Vi er glade for at kunne præsentere en ny omgang af ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi som en optakt til Rotterdam vil diskutere og rangere alle årets 39 Eurovision-bidrag.
Vi har som altid brug for dig! Hjælp os med at sprede Eurovision-stemning. Del din mening og dine gæt i kommentarsporet på vores Facebook-opslag og @tag gerne dine Eurovision-venner i opslagene.
Om GEE-panelet:
I panelet sidder 8 personer med forskellig baggrund, men som alle har det til fælles, at de elsker Eurovision Song Contest, og har fulgt konkurrencen tæt i flere år.
Vi har en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en stand up-komiker og fodboldfan, en Grand Prix-ekspert fra den montenegrinske delegation, en finne som elsker Chanée og N’Evergreen, en mandlig poptøs og softwareudvikler, en tidligere radiovært, som elsker Drag Shows næsten lige så højt som Eurovision, og ikke mindst en fyr, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.
Du kan læse mere om de enkelte medlemmer her.
Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – vurderet hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12.
Du kan se medlemmernes point nederst i artiklen samt bidragets gennemsnit.
Ukraine
GEE-panelets reviews
Min redaktør har bedt mig om at tale så pænt som overhovedet muligt i disse reviews, så her er det: Ukraine er et land. De er også med. The end.
Daniel
Jeg var ikke overvældende begejstret for den sound Ukraine præsenterede med Go_A allerede sidste år, og i år har jeg lidt samme oplevelse. Det er ironisk at de lande jeg har skrevet mit speciale om, Rusland, Ukraine og Hviderusland i Eurovision, er dem jeg muligvis kommer til at fokusere allermindst på i år. Ihvertfald ud fra et rent musikalsk perspektiv.
Clara
Jeg var ikke den store fan af “Solovey”. Ikke pga. den traditionelle sound – jeg elsker når lande viser noget af deres kultur og historie – men i mine øjne var “Solovey” langt mere “Shum” end årets bidrag, og live-vokalen lød usikker i flere dele af sangen.
Mette
Jeg var heller ikke begejstret for “Shum” i sin første udgave, men efter GO_A har udsendt den revampede version, så bliver karakteren alligevel ganske pæn. “Shum” er det perfekte mix af moderne lyd og traditionelle elementer leveret på en rå, ægte og dragende måde. Jeg håber, at man kan overføre noget af stemningen fra musikvideoen til scenen i Rotterdam, hvilket vil få sangen til at skille sig yderligere ud. T.a.t.u. Vibes 🙂
Jeg syntes faktisk ret godt om “Solovey” fra sidste år, og kunne godt lide de traditionelle ukrainske elementer og deres særprægede måde at synge på. Men jeg synes desværre ikke “Shum” fanger mig på samme måde. Det bliver for ustruktureret og jeg synes godt det kan høres på den nye version af sangen, at de måtte ændre på den, da den oprindelige version mindede for meget om en ukrainsk folkesang, og det er lidt kommet til at lyde som en lappeløsning. Men respekt for at de sender noget traditionelt afsted, og for at de for første gange nogensinde har en sang, der bliver sunget 100% på ukrainsk. Jeg tror bare ikke det kommer til at slå igennem ude i Europa.
Mila
Jeg kunne godt lide “Solovey” sidste år, og jeg kunne også godt lide “Shum”… indtil den blev lavet om. Det var nok ikke helt heldigt, at den første version var decideret planket fra en folkesang, og måske var det derfor jeg godt kunne lide den. Polen varmede mig op til denne form for sang i 2019, og jeg synes faktisk deres musikvideo er fed med en meget østeuropæisk æstetik, men sangen har bare mistet for meget i revampen. Og med meget få venner til at stemme på dem i denne semifinale, så kan det også være at Ukraine taber deres perfect record i kvalifikationer til finalen i år.
Simon