Her er værterne i Dansk Melodi Grand Prix 2024

Foto: Agnete Schlichtkrull

Stéphanie Surrugue og Sara Bro er værter, når den står på Grand Prix-fest den 17. februar direkte fra DR Koncerthuset og på DR1 og DRTV.

Lørdag den 17. februar samles hele Danmark til årets musikfest, når Dansk Melodi Grand Prix traditionen tro fejrer den danske musik med et show fyldt med fest, glimmer og glitter.

Advertisement

Showet sendes på DR1 og DRTV direkte fra Koncertsalen i DR Koncerthuset og årets værter er Stéphanie Surrugue og Sara Bro, som sammen skal styre seere og publikum igennem et show fyldt med god musik og god stemning.

En stor europæisk tradition

Om sin nye rolle som Grand Prix-vært, siger Stéphanie Surrugue:

Dansk Melodi Grand Prix er en del af en stor europæisk tradition, der samler danskerne på tværs af køn, kulturer og generationer. Jeg glæder mig – både som europæer og som festraket – til sammen med Sara at stå i spidsen for en så legendarisk tv- og kulturbegivenhed i Danmark. Der er dømt ’douze points’ til det gode humør

Medvært Sara Bro siger:

Jeg er vokset op med Dansk Melodi Grand Prix både som den største og vildeste tv-begivenhed og som en dyrebar skat på kassettebånd. Pailletter og stiletter er i mit blod, så det er en kæmpe ære for mig at skulle være vært og så ovenikøbet sammen med mit idol ’Mademoiselle Europe’

Samler danskerne i stuerne

Programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix i DR Erik Struve Hansen siger om værtsparret og det show danskerne kan se frem til i 2024:

– Danskerne kan se frem til en forrygende aften i musikkens tegn og årets største show i ægte Grand Prix-ånd med Stéphanie Surrugue og Sara Bro som værter. Dansk Melodi Grand Prix er en begivenhed, som næsten alle i landet har et minde fra og en holdning til. Det er en stor kulturel tradition bygget op over otte årtier siden 1957, og som vi glæder os til igen at samle danskerne i stuerne omkring og også til at afholde i DR Koncerthuset. Koncertsalen er både bygget til at give en optimal lyd for seerne, publikum og musikerne og danner samtidig en perfekt ramme omkring showet. Vi glæder os utrolig meget til at dele det hele med danskerne. 

Artisterne til Dansk Melodi Grand Prix 2024 offentliggøres i det nye år.

Billetter til showet

Billetsalget begynder torsdag den 30. november klokken 10.00 på drkoncerthuset.dk.