Home Eurovision Song Contest Fyr og Flamme på himmelflugt hos bookmakerne: I top 20 for første...

Fyr og Flamme på himmelflugt hos bookmakerne: I top 20 for første gang

Melody Grand Prix, Fyr og Flamme
Fyr og Flamme vinder DMGP 2021. Foto: Martin Sylvest, Ritzau

Danmark indledte året med at være omkring en tyvendeplads hos bookmakerne.

Da sangene i årets danske Melodi Grand Prix blev offentliggjort, faldt danskerne imidlertid hurtigt, og indtil prøverne startede, har Danmark ligget solidt omkring en 30.-plads.

Men det er der lavet om på nu, for det er ikke kun de danske journalister, der har været imponerede over Fyr og Flammes sceneprøver. Bookmakerne har stille og roligt sendt Danmark opad i feltet, og i skrivende stund har de netop ramt top 20 for første gang siden Dansk Melodi Grand Prix.

Fyr og Flamme placerer sig lige nu som nummer 19 hos bookmakerne, hvilket er syvendebedst af alle lande i torsdagens semifinale.

Men – for der er desværre et men – vil du spille på Danmark som finalist, så er oddsene stadig for høje. Bookmakerne tror altså, at Fyr og Flamme har de syvendebedste vinderchancer af alle fra semifinale 2, men kun de tolvtebedste chancer for at kvalificere sig.

Umiddelbart giver det ikke meget mening, at Danmark skulle være større vinderfavoritter end lande som Serbien, Moldova og Albanien, når alle de tre lande står til en finaleplads før Danmark. Meningen skal findes i, at hvis Danmark skulle kvalificere sig til finalen, så har de større chancer for at skille sig ud, og dermed tage sejren, end flere af de andre lande.

Om Danmark går videre må vi vente til torsdag aften med at se. Vi på Good Evening Europe krydser fingre for Jesper og Laurits.

Translate »
Exit mobile version