G.E.E. panelet 2018: Semifinale 2 – første del (Norge – Australien)

I år har vi valgt en ny form for optakt til årets Eurovision Song Contest. Vi er stolte over at kunne præsentere ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi i fem artikler vil tælle ned til Lissabon med reviews af alle årets 43 sange. Vi er nu parat med 3. del.

Om under en måned indtager de første artister scenen i Altice Arena i Lissabon til prøverne forud for Eurovision Song Contest 2018. 43 stærke bidrag er klar til konkurrencen, men hvilke sange er panelets favoritter? Hvilke sange, tror vi, kommer til at blande sig i kampen om sejr? Hvilke lande er sikre på en finaleplads og hvem kan lige så godt booke en returbillet på det tidlige fly?

Advertisement

Good Evening Europe-panelet består af 7 personer med forskellig baggrund og tilknytning til konkurrencen.

Vi har lyttet alle 43 sange igennem, rangeret dem og vurderet hver sang ifølge Eurovision-skalaen fra 1-12 point. Vurderingerne er udelukkende baseret på vores subjektive mening om årets bidrag. Du er naturligvis mere end velkommen til at levere dit alternative bud på vores Facebook-side. Du kan også selv deltage i vores juryafstemning, som du finder her.

Good Evening Europe-panelet 2018

Jury 1

Clara Amalie S. Christiansen

Deltager ved Dansk Melodi Grand Prix 2016 sammen med Sophia Nohr (Blue Horizon), kandidat i musikvidenskab på KU med speciale i Eurovision og har deltaget som Eurovision ekspert for TV2 News.

Jury 2

Graham Soult

Engelsk Eurovision-ekspert og én af pionéerne indenfor Eurovision fanblogs. Graham introducerede i starten af 2000 sin meget populære side – og én af GEE’s store inspirationskilder – soult.com/eurovision.

Jury 3

Mette H. Christensen

Grundlægger af Good Evening Europe i 2006. Oprindeligt økonomiuddannet, men arbejder pt. med marketing. Musikelsker, tidligere radiovært og Grand Prix- og Eurovisionfan siden slut 80’erne.

Jury 4

Michael Thygesen

Fotograf, softwareudvikler og lejlighedsvis reporter på GEE. Uddannet programmør. Eurovision-fan siden 2008, hvor han mødte Mette. Hvis noget brænder eller der er stavefejl, er det hans skyld.

Jury 5

Riikka Jääskä 

Vores finske reporter samt UMK- og ABBA-ekspert. Arbejder som IT-specialist i Helsinki. Har skrevet for GEE siden ESC 2016 i Stockholm og rapporterer årligt fra bl.a. UMK og Eurovision-cruise.  Eurovision- og Scandipopfan siden 1998.
Jury 6

Mads Mortensen

Good Evening Europe’s svenskofile Melfest-ekspert. Uddannet serviceøkonom. Mads har skrevet for GEE siden 2017. Schlagerfan siden 1988 og Eurovision-fan siden 1999.

Jury 7

Morten Kaiser

Jurymedlem i Melodi Grand Prix 2017. Uddannet journalist. Dækkede sit første Junior ESC i 2003 som børnejournalist for Albertslund Posten og har skrevet for www.oikotimes.com siden 2005. Var GEE’s live-reporter under Mello-finalen i Stockholm i år.

 

Pointgivning/reviews

1. Norge / Alexander Rybak – That’s How You Write a Song

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
6 8 6 7 4 1 7 39

CLARA: “Norges ESC darling nummer et sendes igen til finalen, og til trods for at nummeret ikke lever op til Rybaks 2009 vindernummer ”Fairytale” tror jeg, at Rybak med sin violin, sin ESC-stjernestatus, samt sin tilknytning til Hviderusland, nok skal få nok point til at komme til finalen.”

MADS: ” I 2009 charmerede Alexander Rybak hele europa, da han vandt hele baduljen med ‘Fairytale’. I år skal han lære os at skrive en sang, og det synes jeg ikke, han gør særligt godt. Sangen lyder som noget, der kunne være taget fra pauseunderholdningen i børne MGP. Alt det han gjorde godt i 2009, gør han skidt i år. Det er for meget for mine små øregange. Det bliver et nej tak fra mig.”

METTE: “Ikke lige den sang, jeg havde forventet som Rybak’s comeback til Melodi Grand Prix, men ikke desto mindre en yderst iørefaldende sang, der også fungerer godt på scenen. Måske har Rybak hentet lidt inspiration i Måns’ og Petra’s ‘Love, Love, Peace, Peace’ fra 2016? Det er helt klar en sang, der deler fansene, men tror den  – og ikke mindst Alexander’s musikalske evner og uimodståelige charme – vil falde i rigtig god jord hos tv-seerne.”

MICHAEL: “Alexander stiller igen med et meget letfordøjeligt popnummer. Og det må man give ham, han kan finde ud af at lave hit-musik. Dette nummer er for mig en kende for “nemt”. Jeg vil gerne have noget mere kød på en tekst.”

2. Rumænien / The Humans – Goodbye

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
1 5 10 10 6 8 7 47

CLARA: “Nummeret har for mig at høre, desværre hverken harmonisk eller melodisk kvalitet til at blive husket. Derudover er den kvindelige solist meget gennemsnitlig, så jeg tror ikke at nummeret vil blive lagt særligt mærke til.”

MADS: “Rumænien er et af de lande, der de sidste 10 år tit har fundet Eurovision formularen, dog uden at vinde. Men de har været i finalen hvert år. I år mener nogle at Rumænien for første gang ikke kommer i finalen, det synes jeg vil være synd. Sangen har en lækker intro, sangerinden har en fed stemme, og sangen generelt er en jeg vender tilbage til. Ja tak fra mig”

METTE: “Et noget utraditionelt, men både interessant og modigt bidrag fra Rumænien. Jeg er vild med den bløde start og skiftet til den rockede del, hvor guitaren sætter ind. Christina har den helt rigtige rå og udtryksfulde vokal, som gør at sangen virkelige går under huden på én. Et stærkt budskab, som showet i Lissabon forhåbentlig kommer til at kommunikere tydeligt ud”.

MICHAEL: “Min musik! Det er den slags jeg gerne vil høre mere af til Eurovision. Det bliver dog en kende ensformigt og stillet op mod Ungarn taber Rumænien”

3. Serbien / Sanja Ilić & Balkanika – Nova Deca

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
5 8 6 7 5 4 4 39

CLARA: “Nummeret starter meget interessant, men jeg må indrømme at jeg ikke forstår hvad beatet med 4-i-gulvet skal gøre for nummeret, der uden denne underlægning ville være langt mere velfungerende i min optik. Ikke desto mindre, plejer denne type numre generelt at klare sig udmærket i konkurrencen.”

MADS: “Balkanområdet har altid været et af mine soft spots gennem tiderne i Eurovision, både deres lyd og sprog. I år stiller de med endnu en ballade, men denne her får mig til at længtes efter Zejlko Joksimovic. Den starter meget godt, men så bliver den kedeligere som minutterne går.

METTE: “Et skønt bidrag som leder tankerne i retning af sange som ‘Voda’ og ‘Pred da se razdeni’. Selvom jeg elsker ethnopop, så er det dog alligevel som om, der mangler noget, for at man kommer helt i mål. Sceneshowet i den lokale finale var et kaos af indtryk, hvilket også var ødelæggende for helhedsindtrykket. Men point for ikke at oversætte sangen til engelsk.”

MICHAEL: “Stort plus for at stille med et nummer der ikke er på engelsk. Man forsøger at blande noget lokalt musik med elektronisk dance. Jeg synes ikke helt det virker for mig.”

4. San Marino / Jessika feat. Jenifer Brening – Who we are

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
2 8 1 1 7 1 2 22

CLARA: “San Marino er endnu et af de lande, der endnu ikke har fundet opskriften på, hvordan de skaber en velfungerende ESC-performance, og årets bidrag er ingen undtagelse. Jeg tror desværre at San Marino endnu en gang må undvære en plads i finalen.”

MADS: “1 point, no further comments”

METTE: “Måns har ringet: han vil godt have sin sang tilbage! ;-). Jeg vil gøre det kort: Total Heroes-rip off, og ikke engang en særlig vellykket udgave.  Jenifer-B’s rap virker overflødig. Jeg savner Valentina og Ralph Siegel.”

MICHAEL: “Store dele af melodien lyder som om den er planket direkte fra Måns’ vindernummer Heroes. Med en ringere tekst og en ringere sanger, blandet med en middelmådig rap-sekvens. Det bør ikke kunne føre San Marino langt. Igen i år.”

5. Danmark / Rasmussen – Higher Ground

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
10 8 10 10 7 10 10 65

CLARA: “Naturligvis er man altid tilbøjelig til at favorisere sit eget land, men ikke desto mindre synes jeg, at Rasmussen og Higher Ground er en af de absolut mest velfungerende numre i årets felt. Dette kan også ses i den modtagelse nummeret har fået af fanklubberne rundt omkring i Europa. Danmark har igen fundet opskriften, og kan for første gang siden Emmelie i 2013 se frem til en god placering i årets finale.”

MADS: “Siden at jeg hørte ‘Higher ground’  for første gang har jeg været blown-away. For mig er det her vores bedste bidrag, siden vi vandt med Emmelie, og jeg tror også, vi kan få den bedste placering siden vores sejr i 2013. Både visuelt og vokalt er der ikke en finger at sætte på noget. Det er dog et bidrag, der virkelig deler vandene i år, enten elsker man det, ellers gør man ikke Jeg tilhører den første gruppe”.

METTE: “Danmarks bedste bidrag siden Emmelie de Forest’s sejr i 2013. Vikinge-temaet giver det perfekte nordiske islæt, og så er ‘Higher Ground’ vel det første rigtige “show-nummer”, Danmark nogensinde har leveret. Rasmussen har det helt perfekte look og  jeg er vild med den mystiske, lidt dystre musik, de inciterende trommer og Rasmussens karakteristiske stemme. Alt går op i en højere enhed og jeg har høje forventninger til vores seje viking i Lissabon.”

MICHAEL: “Jeg mener, det er det stærkeste bidrag vi har stillet med siden Emmelie. Kunstner, sang og show passer for en gangs skyld sammen. Jeg var ikke nogen fan af belysningen i Aalborg, der manglede noget hvidere lys på Rasmussen under de vigtige sekvenser af sangen. Men alt i alt et fedt nummer.”
GRAHAM: “Needs a haircut and a shave ;)”

6. Rusland / Yulia Samoylova – I wont Break 

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
3 5 5 2 7 1 3 26

CLARA: “Julia Samoylova blev forbudt at rejse ind i Ukraine ved ESC 2017, men nu er hun klar til at deltage i årets show i Portugal. Dog synes jeg at nummeret er en smule kedeligt, og Samoylovas tydelige russiske accent i den engelske tekst gør det svært for mig at se, at nummeret skulle udmærke sig. Dog har Rusland tradition for (måske til dels fra venskabsstemmer?) altid at få en finaleplads og også en acceptabel placering.”

MADS: “Julia skulle havde deltaget for Rusland sidste år, men blev disket pga. Krim skandalen. Nu har russisk tv holdt, hvad de lovede, og givet hende endnu en chance. Desværre med et meget dårligere bidrag, end det hun havde sidste år. Jeg har ikke noget pænt at sige om det. Kommer Rusland i finalen, nej det tror jeg ikke.”

METTE: “Jeg har stor respekt for Yulia, og jeg er glad for at hun trods alt fik chancen for at komme til Eurovision, efter at have været gidsel i sidste års politiske spil. Med Yulia’s historie og handicap i tankerne, så har ‘I won’t break’ en virkelig stærk tekst og et budskab, som har fortjent at komme til finalen. Sangen i sig selv er en smule anonym og hvis man kan gå ud fra Yulia’s optræden ved Moscow Preparty, så ligger især omkvædet ikke så godt til hendes stemme. Ligeledes er det til tider svært at forstå den engelske udtale. Men mon ikke Rusland traditionen tro sejler i finalen.”

MICHAEL: “Jeg er ikke nogen fan. De gange vi har hørt Yulia live har det midlest talt lydt helt ude i hampen. Sangen er middelmådig, melodien kunne have været brugt bedre. Og hvis showet kommer til at ligne videoen er der ingen grænser for hvor tåkrummende, det kan blive. Men det er vel ved at være Ruslands stil til Eurovision.”

7. Moldova / DoReDos – My Lucky day

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
3 5 7 6 7 4 8 40

CLARA: “My Lucky Day med gruppen DoReDos lyder i mine ører som et pophit der lige er udkommet 10 år for sent. Til trods for et festligt optempo nummer, er det vist de sidste par år i ESC, at numre med mere moderne kant er dem der bliver taget bedst imod, og her er Moldova ikke lige helt med.”

MADS: “Moldova kommer igen i år med fest og farver, desværre bliver det for overgearet og kedeligt til sidst for min smag.”

METTE: “Ovo je Balkan var én af mine helt store favoritter i 2010, og i mine utrænede ører, så giver ‘My Lucky Day’ skønne flashbacks til Milan Stankovic’s skønne Balkanlyd. DoReDos leverer både vokalt og på performance, og så er ‘My Lucky Day’ både festligt og ørefaldende, omend en smule oldschool. Men jeg håber der bliver plads til Moldova i finalen.”

MICHAEL: “Det er ikke fordi det er nyskabende på nogen måde det her. Det er frygteligt på en catchy måde. Jeg tipper mellem at hade den og synes den er OK”

8. Holland / Waylon – Outlaw in ’em

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
4 8 8 10 1 8 5 44

CLARA: “Hollands ESC opskrift er de sidste år blevet finpudset, og landet har fået nogle meget flotte placeringer efter at være begyndt at gå en mere “country”-orienteret retning. Til trods for at årets hollandske bidrag faktisk passer fint ind i landets progression de sidste år, synes jeg ikke helt at det har samme kvalitet som eksempelvis numre som ”Calm After The Storm” og ”Lights and Shadows”.

MADS: “Glæden var stor da jeg så at Waylon, der blev nummer 2 i 2014, skulle tilbage til konkurencen, og sangen skuffer heller ikke. Lækker Nashville-sound for alle pengene, og hans stemme er bare fantastisk.”

METTE: “Jeg var helt solgt, da jeg hørte ‘Thanks, but No Thanks’ – ét af de 5 potentielle bidrag, som Waylon præsenterede på hollandsk tv. Han valgte som bekendt ‘Outlaw in Em’, som bestemt ikke er noget dårligt bidrag. Det viser måske bare i mindre grad hans vokale færdigheder. Når det er sagt, så står Holland med et både et unikt bidrag og en unik artist i årets konkurrence og mon ikke Holland opnår endnu en pæn placering omkring Top 10 med hjælp fra både jury og tv-seere?”

MICHAEL: “Jeg havde gerne set Waylon vælge “Thanks, but no thanks” i stedet, men nu er det som det er. Der bør ikke være nogen diskussion om kvaliteten ad Hollands bidrag i år. Det lyder godt og han er en stærk sanger.”

RIIKKA
: “This song represents one of my least favourite musical genres. Just can’t stand the so-called street-credible rock style.”

9. Australien / Jessica Mauboy – We got Love

Jury 1 Jury 2 Jury 3 Jury 4 Jury 5 Jury 6 Jury 7 Samlet
7 8 8 8 10 6 10 57

CLARA: “Australien er som altid klar med en velproduceret popnummer, der absolut vil få folk med. Mauboy har en markant vokal, og med det rette sceneshow, er jeg sikker på, at Australien som altid kommer til at klare sig rigtig godt til ESC finalen.

MADS: “Australien stiller med det dårligste bidrag i deres korte Eurovision levetid. Jeg synes, den er for letkøbt med de velkendte toner. Men man kan synge med og det giver nok mange stemmer”

METTE: “Mit første indtryk levede ikke helt op til de altid høje forventninger til Australien. Jessica Mauboy er uden tvivl en stærk sangerinde og ‘We got Love’ et velproduceret bidrag, men det bliver også en smule for generisk og bærer præg af at være skrevet præcist efter diverse gennemprøvede opskrifter i Eurovision-kogebogen. Efter en del gennemlytninger er sangen dog blevet én af mine favoritter og jeg elsker både Jessica’s stemme og hendes udstråling. Jeg glæder mig i øvrigt til at se, hvad trommesoloen skal bruges til.”

RIIKKA: “A song that makes me want to dance and feel happy. Simple but so easy to like.