GEE-panelet: Fyr og Flamme- “Øve os på hinanden” (Eurovision 2021)

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi som en optakt til Rotterdam vil diskutere og rangere alle årets 39 Eurovision-bidrag.

Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.

Advertisement

Om GEE-panelet:
I panelet sidder 8 personer med forskellig baggrund, men som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest, og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker Chanée og N’Evergreen, en mandlig poptøs og softwareudvikler, en tidligere radiovært, som elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision, og ikke mindst en fyr, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.
Du kan læse mere om de enkelte medlemmer her.

Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12.
Du kan se medlemmernes point nederst i artiklen samt bidragets gennemsnit.

Danmark

GEE-panelets reviews

Åh ja, hvad skal man synes? Jeg har længe haft et kæmpe mancrush på Jesper Groth, som er i top 1 over folk, jeg helst ville tømme et barskab med. Og jeg elsker, at vi igen har fået grand prix ind på toppen af hitlisten herhjemme. Jeg er vild med Fyr & Flamme, Kamæleon og Menneskeforbruger. Øve Os På Hinanden har taget noget længere tid at vænne mig til, men jeg må også indrømme, at jeg efterhånden har den sang i hovedet konstant. Jeg håber, drengene går all in på 80’er-fest,og jeg håber virkelig, Europa er med. Det fortjener drengene. 

Daniel

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ELSKER Fyr & Flamme. Jeg ved godt at det er mit eget land, at jeg selv stemte heftigt for at få dem på vinderpodiet og at “Kamæleon” har været min mest spillede på Spotify de sidste fire måneder, men alligevel synes jeg bare at årets danske bidrag er SÅ godt. Jeg ved godt det er blevet mødt med meget blandede følelser ude i verden, de fleste ikke med en tro på at Danmark kommer i finalen i år, men jeg står altså ved at jeg synes “Øve Os På Hinanden” er et lille mesterværk, og jeg glæder mig enormt til at høre de to synge på dansk i ESC for første gang i 25 år!

Clara

Jeg faldt pladask for ‘Menneskeforbruger’, da den udkom og  min kærlighed til Fyr og Flamme brændte videre med ‘Kamæleon’ på repeat i månederne op til DMGP. Fyr og Flamme er i mine øjne noget af det bedste, der er sket for dansk musik i mange år, og da jeg hørte ‘Øve os på hinanden’ var jeg da også 99,9% sikker på, at den ville vinde Dansk Melodi Grand Prix.
80’erne er “in”, og coronapandemien har bragt mange mennesker i det nostalgiske humør, både hvad angår film, serier, retro madlavning og bagværk, og i høj grad musik.
Live-versionen af ‘Øve os på hinanden’ tilføjer sangen en ekstra dimension. Jesper og Emmanuels energi og glæde ved at stå på Grand Prix-scenen er uimodståelig og liveorkestret bidrager med de helt perfekte 80’er vibes, som sender os direkte tilbage til Tommy Seebach, Laban og Kirsten & Søren.
Ikke siden Rasmussen og Emmelie de Forest har jeg været så begejstret for en dansk vinder, og jeg tror bestemt Danmark har en chance for en finaleplads.
Fyr og Flamme’s smittende glæde, deres ægte og unikke stil MÅ sammen med den festlige og sing-along-venlige sang VÆRE lige det, folk har brug for efter mange måneders nedlukning.
Vi GÅR EFTER #12POINTFRAMALTA.

Mette

Jeg var vild med rygtet om, at Fyr og Flamme skulle deltage i DMGP, og efter mit første gennemlyt af bidragene var jeg næsten ikke i tvivl om at de ville vinde. Det er nok ikke noget der bliver hele Europas foretrukne sang at lytte til, men det er skægt at se hvordan de første reaktioner ude blandt fansene nu er ved at ændre sig til “… jamen, jeg har jo fået den på hjernen!”. Jeg elsker 80’er-æstetikken, jeg elsker hentydningerne til Tommy Seebach og Kim Schumacher, og det var absolut det helt rigtige bidrag at sende afsted til ESC. 
Jeg vil meget hellere have os repræsenteret af et bidrag, som vi er stolte af og glade for i DK, og som er festligt og nemt at synge med på, end noget hvor vi lige skraber os med i finalen og får en 20. plads. Jeg håber på en finaleplads, selvom det måske er lidt usandsynligt, men jeg er sikker på at det her er en sang, som også er at finde på diverse Grand Prix-playlister i de kommende år.

Simon

Under corona genopdagede jeg min store kærlighed til 80´er musik, så da Fyr og Flamme udsendte “Menneskeforbruger” sidste år var jeg fuldstændig solgt, og da den endnu mere glimrende “Kamæleon” kom ud som anden single, ville min begejstring ingen ende tage. “Øve os på hinanden” er endnu mere rendyrket 80´er pop i sin lyd end to foregående numre, men det synes jeg bestemt ikke den bliver ringere af. Det er virkelig mange gode elementer i instrumentalen, og jeg synes den viser hvor dygtig en sangskriver Laurits er, og Jesper leverer vokalen med charme og karisma, selv i studieversionen. Jeg synes det er det fedeste throwback til musikkens og Melodi Grand Prix´ets guldalder. Jeg ELSKER at de synger på dansk, og at de er så meget deres egne, og jeg føler at Danmark i år virkelig sender et dansk bidrag afsted. Det faktum, at tre ud mine fire mest spillede sange på Spotify det sidste halve år, er Fyr og Flammes tre første singleudspil, taler også sit tydelige sprog- Jeg er kæmpe fan!
Hvordan de vil klare sig ud i Europa har jeg ingen idé om – det kan gå begge veje. Jeg har set meget blandede reaktion på sangen, men at den generelt er vokset på folk de sidste par måneder. Jeg håber på det bedste for Jesper og Laurits, da jeg virkelig under dem den finaleplads, så de kan få deres 12 point fra Malta.

Mila