gør julen så speciel.
Mia Dimšić – Cimet i Čaj
Sangen er tilføjet af: Mila
I 2022 var Mia Dimšić tæt på at sikre Kroatien en finaleplads, men missede lige nøjagtigt pladsen med en akustisk guitar og en rolig sang om kærlighed.
Her er der langt fra samme rolige stemning, men nærmere lidt country-inspireret julestemning, når Mia igen svinger guitaren og synger om at optakten ganske vist kan være hård, men det er det hele værd, når først julen indfinder sig.
Litesound – Shooting Star
Sangen er tilføjet af: Mette
Tilbage i 2012 vandt Litesound den belarussiske udvælgelse med sangen We Are The Heroes. Efter et par revamps var rocksangen forvandlet til en powerpop-sang, som imidlertid røg ud i semifinalen.
I Litesounds julesang finder vi budskabet om, at hvis man kæmper for kærlighed, er ingen mirakler umulige – og er det egentlig ikke også meningen med hele julen?
Francesco Gabbani – La Mia Versione Dei Ricordi
Sangen er tilføjet af: Mette
Hvem husker ikke Francesco Gabbani, som i 2017 havde en breakdansende gorilla med på Eurovision-scenen?
Her er der lidt mindre gang i den og lidt mere fokus på Francescos fine stemme, og så handler det ikke længere om karma, men om ulykkelig kærlighed. Her spørger han hvad der egentlig gik galt, og minder om at folk har forskellige opfattelser af situationer.
Mens der ikke er meget julestemning over teksten, så nyd lige denne smukke, julede musikvideo:
Robin Bengtsson – That’s Christmas To Me
Sangen er tilføjet af: Daniel
I 2017 leverede Robin Bengtsson en skarp, strømlinet performance og en flot femteplads til Sverige med sangen “I Can’t Go On”.
Her er der noget mindre svensk power-pop stemning over ham, når han går acapella i sin version af That’s Christmas To Me. Den kendte julesang handler om alt det der tilsammen skaber den helt specielle julestemning.
Michael Schulte – Being Home
Sangen er tilføjet af: Mette
Tysklands flotteste placering de sidste ti år stod Michael Schulte for, da han i 2018 leverede en dybfølt sang til sin forsvundne far. Europa connectede med følelserne og gav Michael Schulte en flot fjerdeplads.
Her synger han om at tage et afbræk fra hverdagen og huske at være til stede og nyde juletiden. For som han synger: “Christmas time is freedom”.
Læs også:
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 5)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 4)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 3)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 2)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 1)