Vi er glade og stolte over at kunne præsentere en ny omgang af ‘GEE-panelet’, hvor vi i 8 artikler tæller ned til musikfesten den 6. marts med reviews af årets sange. Vi lægger ud med sang nummer 1, ‘Højt over skyerne’ sunget af Chief 1 og Thomas Buttenschøn.
Som en del af vores optakt til den store aften har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Du kan læse mere om de 9 jurymedlemmerne i GEE-panelet her.
De kommende 8 dage tæller vi ned med en sang pr. dag, og vi glæder os til at høre din mening om sangene på Facebook.
I GEE-panelet har vi en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker Chanée og N’Evergreen, en mandlig poptøs og softwareudvikler, en tidligere radiovært, som elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision, og ikke mindst en fyr der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.
Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – rangeret hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 3 og 12 (vi starter ved 3, da der kun er 8 sange i år).
Vi har lagt pointene sammen og du kan se både den samlede score, det gennemsnitlige pointantal samt evt. topkarakterer, der er uddelt. Under hhv. 8, 10 og 12 point er der billede af den eller de jurymedlem(mer), som har tildelt karakteren.
“Højt over Skyerne” – Chief 1 og Thomas Buttenschøn
Samlet score: | 53 | Gennemsnit: | 5,89 | Placering: | 6. plads |
Umiddelbart er min erfaring, at sange med motown-feeling generelt ikke klarer sig overvældende i Dansk Melodi Grand Prix. Dog tror jeg også vi skal huske at tage stilling til hvem der synger sangen, og velkendte ansigter er altid noget som publikum synes om. Så selvom jeg umiddelbart ikke personligt tror på en plads i superfinalen, kan man aldrig spå om hvorvidt kendisfaktoren kan få lov til at spille ind. Og naturligvis sceneshowet.
Clara
Det her er en farlig contender til den endelige sejr. Jeg kan ikke huske at have hørt en mere dansk sang i en grand prix-finale meget længe. Melodien er fængende (vi kender jo en del af den fra “Alt Er Godt”), teksten er glad, og det er en smule ufarligt, men godt og solidt håndværk. Med to erfarne og vanvittigt dygtige performere, kommer Højt Over Skyerne til at samle mange seerstemmer. Nok til sejren? Måske. Jeg ville ikke blive overrasket.
Daniel
‘Højt over Skyerne’ har den karakteristiske positive feel good-vibe, som vi også kender fra tidligere Chief1/Buttenschøn-samarbejde. ‘Alt er godt’ er en af mine favorit “Glad-i-låget”-sange og den samme effekt har ‘Højt over skyerne’.
Mette
Med en virkelig fin tekst og det, jeg forestiller mig, bliver aftenens stærkeste liveoptræden, så har vi et ret godt bud på en stemmesluger.
I et år, hvor afstand og nedlukning har præget danskernes liv, tror jeg, at rigtig mange vil sætte pris på en sang, der spreder fest, farver og kærlighed.
Jeg ser allerede for mig, at Buttenschøn/Chief1-kombinationen kan skabe et stort publikum og masser af stemmer til Grand Prixet. Det er en glad sang, der hænger fint i tråd med deres tidligere samarbejder. Jeg synes måske, den er lige “dansk” nok til at kunne konkurrere mod 40 andre lande i Eurovision. Men mon ikke vi får en fest den 6. marts sammen med de to herrer – på afstand naturligvis 🙂
Morten
Så er der dømt glad Motown for alle pengene, og det er ikke så underligt når det kommer fra lige præcis disse to artister. En glad sang, meget radiovenlig og fint produceret, men jeg synes ikke den er helt god nok til at vinde. Jeg skal dog ikke afvise, at de to herrers kendthed og publikums tendens til at vælge glade popsange som vindere (hej 2014, 2015 og 2016) får skubbet det her bidrag helt frem. Er formentlig sikkert i superfinalen, men den vil få konkurrence fra nogle af de andre sange. P.S. Lyt til Spice Girls – “Stop” på din foretrukne streamingtjeneste, hvis du synes du har hørt sangen før!
Simon
Interview med Chief 1 & Thomas Buttenschøn: “Der er også en grad af melankoli, selv i en glad sang”