Fanø Pride nomineret ved Rainbow Awards – Axgil 2019

Jeanett Exner omgivet af fotografer ved sin velkomsttale forud for Fanø Pride 2018 Foto: Michael Thygesen / GEE

Et overfald på en ung homoseksuel mand i Intercity-toget mod Jylland var baggrunden for Jeanett Exner’s initiativ til at gennemføre historiens første Fanø Pride. Nu er Fanø Pride nomineret til Statement-prisen ved årets Rainbow Awards.


Den 3. april løber Rainbow Awards – Axgil 2019 af stablen i Cirkusbygningen i København og for første gang kan du også følge med på tv, når det store prisshow finder sine vindere. Det sker på TV2 Zulu.

Advertisement

Rainbow Awards – Axgil hylder hvert år de personer, organisationer og virksomheder der er med til at skabe bedre livsvilkår for LGBT-personer eller er med til at skabe liv og indhold i Danmarks LGBT-miljø. Vinderne af de forskellige kategorier bliver tildelt en såkaldt “Axgil” – opkaldt efter Axel Axgil der var idémand bag, og medstifter af det senere LGBT Danmark i 1948.

Fanø Pride nomineret til Statementprisen

Det var regnbuemor Jeanett Exner, kreativ direktør i kulturhuset Realen og art manager for sanger Johnny Madsen, som sidste år tog initiativ til at afholde Pride på Fanø. Baggrunden for initiativet var det overfald, som i sommeren 2017 skete på en ung homoseksuel mand i Intercitytoget mod Jylland. 23-årige Simon var sammen med sin kæreste Laeth på vej til Fanø for at besøge deres veninde, Jeanett Exner’s datter Christina. I toget gav Simon sin kæreste et kindkys, hvilket i første omgang udløste en spytklat og senere et slag i ansigtet fra en albansk mand.

Jeanett’s første reaktion var at hejse regnbueflaget i flagstangen i haven, hvor det vajede resten af sommeren og i samarbejde med lokale ildsjæle samt kontakter fra Aarhus og Copenhagen Pride, så lykkedes det 11. juli sidste år Jeanett at stable historiens første Fanø Pride på benene.

Læs også: Fanø Pride inviterer hele Danmark til folkefest i mangfoldighedens tegn

Den bedrift er nu nomineret til ‘Statement-prisen’, som ifølge Rainbow Business Danmark gives til en person, virksomhed eller organisation, som har lavet utraditionelle arrangementer, gerne med et samfundspolitisk islæt i eller for lgbt-miljøet.

I årets Axgil-jury sidder 6 personer:

  • Søren Pape, partiformand for De Konservative og justitsminister
  • Peder Holk Svendsen, forperson for LGBT Danmark
  • Lars Østergreen, direktør for Copenhagen 2021
  • Leonora Christine skov, forfatter
  • Uffe Elbæk, partiformand for Alternativet
  • Henriette Laursen, direktør for Kvindfo

Juryens stemmer lægges sammen med resultatet fra afstemningen på TV2 Zulu. Ved stemmelighed er det kandidaten, med flest seerstemmer, der vinder.

Se galleri fra Fanø Pride her.