Home Melodi Grand Prix GEE-panelet 2021: “Hvileløse Hjerter” – Nanna Olivia

GEE-panelet 2021: “Hvileløse Hjerter” – Nanna Olivia

Foto: Malou Vagn

Vi er glade og stolte over at kunne præsentere en ny omgang af ‘GEE-panelet’, hvor vi i 8 artikler tæller ned til musikfesten den 6. marts med reviews af årets sange. Vi er klar med sang nummer 2, ‘Hvileløse hjerter’ sunget af Nanna Olivia.

Som en del af vores optakt til den store aften har vi traditionen tro lyttet til årets sange, givet point og lavet reviews. Du kan læse mere om de 9 jurymedlemmerne i GEE-panelet her.
De kommende 8 dage tæller vi ned med en sang pr. dag, og vi glæder os til at høre din mening om sangene på Facebook.


I GEE-panelet har vi en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker Chanée og N’Evergreen, en mandlig poptøs og softwareudvikler, en tidligere radiovært, som elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision, og ikke mindst en fyr der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – rangeret hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 3 og 12 (vi starter ved 3, da der kun er 8 sange i år).
Vi har lagt pointene sammen og du kan se både den samlede score, det gennemsnitlige pointantal samt evt. topkarakterer, der er uddelt. Under hhv. 8, 10 og 12 point er der billede af den eller de jurymedlem(mer), som har tildelt karakteren.

“Hvileløse Hjerter” – Nanna Olivia

Samlet score35Gennemsnit3,89Placering8

Med blandt andet Anna David som sangskriver, har vi igen fat i nogle af de store navne på den danske musikscene, til trods for at Nanna Olivia stadig er et lidt uprøvet navn. Nanna Olivias stemme er lille og fin og passer godt til historien som fortælles. Personligt savner jeg lidt mere variation fra vers til omkvæd, da jeg frygter at denne, ellers super fine sang, kommer til at forsvinde lidt i den kæmpe store lyd som er til stede i nogle af de andre bidrag. 

Clara

Jeg ville så gerne sige noget positivt om det her, men det er bare slet ikke mig. Nanna Olivia er garanteret enormt sød, god mod dyr og formentlig også en dygtig sangerinde, men sangen er simpelthen bare ikke god nok.

Daniel

Den unge sangerinde Nanna Olivia er ikke blot debutant i Dansk Melodi Grand Prix, ‘Hvileløse hjerter’ er samtidig hendes allerførste udgivelse. Jeg synes Nanna’s stemme passer perfekt til denne her fine historie, som leder én direkte tilbage til den altoverskyggende følelse, som ulykkelig teenage-kærlighed er: “Du har prøvet på at give slip, du har prøvet på at glemme…Du kunne få lige hvem, du ville ha’, men vil kun have ham tilbage…”.
Blandt de 8 sange vil ‘Hvileløse hjerter” nok især blive sammenlignet med ‘Står lige her’, som også er en dansksproget popsang med 80’er vibes, sunget af en ung kvindelig sangerinde. I mine øjne vinder Emma Nicoline den match på en stærkere melodi og den fængende synth-lyd. ‘Hvileløse hjerter’ kræver lidt flere gennemlytninger, hvilket sammen med startposition nr. 2 vil gøre det svært for Nanna Olivia.

Mette

Er det Anna David? Nej, det er Nanna Olivia. Jeg kan næsten ikke høre forskel på de to nu, og det er på alle måder helt tydeligt, at Anna David har skrevet Hvileløse hjerter. Sangen er ganske okay, men selvom feltet i år kun består af 8 sange, så er der stadig stor fare for, at flere af sangene bliver klemt (og glemt), og det kan desværre komme til at ske for Nanna Olivia.

Morten

Denne sang lyder meget som noget Anna David har lavet, og det har hun sørme også. Derfor kan jeg undre mig over, at hun ikke selv deltager med bidraget, for selv om det er en udmærket popsang er den desværre også meget forglemmelig, så selv om det er et sympatisk projekt at give Nanna Olivia sin debutsingle med deltagelsen i DMGP, havde det haft en bedre chance med en mere kendt solist som deltager. Nu ryger den bare i den store glemmebog over DMGP-bidrag fra 2010’erne og 2020’erne, som desværre er ret omfattende efterhånden.

Simon

Interview med Nanna Olivia: “Vildt at prøve Grand Prix fra den anden side af skærmen”

Translate »
Exit mobile version