Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 3)

Julen er tid for traditioner, hygge og selvfølgelig musik. I denne artikelrække dykker vi ned i den unikke samling af julesange, der bringer et strejf af Eurovision magi til den skønne juletid. Good Evening Europe-redaktionen har omhyggeligt udvalgt en liste af vores favorit julesange, alle fremført af tidligere Eurovision-deltagere.

Fra de klassiske julesange, til flotte ballader og over festlige popnumre, spænder vores liste over både forskellige genrer og sprog, hvilket også afspejler Eurovisions fantastiske mangfoldighed. Nogle af disse sange er nye fortolkninger af klassiske julehits, mens andre er originale kompositioner, der måske endnu ikke har fundet vej til din juleplayliste?

Advertisement

Så tænd for julelysene, find dine yndlings julesmåkager eller juleslik frem, og lad julestemningen tage over.

Hvilken julesang er din favorit? Deltag i debatten på vores Facebook profil.

Ochman – Christmas Vibes

Sangen er tilføjet af: Daniel

Efter en række sløje år kom Polen i 2022 tilbage i Eurovision-finalen og endte endda i den pæne side af scoreboardet, da Ochman imponerede med sin store stemme og sangen “River”.

Det kan derfor heller ikke komme bag på nogen, at det igen er stemmen der er i fokus, når Ochman stille og roligt fortæller historien om, at det ikke er rigtigt jul før hans udkårne vender hjem til ham. Sangen har en feeling af de gode gamle croonede julesange, så sæt dig til rette foran pejsen og nyd en god omgang “Christmas Vibes”:

Sonja, Sanna Och Shirley – The First Noel

Sangen er tilføjet af: Mette

Da Eurovision sidst var en tur forbi Danmark, var der mange hjerter rundt omkring i Europa, der faldt pladask for Sanna Nielsen. Den svenske sangerinde med den store stemme scorede en flot tredjeplads med “Undo”.

Udover at være solist, er Sanna Nielsen også en del af power-trioen her sammen med Sonja Aldén og Shirley Clamp, og de har udgivet en række julesange sammen. Vi har udvalgt denne lille perle, som fortæller historien om den nat i Betlehem som gør, at vi i dag fejrer jul. Her får du tre store, svenske stemmer i en smuk juleballade:

Jacques Houdek & ŠAŠAVCI – Bijeli Božić Dolazi

Sangen er tilføjet af: Mila

Hvem husker ikke Jacques Houdek? Den kroatiske sanger der både var smørstemme og tenor, og som skiftede mellem stemmerne tilbage i 2017, da han sikrede Kroatien en flot 13. plads med sangen “My Friend”.

Her får du kun hans smørstemme, men den er bestemt også værd at lytte til. I en vaskeægte juleballade får den ikke for lidt på samtlige følelsesmæssige tangenter i en sang om, at julen nok skal blive hvid. Skal du kun lytte til én kroatisk juleballade i år, så lad det være denne lille perle:

Lordi – Merry Blah Blah Blah

Sangen er tilføjet af: Daniel

Hvis du sidder lige nu og tænker, at nu kommer der fart og tempo og masser af tråd på juleplaylisten – så tager du faktisk fejl, for her får du en lille juleballade fra vores finske yndlings-monstre, som fejede benene væk under hele Europa og tog sejren i 2006.

Lordi udgav for to år siden en julesang med et tykt lag ironisk distance, som bl.a. indeholder linjerne: “You eat those pigs and turkeys because they taste so good – well, Santa made their wish come true, so now they’re eating you.”

Something something, have a merry blah blah blah:

Cascada – Last Christmas

Sangen er tilføjet af: Mette

Nå, så har det vist også været stille og roligt nok med alle de juleballader. Skal vi ikke have fyldt dansegulvet? Det sørger tyske Cascada for.

Hvis du synes, Whams klassiker Last Christmas er lidt for kitsch og 80’er-træls (kan man overhovedet synes sådan noget, hvis man er rigtig grand prix-fan?) så kommer Cascada dig til undsætning med et cover til klubberne. Der er masser af beats og bassen pumper derudaf, så spring op fra sofaen og dans med.

PS: De officielle regler for Whamageddon siger faktisk, at det kun er originalen, du skal undgå, så du må gerne lytte med:

Cesar Sampson – A Little Love

Sangen er tilføjet af: Mikal

I 2018 var det – måske lidt overraskende – Østrig der vandt juryafstemningen med den powerfulde “Nobody But You”. Cesar Sampson leverede en flot vokalpræstation, og endte samlet som nummer tre.

Op til juletid er han igen aktuel, for hvad er et hjem egentlig, hvis der ikke er kærlighed? Heldigvis har Cesar fundet sin kærlighed, som har forvandlet “hus” til “hjem”, og det fejrer han med en af de julesange, man bare ikke kan lade være med at sidde og nikke lidt med hovedet til:’

Ben Adams & Morissette – This Is Christmas

Sangen er tilføjet af: Daniel

Nu synes jeg, vi sidder og savner en dansevenlig julesang med masser af bjældeklang og fuld drøn på Mariah Carey-stemningen – og så er det jo heldigt, at Ben Adams viste sig at gemme sig bag en af Subwoolfer-maskerne.

Den tidligere boyband-stjerne leverer nemlig en af den slags julesange, man bare ikke kan sidde stille til. Han får hjælp af sangerinden Morissette, og der er gang i alt hvad der bare tilnærmelsesvist rimer på jul. Helt ærligt – du kan da ikke undgå at komme i julestemning, når du hører dette, vel?

Birthe Kjær & Martin Brygmann – Du Burde Sidde Lige Her

Sangen er tilføjet af: Jonas

En af Danmarks allerstørste grand prix-legender skal selvfølgelig også bydes velkommen på listen. Her i en duet med Martin Brygmann, som også flere gange har været inde over Dansk Melodi Grand Prix, både som vært og som pause-indslag.

Sangen italesætter et klassisk juleemne – hvor ægte er julestemningen egentlig, hvis man ikke kan bruge julen sammen med den, man elsker? “Det er ligesom om, der stadig mangler noget” synger de to, men det gør der nu ikke i denne sang, som bare er enormt hyggelig at lytte til.

Alexander Rybak – Hold Me

Sangen er tilføjet af: Mette

Med en overbevisende rekord-sejr i 2009 skrev Alexander Rybak sig ind i historiebøgerne i Eurovision Song Contest med en glad og festlig sang om kærlighed.

Her er stemningen en helt anden. Når man klikker sig ind på denne video på Youtube, står der som det første skrevet: “Not everyone is happy during Christmas. We hope this song reaches out to everyone who needs it.” Et vigtigt budskab til en sang om at føle sig ensom og forladt i julen, hvilket alt for mange desværre gør.

Eurovision-feinschmeckerne vil i øvrigt bemærke Eurovision-referencen i første vers. Den skal I selv have lov at se om I kan finde 😉

TIX – Håper Nissen Har Råd

Sangen er tilføjet af: Daniel

Fra en nordmand der ikke ønsker sig andet end selskab, skal vi til en nordmand der ønsker sig alt andet end selskab. Og når vi siger alt, ja, så mener vi vitterligt: ALT!

Denne sang er nemlig en lang ønskeliste fra TIX til julemanden, sammen med et ønske om at julemanden har råd til rent faktisk at opfylde alle ønskerne.

Til Eurovision 2021 så vi den alvorlige side af TIX, men her lukker han denne artikel af med et brag, der er fyldt med humor, danse-vibes, sing-a-long og masser af gaver!

Læs også:
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 5)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 4)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 3)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 2)
Eurovision jul: Her er redaktionens favorit julesange sunget af ESC-artister (del 1)