Igår aftes, i talkshowet Van Gils & Gasten, fik vi sat navn på Eurovision-sæsonens første artist. Hun hedder Laura Groeseneken og skal repræsentere Belgien i Lissabon 2018.
Udover at synge, så spiller Laura også melodica og klaver. Sammen med Alex Callier skrev hun i 2014 sangen Gravity til den belgiske gruppe Hooverphonic, som efterfølgende fik et internationalt hit med sangen, da Cacharel benyttede den i en parfume-reklame.
Den 27-årige singer-songwriter har siden 2014 optrådt sammen med den belgiske sanger Ozark Henry på en række af Belgiens største festivaler, bl.a. Rock Werchter.
Til dagligt arbejder Laura som visual merchandiser i IKEA, mens hun skriver sange under navnet Sennek og arbejder på sin egen solo karriere. Derudover er Laura vocal coach.
I forbindelse med annonceringen igår aftes sang Laura “Love for den engelske version af Salvador Sobrals vindersang “Amar Pelos Dois”
Belgien har deltaget i Eurovision Song Contest siden 1956 og har foreløbig opnået én sejr, det var i 1986. I de seneste år har Belgien opnået flere flotte resultater med artister som Loïc Nottet, Laura Tesoro og senest Blanche, der sluttede på 4. pladsen i Kiev.