G.E.E. Reviews: Vores bud på aftenens resultat!

Så er vi parate med vores bud på aftenens resultat. 10 sange er med i kampen om at vinde retten til at repræsentere Danmark på hjemmebane i København til maj. Vi har set generalprøven, spurgt publikum og her kommer vores gæt! 3 sange går videre til finalen, men der er kun én vinder! Mon det lykkes at gætte sangen i år?

 

Advertisement

Bryan Rice – I choose U

Mette: Bedømt udfra gårsdagens optræden, så lever hverken sang, performance eller vokal op til Bryan Rice’s flotte performance i 2010. Stilladset er nyt i DMGP, men ikke noget, der gør “I choose U” memorabel nok til at gå videre.

Finale? Nej

Michael: Vi havde forventet et fantastisk sceneshow, men det udeblev. Jeg forstår ikke hvad stilladset skal med på scenen for.

Finale? Nej

 

Rebekka – Your lies

Mette: Meget sikker performance og stærk vokal. Det er både enkelt og effektivt! Singer-songwriter-stilen og scenens farver leder tankerne hen på Soluna Samay’s bidrag fra 2012. Mod slutningen falder der blad-konfetti ned over scenen. Et hit hos publikum og Rebekka overskygger Bryan Rice.

Finale? Måske
Michael: Effektiv brug af mundharmonika. En god sang med god energi fra de tre søstre.

Finale? Måske

 

Sonny – Feeling the you

Mette: Både sang og performance har nok hentet sin inspiration fra The King of Pop – Michael Jackson. Sonny viser sine evner som danser,  og slipper fint fra vokalen, men det er alligevel som om, der mangler noget? Senere i showet giver Basim ham baghjul i samme genre. For tidlig en start til at Sonny klarer den fra indledende runde.

Finale? Nej
Michael: Meget Michael Jackson inspireret, både i sang og show. Sangen og showet vil sikkert gøre sig godt i L.A., men det virker ikke klar til et dansk publikum.

Finale? Nej

 

Danni Elmo – She’s the one

Mette: En af de sange, som har imponeret mig mest i sin fulde længde og under generalprøven. Danni er stensikker, yderst professionel og giver solid performance. Hans lidt hæse vokal løfter virkelig nummeret. Et iørefaldende bidrag, men på trods af alle disse positive ord, så tror jeg ikke det er nok til en Top 3 placering.

Finale? Nej

Michael: God vokal, enkelt sceneshow. Tror dog ikke den formår at komme helt ud i stuerne.

Finale? Måske

 

Emilie Moldow – Vi finder hjem

Mette: Emilie gør det super godt med det materiale, hun har. Dermed ikke sagt, at “Vi finder hjem” er noget dårlig nummer. Det er nok bare ikke memorabelt nok til at udkonkurrere den meget stærke slutning på aftenens felt. Hun kunne tiltrække stemmer fra ældre og folk, som sætter pris på dansksprogede Grand Prix-sange, men jeg tror hun får det svært. Også set i konkurrencen med Rebekka, som dyster om nogle af de samme stemmer.

Finale? Nej

Michael: Plus point for at synge på dansk. Enkelt og stilfuldt show med Emilie stort set alene på scenen.

Finale? Nej

 

Glamboy P – Right by Your Side

Mette: Min ubetingede favorit, både efter 30 sekunders klippet, den fulde studio-version og generalprøven igår. Jeg er en stor beundrer af det unge multitalent og synes, at han er den i aftenens felt, som ubetinget har mest på hjerte. Jeg er dog bange for at folk ikke fanger tanken bag sceneshowet med mannequin-dukkerne og at sangen nok drukner lidt, med 3 stærke sange efter sig. Men jeg stemmer på Glamboy!

Finale? Måske

Michael: Stod det til mig skulle han med i finalen. Sceneshowet understøtter teksten godt, men kommer nok til at virke en smule mærkeligt hvis man ikke kender Glamboy P så godt, og ved hvad sangen handler om.

Finale? Nej

 

Nadia Malm – Before You Forget Me

Mette: Nadia Malm giver en betagende performance. Er især vild med starten, hvor hun sidder ved klaveret. Nadia er en meget smuk sangerinde og alt går op i en højere med sceneshowet, publikums lys og Nadias kjole. En flot vokal og en meget stærk performance! Nadia kunne vinde det hele, men jeg er i tvivl om Danmark stemmer en ballade til tops?

Finale? Ja

Michael: Starter flot med klaver og går så over i dance-pop. Ikke lige min kop, men en sandsynlig finalist.

Finale? Ja

 

Basim – Cliche Love Song

Basim var superfavoritten blandt gårsdagens publikum og der er slet ingen tvivl om at den tidligere X-Factor deltager er tilbage i topform. Han er gået fra at være en ung charmerende fyr uden de store sangtalenter til en stadig meget charmerende, men kompetent sanger og en stærk performer. Publikum klapper allerede med fra første minut, hvilket altid er et godt tegn. Undervejs i sangen kommer der et Dannebrog ned fra loftet på bagscenen, hvilket virker en smule underligt? Basim slutter med 99,9% chance i Top 3 og han er nok The one to beat! Den største konkurrent til Basims sejr er Michael Rune. Meget kommer nok til at afhænge af om juryen finder sangen seriøs nok, for familien Danmark vil nok sende Basim til tops.

Finale? Ja

Michael: Er efterhånden dukket op som en storfavorit. Det er en meget catchy sang, en cliché som gør grin med sin egen status som cliché.

Finale? Ja

 

Anna David – It hurts

Mette: Hvor Danni Elmo var en positiv overraskelse, så står Anna David i min verden for den største skuffelse. Det er udelukkende sangen, denne kritik går på, da hendes vokal og sceneshow er super flot! Men klemt inde mellem Basim og Michael Rune, bliver det svært at skille sig ud. Jeg tror ikke på en Top 3-placering til Anna, desværre.

Finale? Nej

Michael: Ikke ligefrem noget mesterværk, og lidt skuffende i forhold til Anna’s erfaring som solist. Showet består af Anna der går en smule frem og tilbage, og ellers sker der ikke rigtigt noget.

Finale? Nej

 

Michael Rune feat. Natascha Bessez – Wanna Be Love

Mette: Er der nogen, som skal udfordre favoritten Basim, så er det Michael Rune, som har saxofonen med på scenen og sammen med Natscha giver en performance, som bare har det hele! En effektiv koreografi, aftenens bedste omkvæd, fyrværkeri og flot scenebaggrund. Alt går op i en højre enhed og saxofon-lyden og omkvæddet hænger fast!

Finale? Ja

Michael: Anderledes melodi og samspillet mellem Natascha og Michael på saxofon fungerer godt. Sceneshowet er simpelt og det ser ud til at publikum tager det til sig.

Finale? Ja

 

Hvem vinder Dansk Melodi Grand Prix 2014?

Vi er ret enige om, at 2 sange ligger front! Sang nr. 8 og sang nr. 10. Umiddelbart gætter vi begge på at Basim trækker det længste strå. Derudover må 2 sange siges at være Dark Horses til sejr. Det drejer sig om sang nr. 2 og sang nr. 7. Hvem af disse, der ender i finalen/Top 3  er svært at sige.

Michael: Basim, Michael Rune og Nadia Malm

Mette: Basim, Michael Rune og Rebekka. Vover pelsen og siger Rebekka, men chancen for at Nadia snupper finale-pladsen er stor.