For en uges tid siden blev årets artister i norsk MGP afsløret, herunder de tidligere Eurovision-vindere Bobbysocks, som i år har 40 års jubilæum for sejren med “La Det Swinge” og Wig Wam, som i 2005 repræsenterede Norge ved Eurovision.
Feltet har også dobbelt dansk islæt med 2 danske sangskrivere. Julie “Kill J” Aagaard har været med til at skrive Nataleens sang, “The Game”, og Thomas Steengaard har været med til at skrive Ladybugs sang, “Hot as Hell in Paradise”.
Ved midnat kunne man lytte til årets sange i fuld længde. Hør dem alle nederst i artiklen og fortæl også gerne, hvem din favorit er. Deltag i debatten på vores Facebook side.
Finalen i Melodi Grand Prix 2025 finder sted den 15. februar i Oslo Spektrum, og showet ledes af Markus Neby, Marte Stokstad og Tete Lidbom.
En markant ændring i år er, at delfinalerne er blevet droppet. I stedet samles alt fokus på én storslået finale, som den nye musikansvarlige, Tarjei Strøm, lover bliver en festlig fejring af norsk musik:
– Sjældent har så mange fængende omkvæd og hits med potentiale været samlet i én finale, siger Strøm.
Den artist, der løber med sejren, får æren af at repræsentere Norge ved Eurovision Song Contest i Basel, Schweiz, den 17. maj.
Artister og bidrag i Norsk MGP 2025
Bobbysocks – “Joyful”
Elisabeth Andreassen og Hanne Krogh vender tilbage til scenen for at fejre 40-årsjubilæet for deres ikoniske Eurovision-sejr i 1985. Deres nye sang opfordrer til at finde glæde og styrke i en udfordrende verden.
Nora Jabri – “Sulale”
Efter succes med “Norske Talenter” og “Stjernekamp” repræsenterer Nora sin norske-arabiske arv i en dialog mellem far og datter, inspireret af hendes familiebaggrund.
Nataleen – “The Game”
Nataleen blander sin passion for musik med sine erfaringer fra “The Voice” og sygeplejerskeuddannelsen i et bidrag, der handler om at tage kontrol over eget liv.
Sondrey – “Vagabond”
Med en blanding af R&B og afrobeat leverer Sondrey et energisk nummer, der afspejler hans globale musikalske rødder og unikke lyd.
Ladybug – “Hot as Hell in Paradise”
Fra bartender i Oslo Spektrum til stjerne på MGP-scenen – Ladybug hylder kærlighedens mange facetter med en sang, der udfordrer fordomme og følger instinkterne.
Tone Damli – “Last Song”
Den folkekære sangerinde, kendt fra “Butterflies,” vender tilbage med en optimistisk sang, der viser en ny side af hendes musikalske talent.
Kyle Alessandro – “Lighter”
Inspireret af sin mors kamp mod kræft bringer den unge artist et budskab om håb og selvstændighed i en fængende popproduktion.
LLL – “Parasite”
Dette nye girlband præsenterer en pop-hymne om indre kampe og at overvinde egne begrænsninger. Gruppen håber at inspirere unge piger til at forfølge deres drømme.
Wig Wam – “Human Fire”
20 år efter deres debut vender Norges glamrockere tilbage med en sang, der hylder autenticitet og modet til at være sig selv.
Følg os på de sociale medier og hold dig opdateret om alt, hvad der sker forud for Eurovision 2025
På Facebook
På Youtube
På Instagram
På Bluesky
På X