Grækenland: Marina Satti valgt internt til Eurovision 2024

Marina Satti repræsenterer Grækenland i Eurovision 2024
Foto: ERT

Græske ERT har netop offentliggjort deres kunstner til Eurovision Song Contest 2024. Offentliggørelsen skete i programmet “Studio 4” med Nancy Zampetoglou og Thanasis Anagnostopoulos som værter.

Marina Satti er valgt internt til at repræsentere Grækenland i landets 50-års jubilæum i konkurrencen. Sangen, som Marina Satti vil synge på Eurovision-scenen i Malmö, er endnu ikke blevet valgt.

Advertisement

I løbet af sin karriere har Marina Satti udviklet en unik lyd, der kombinerer forskellige musikalske traditioner, som hun voksede op med, såsom græsk, arabisk og balkan musik.

Satti har repræsenteret Grækenland i EBU’s Euroradio Jazz Orkester med værker af Peter Herbolzheimer, sunget i John F. Kennedy Centret i Washington med World Jazz Nonet og deltaget i a cappella vokalgruppen The Singing Tribe i samarbejde med Bobby McFerrin.

I maj 2022 udgav hun sit første album YENNA, i 2023 præsenterede hun den korte dokumentarfilm FLABOURO og udgav TUCUTUM – en sang-kommentar om musikgenren Balkan trap, som gik viralt henover sommeren.

Jagten på den græske Eurovision-sang er begyndt

Den græske tv-station ERT har nu i samarbejde med Golden Records og Minos EMI påbegyndt søgningen efter Marina Sattis sang til Eurovision. Sangskrivere kan indsende deres sange til eurovision2024@ert.gr inden 1. december 2023, hvis sangene opfylder følgende kriterier:

  • Sangen skal være original
  • Sangen må ikke være offentliggjort endnu
  • Varigheden må ikke overstige tre minutter

Lyt til tidligere hits fra Marina Satti

Mens vi venter på Marina Sattis sang til Eurovision, kan du lytte til et par af sangerindens hits herunder.