Sang nr. 6: Baby, Love Me – Emilia og Philip Halloun (Philip og Emilia Halloun)
Op til afsløringen af årets Grand Prix-kunstnere, verserede der blandt fansene en masse rygter og bud på de medvirkende. Iblandt de mere overbevisende, var nyheden om, at den dansk-israelske sanger Philip Haloun skulle have en sang med i Dansk Melodi Grand Prix 2012.
Philip blev tidligere på året afsløret som ophavsmand til en sang i det norske Melodi Grand Prix. Ifølge norsk promotion-materiale, så skulle Philip altså selv stå på scenen i Danmark. Det viste sig at holde stik, og med sig på scenen får Philip Emilia, med hvem han også har skrevet sangen “Baby love me”.
Philip Haloun
Philip er sanger, rapper og bestrider derudover en lang række instrumenter. Han har musikalsk spredt sig over vidt forskellige genrer. For eksempel har han turneret rundt i Israel og på Vestbredden med et israelsk bryllupsorkester. Philip har også spillet i et dansk rockband, som stod bag soundtracket til filmen “Møgunger”.
Philip komponerer musik til både egne og andres projekter og har senest været med til at skrive numre til Søs Fengers og Sys Bjerres albums.
Emilia
Emilia kommer fra Finland. Siden hun var barn, har hun skrevet og komponeret sange og har desuden spillet klassisk klaver i 12 år. Emilia bevæger sig ikke indenfor én bestemt genre, men har lavet alt fra trance til schlager. I sit hjemland har Emilia desuden optrådt en del med bandet “Kaksio”, der direkte oversat til dansk betyder 2-værelses lejlighed. I 2004 udgav bandet deres debutalbum, som Emilia skrev numrene til.
I 2010 valgte Emilia at stå på egne ben og udgav hun sit første soloalbum under kunstnernavnet “Jo Angel”.
Emilia er velkendt med Melodi Grand Prix. Hun har nemlig tidligere medvirket som korsanger i sit hjemland.
Om sangen
Emilia og Philip stiller med de det kalder en god gammeldags romantisk kærlighedssang med en stærk melodi. Sangen er blevet til via de to musikeres samarbejde i forbindelse med Musical Suspects-campen. Her skrev de dagligt en ny sang, men en dag bar samarbejdet ekstra frugt, og det blev til en ekstra sang, som Philip så senere foreslog Emilia at indsende til Dansk Melodi Grand Prix.
På scenen lover duoen et minimalistisk show med to pianoer på scenen.”Seerne vil opleve et betagende show med Philip og jeg der synger og de vil se en historie blive bragt til live på scenen. Vores show vil symbolisere den måde vi ser verden på: et smukt sted hvor alt kan ske.”, siger Emilia. Philip tilføjer “Folk skal forvente gåsehud mere end de skal forvente en Disney-film. Vi prøver ikke at forføre folk med et flot show.”
Fra arkivet
Kaksio – “Tyttö Tanssii Vaan” |
Philip Halloun – “At All” |
Philip har skrevet sange med Sys Bjerre |