Home Eurovision Song Contest G.E.E. Reviews 2012: Island

G.E.E. Reviews 2012: Island

Island

Island har i år sølvbryllup i Eurovision Song Contest. 24 gange tidligere har landet mod nord sendt sange af sted til konkurrencen. De har endnu en sejr til gode, men har 2 gange være lige ved og næsten, senest i 2009, hvor Rybak vandt og Yohanna blev nummer 2 med “Is it true”


Om årets repræsentant

Sangen er skrevet af Greta Salóme Stefánsóttir, som også fremfører sangen sammen med Jón Jósep Snæbjörnsson eller Jónsi som vi kender ham bedst.

Greta Salome Stefánsdóttir blev født i 1986 i en musikalsk familie, hvor både mor og bedstefar har arbejdet indenfor branchen. Allerede som 4-årig begyndte Greta sine violinstudier og fortsatte på hhv. Reykjavik College of Music og  Academy of Arts, hvorfra hun dimitterede med en bachelorgrad i 2008. I øjeblikket arbejder hun på sin kandidatuddannelse på Islands Kunstakademi og studerer avanceret vokalteknik – kaldet Complete Vocal.
Hun er desuden professionel musiker og har en stilling som violinist i det islandske Symfoniorkester. Hun har ofte optrådt i radioen og på tv og er en travl studiemusiker. I 2011 havde Greta Salome indspillet “Mundu Eftir Mer” sammen med Jónsi. Da en kollega hørte sangen, blev de opfordret til at forsøge sig i Söngvakeppni Sjonvarpsins, som er den islandske udvælgelsesproces til Eurovision Song Contest. Hun fulgte dette råd og endte faktisk med at have to sange med i finalen.

Jónsi med det borgerlige navn Jón Josep Snaebjörnsson blev født i 1977. Han begyndte at synge i en tidlig alder og deltog i en national College sangkonkurrence, før han flyttede til Reykjavik i 1997. To år senere blev han en del af den soulinspirerede popgruppe “Í Svörtum Fötum”, der klædte sig i sorte jakkesæt og hvide skjorter og startede hermed sin sang- og sangskrivningskarriere. Gruppen havde dog forladt Blues Brothers-inspirationen, da de udgav deres første selvfinansierede album i 2000. Det blev til tre succesfulde albums og efter en pause kom "Best Of" albummet i 2009.
I 2004 valgte Sveinn Runar Sigurdsson, komponisten bag “Heaven”, Jónsi til at synge sin sang ved Eurovision Song Contest i Istanbul. I  2005 udgav Jónsi sit første og meget kritikeroste soloalbum. Han er desuden et kendt ansigt på finsk tv.

Jeres dom

Årets islandske bidrag er generelt blevet meget godt modtaget, både hos bookmakere og fans. En del fans foretrækker den islandske version, mens andre roser den engelske oversættelse.
På Good Evening Europes facebook-side, gav I Island et gennemsnit på 8,14.

Good Evening Europe’s anmeldelse

Mit første indtryk af “Mundu Eftir Mer” var ikke specielt godt og sangen var heller ikke min favorit i den islandske finale. Efter at have hørt den engelske oversættelse har jeg dog overgivet mig 100 % til Jónsi og Greta. I mange tilfælde gør en oversættelse ikke noget godt for et bidrag og ofte er det kun mainstream pop-sange, der opnår en fordel ved at blive oversat til engelsk.”Never forget” er undtagelsen. Jeg ville næsten have gættet på, at sangen var “født” med engelsk tekst og derefter oversat til islandsk.
I al fald er resultatet et unikt, smukt men også dystert og dramatisk bidrag, som skiller sig ud. Bidraget ligger genremæssigt i samme bløde Metal/Goth-genre som f.eks. Nightwish og Evanescence.
“Never forget” er en stærk ballade, som leder tankerne i retning af storslået drama, episke slag og ulykkelig kærlighed. Jeg er vild med den dominerende violin og den klassiske lyd af symfoniorkester.
Både Jónsi og Greta er stærke sangere og formidler sangens passion og drama på en helt unik måde. Jeg kan godt lide poesien i versene og omkvædet og de stærke billeder, som teksten fremkalder.  Det står i stærk kontrast til mange andre Eurovision-sange, hvor sproget har fået lavere prioritet.

Hvis man skal sammenligne med tidligere Eurovision-sange, vil jeg fremhæve Urban Symphonys unikke “Rändajad”, som blev nummer 6 i 2009. 

Island har bestemt ikke været heldige i startlodtrækningen, og skal optræde fra den frygtede 2’er position. Til deres fordel er det dog, at årets show-åbner er en af kandidaterne til årets sidsteplads og ligger i en helt anden genre end “Never forget”.

Jeg tror på Island vil gøre det rigtig godt hos både jury og tv-seere. Sangen appellerer bredt og leveres på en klassisk og troværdig måde. Finalepladsen er for mig sikker og afhængig af lodtrækningen til finalen, tror jeg Island kan blande sig helt i toppen.

Bonusinfo:

Den islandske tekst er baseret på en sand og meget kendt historie fra Island i 1661. Et ungt forelsket par, Ragnheiður og Daði skilles fra hinanden af pigens far, som er biskop, og ikke vil godkende Daði som svigersøn.
Den engelske tekst er baseret på islandsk folketro. Sagnet om elverpigen og menneskedrengen, der bliver venner som barn, findes i mange udgaver over hele Island. I korte træk fortæller historien om elverpigen, som vil have menneskedrengen med ind i sin verden, men han vil ikke. Så bruger han mange år på tænke på hende og fortryde at han ikke fulgte hende. Som voksne mødes de igen og denne gang tager han med hende.

Jeg elsker historien bag sangen og giver en 9’er til Islands flotte og dramatiske sang.


Translate »
Exit mobile version