Vi er glade og stolte over at kunne præsentere en ny omgang af ‘Good Evening Europe-panelet’, hvor vi i 10 artikler vil tælle ned til musikfesten i Royal Arena med reviews af årets finalesange. Vi fortsætter nedtællingen med Maja og de Sarte Sjæle og ‘Den Eneste Goth i Vejle’.
I Good Evening Europe-panelet sidder 8 personer med forskellig baggrund, som alle har det til fælles, at de elsker Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest og har fulgt konkurrencen tæt i flere år. Du kan læse mere om, hvad de 8 jurymedlemmer anser som den “perfekte vindersang” i sidemenuen til højre og få en introduktion til jurymedlemmerne her.
Vi har en bl.a. en tidligere DMGP-deltager og kandidat i musikvidenskab med speciale i Eurovision, 3 tidligere medlemmer af fanjuryen i Dansk Melodi Grand Prix, en tidligere radiovært, en finsk poptøs som elsker Chanée og N’Evergreen, en fodboldfan og tidligere komiker, en softwareudvikler og ikke mindst en fyr, der kan spille brudstykker af alle ESC-vindere på klaver.
Regler og point:
Hvert medlem har – uden at diskutere eller udveksle holdninger med de øvrige jurymedlemmer – rangeret hvert enkelt bidrag og tildelt det en karakter jf. Eurovision-skalaen mellem 1 og 12.
Vi har lagt pointene sammen og du kan se både den samlede score, det gennemsnitlige pointantal samt evt. topkarakterer, der er uddelt. Under hhv. 8, 10 og 12 point er der billede af den eller de jurymedlem(mer), som har tildelt karakteren.
Læs også: Mød medlemmerne i GEE-panelet – DMGP finalen 2020
Maja og de Sarte Sjæle – ‘Den Eneste Goth i Vejle’
Sangerinden Maja Rudolph og tekstforfatter Timo Andersen står bag den dansksprogede duo ‘Maja og de sarte sjæle’.
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at den klassiske sanger og den folk-inspirerede sangskriver skulle finde sammen, men de to modsætninger fandt hinanden for 10 år siden i Sønderjylland. Hverken Maja eller Timo havde spillet i et band, før de dannede duoen. De mødtes hos en fælles ven og pludselig opstod Maja og de Sarte Sjæle, som lavede demo-sange sammen i nogle år, før de blev kontaktet af et pladeselskab.
Duoen debuterede i april 2016 med albummet ’Maja og De Sarte Sjæle’ og sangen ”Uden Dig” blev et af de mest spillede numre i radioen. Albummet blev året efter nomineret til årets danske pop-udgivelse ved Gaffa-prisen 2017.
I 2019 var duoen tilbage med deres første udspil siden debutalbummet og sangene ”Christoffer” og ”Venter på dig”.
Topkarakterer
Samlet score: 40 point / Gennemsnit: 5