Traditionen tro har vi her på redaktionen brugt de seneste uger på at finkæmme de sociale medier, grave dybt og lytte i krogene. Vi samler i denne artikel op på de rygter og hints, vi har kunnet finde omkring potentielle artister i Dansk Melodi Grand Prix 2024.
Bemærk at ingen af nedenstående navne er bekræftet og udelukkende er udtryk for vores gæt.
Hvem tror du deltager? Del dit bud på vores Facebook-profil – og husk at følge med her på siden på torsdag den 25. januar, når årets deltagere afsløres.
Hint: En tidligere dansk Eurovision artist
I søgningen på en tidligere Eurovision deltager, som kunne tænkes at vende tilbage til konkurrencen i 2024, har vi som altid kigget på de sociale medier. Dels for at finde spor, der kunne indikere, at artisten har været i studiet i det forgangne år og/eller har samarbejdet med nogle af “The usual suspects” (sangskrivere, producere og øvrige samarbejdspartnere som vi ofte ser i Melodi Grand Prix og Eurovision). Dels for at kigge på generel aktivitet på artistens SoMe-profiler, som kunne indikerer at artisten gør klar til udgivelse.
Vi har valgt at gå 15 år tilbage i tiden i vores søgen på at finde en tidligere dansk Eurovision artist, som potentielt kunne stille op igen i 2024. Her har vi udvalgt de artister, som i vores øjne er realistiske og som måske har givet et hint, der kunne sende en mistanke i deres retning.
Fælles for en række af de seneste 15 vindere af Dansk Melodi Grand Prix, er at duoen eller bandet efterfølgende er gået i opløsning eller blot optrådte til Eurovision som en – til anledningen – sammensat konstellation. Det gælder Reddi, Lighthouse X, Anti Social Media, Chanée og N’evergreen, A Friend In London og Ben & Tan. Derfor ser vi bort fra disse i deres daværende konstellation.
Herudover er der et par artister, som vi pga. inaktivitet på de sociale medier ikke anser som sandsynlige deltagere, da vi ville forvente hyppig aktivitet op til en kommende udgivelse. Det gælder Brinck, Leonora og Soluna Samay.
Anja er bosat i L.A. og stadig i gang med sin musik derovre, så vi ser ikke et comeback til Anja som sandsynligt, selvom det på ingen måde kan udelukkes.
Benjamin fra Ben & Tan har senest udfoldet sig som sangskriver, bl.a. i Melodifestivalen, mens Tan (Tanne Amanda) ikke har udgivet musik siden sidste udgivelse med Ben i 2021.
Vi ser ikke et comeback til Fyr og Flamme til Dansk Melodi Grand Prix som særlig realistisk på nuværende tidspunkt, da en evt. Eurovision deltagelse vil betyde en fyldt kalender fra slut januar og frem til maj, herunder forberedelse af show, interviews, pre-parties og prøver. Fyr og Flamme har stor succes med deres musik og vi forventer, at de også i 2024 vil spille en del koncerter.
Endelig tror vi heller ikke Reiley har ønsker om et comeback.
Efter at have summeret på de artister, vi ikke tror på, kommer vi så til de få tilbageværende blandt Danmarks 15 seneste repræsentanter, som kunne være den tilbagevendende artist.
Emmelie de Forest: Vores seneste Eurovision-vinder har stadig et tæt forhold til Eurovision. Man ser hende ofte til diverse fan events- og Eurovision koncerter, i værtsbyen under prøverne, hun har været sangskriver til Eurovision, og Emmelie er desuden stadig aktiv med sin egen musik. Efter at Loreen i 2023 tog “The Double” og vandt Eurovision 11 år efter sin første sejr, så kan Emmelie i 2024 gøre hende kunsten efter. 11 år efter sin første sejr og det kan endda ske i samme arena, som Emmelie blev kronet i, da hun vandt i 2013. Kan det være et tilfælde? Nej vel!
Basim: Efter Emmelies sejr i Malmø Arena var det i 2014 Basim, som repræsenterede Danmark på hjemmebane i København. Basim har udgivet flere sange, som har fået stor succes de senere år, herunder “Comme Ci Comme Ca”, “Du gør det godt” med Johnson og HEDEGAARD og VM-sangen “Hvem er de!?” med Jimilian. Basim melder i et opslag ultimo 2023 om nye sange på vej i 2024, hvilket sender en stærk mistanke i Basims retning!
Update: Ifølge dr.dk kommer Basims sang “Johnny” i B-rotation i uge 4. En søgning i Kodas værksøgning viser, at sangen er 3 minutter lang og skrevet af Basim selv, Frederik Nordsø, Violinisten Erika og Frej Randrup. Nordsø har tidligere bl.a. været med til at skrive Sonny og Benjamin Kissi’s bidrag til Melodi Grand Prix.
“….DET ER BLEVET TIL NOGLE AF DE BEDSTE SANGE, JEG NOGENSINDE HAR SKREVET. DEM GLÆDER JEG MIG TIL, AT DELE MED JER. JEG HÅBER OG TROR PÅ, AT 2024 BLIVER ET ÅR MED FRED, SELVACCEPT, (K)ÆRLIGHED OG TROEN PÅ SIG SELV…”
Basim, Instagram opslag
Jonas Rasmussen: Én af de mest populære danske Grand Prix-vindere de senere år var den danske viking Rasmussen, som tog – ikke blot Danmark – men hele Europa med (sne-) storm og var på alles læber under prøverne i Lissabon. Jonas skaffede Danmark en flot 9. plads ved Eurovision i 2018, og rygterne vil vide, at Jonas har forsøgt at gøre comeback i Melodi Grand Prix efterfølgende. Tilbage i august delte Jonas og Nicklas Sonne nedenstående opslag på Instagram om “Bourgogne og sangskrivning” – med løfter om noget “storladent, pompøst og melodiøst”. Billedet er senere delt af begge musikere i december under anvendelse af #Eurovision og #DMGP. Tidspunktet for samarbejdet passer perfekt ind i en tidsplan, der omfatter indsendelse af et færdigt bidrag med deadline den 31. oktober. Lyder det som et comeback til Dansk Melodi Grand Prix? Ja, hvis du spørger os?
De sidste 15 danske bidrag i Eurovision Song Contest
Årstal | Artist | Note |
---|---|---|
2009 | Brinck | |
2010 | Chanée & N’evergreen | Christina Chanée, Thomas N’evergreen |
2011 | A Friend in London | Tim Schou, Esben Svane, Aske Damm Bramming, Sebastian Vinther |
2012 | Soluna Samay | |
2013 | Emmelie de Forest | |
2014 | Basim | |
2015 | Anti Social Media | Phillip Thornhill, Nikolaj Tøth Andersen, David Rønne Vang og Emil Vissing Christensen |
2016 | Lighthouse X | Søren Bregendahl, Johannes Nymark og Martin Skriver |
2017 | Anja | |
2018 | Rasmussen | |
2019 | Leonora | |
2020 | Ben & Tan | Benjamin Rosenbohm, Tanne Amanda |
2021 | Fyr og Flamme | |
2022 | Reddi | |
2023 | Reiley | |
Hint: En artist med S
Svea S: Det første navn på listen byder på dobbelt S. Svea Stegman fra Rørvig har på kort tid etableret sig som et af Danmarks lovende stjerneskud. Udover hits som “Hey Far” og “Langt imellem” har vi allerede oplevet Svea i Melodi Grand Prix, da hun i 2023 gav os sin fortolkning af “Dansevise”, Danmarks første vindersang i Eurovision. Det fortæller en historie om, at Svea har et forhold til Melodi Grand Prix og samtidigt er blandt de artister, som DR benytter. Vi kunne bl.a. opleve Svea S i DR’s store juleshow 2023 og ved TV2 og DR’s hyldestkoncert for Dronning Margrethe.
Vi har desuden set Svea på Virksund Songwriter camp 2023 – Den danske upcoming musikscene. I et opslag på Instagram, fremgår det bl.a. at der blev skrevet til Svea S med Mads Simonsen og sanger og sangskriver Marie Foged (som står bag campen).
Nicklas Sonne: Nicklas Sonne vandt seerafstemningen i 2023 og var et stort hit blandt både danske og udenlandske fans. I august 2023 kunne man se billeder af Nicklas Sonne i selskab med en anden populær, tidligere Grand Prix-deltager, nemlig Jonas Rasmussen (Se ovenstående afsnit). I en jule- og nytårshilsen på Instagram hinter Nicklas om “The epic saga of 2024 – studio shenanigans, live adventures, and a bunch of secret projects I can’t wait to spill the beans on!” Med et S i navnet kunne man fristes til at tro, at et af Nicklas’ hemmelige projekter kunne være et comeback i Dansk Melodi Grand Prix 2024?
Tim Schou: En artist, som kan leve op til begge hints, S og Eurovision, er den tidligere frontfigur i A Friend in London, Tim Schou. Tim opnåede sammen med resten af bandet en flot 5. plads til Danmark i 2011 med Lise Cabble og Jakob Glæsners “New Tomorrow”. I 2023 var Tim med til at skrive “Lige Her” til Søren Torpegaard Lund, i 2020 “Ville ønske, jeg havde kendt dig” til Emil, og mange danske fans drømmer stadig om et Melodi Grand Prix comeback som solist til den charmerende sanger. Tim udgav sidste år en EP og planlægger igen en række “stuekoncerter” i 2024 på den såkaldte “Trøst Tour”. Tim kunne også sagtens gøre comeback som sangskriver i 2024 (se hint længere nede).
Esben Svane: De 2 hints går igen hos næste kandidat på vores liste, Esben Svane, der sammen med Tim Schou vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2011, og ligeledes kan mestre et S i efternavnet. Esben har igennem årene bevaret en tæt relation til Eurovision. Han har skrevet til den britiske udvælgelse, var med til at skrive “Ville ønske, jeg havde kendt dig” til Emil, afholder songwriter camps (og har bl.a. haft en stor aktie i Kalasets rejse mod toppen af hitlisterne) og så danner han privat par med en anden tidligere Eurovision-artist, Ihan fra REDDI. Esben udgav i 2022 sit dansksprogede album “Ikke et ord”.
Søren Bregendahl (C21): Søren, som både kan høre til i Eurovision-kategorien og under artist med S, vandt i 2016 Dansk Melodi Grand Prix som en del af trioen Lighthouse X og repræsenterede Danmark sidste gang, Sverige var værter. Med hits som “Stuck In My Heart”, “She Cries” og “All That I Want” i bagagen, gjorde Søren Bregendahls (nu reducerede) boyband C21 for nyligt comeback, 20 år efter deres største hit udkom. Det skete i 2023 som en duo bestående af Søren Bregendahl og David Pepke, efter at det 3. medlem af C21, Esben Duus, forlod gruppen i 2005. C21 kan i øjeblikket opleves på “Boyzlife + Blue + C21” turnéen, og et bud på en sanger, der både tidligere har deltaget i Eurovision og har S i sit navn, kunne meget vel være Søren Bregendahl?
Stine Bramsen: En artist, som hidtil kun har optrådt som gæst i Dansk Melodi Grand Prix, men som er meget benyttet af DR i diverse shows og har sunget med DR pigekoret, er den tidligere frontfigur i Alphabeat, Stine Bramsen. Bliver 2024 mon året, hvor vi får Stine Bramsen at se blandt deltagerne eller som sangskriver i Melodi Grand Prix?
Saba: Saba Lykke Oehlenschlæger spillede sidste år en bærende rolle i musicalen “Hair” på Østre Gasværk, en rolle som hun overtog fra sin tvilling Andrea, som bl.a. er kendt fra musicalen Bodyguard. I uge 4 er Saba’s sang “Sand” i rotation på P4. En søgning i Kodas værksøgning viser, at sangen er skrevet af nogle meget velkendte navne, nemlig Melanie Wehbe, Jonas Thander og Pil – med The Arrangement som forlag. Synes man, at The Arrangement lyder bekendt, så skyldes det at Anders Fredslund-Hansen, grundlægger og kreativ direktør hos The Arrangement, har været involveret i over 50 bidrag til Melodi Grand over de seneste 15 år.
Alt i alt lyder Saba med disse sangskrivere i ryggen som et meget realistisk bud til Dansk Melodi Grand Prix 2024!
Stella: Den fynske sangerinde Sophie Darum udgiver musik under navnet Stella. Efter et ophold på Oure Højskole besluttede hun at satse på en musikalsk karriere. I 2022 udgav hun sin EP “Mugshot” og har bl.a. optrådt på SPOT festival og Rust i København.
I uge 4 har Stella sin nye sang “Sign Here” i rotation på P4. Stella har på sin Instagram profil delt et par opslag fra et photoshoot med ordene “Glæder mig til 2024”.
Et opslag i Kodas værksøgning afslører kendte navne på sangskriverlisten. Udover sangerinden selv er det den tidligere Eurovision-deltager og A Friend in London-sanger Tim Schou og Søren Christensen, der sidste år var med til at skrive “Lige Her” til Søren Torpegaard Lund, som står bag. Eneste “problem” er længden på sangen, som er 3.30 og dermed for lang?
Simone: Den tredobbelte Melodi Grand Prix-deltager Simone Egeriis har uden tvivl et nært forhold til Melodi Grand Prix. Efter at have deltaget i 2010, 2013 og 2016 med en 3. plads som bedste resultat, håber mange fans, at 2024 bliver året, hvor den nu 31-årige sangerinde vender tilbage og snupper sejren.
Sander: Med en flot 2. plads i 2020, hvor Dansk Melodi Grand Prix blev afviklet uden publikum og Eurovision efterfølgende blev aflyst pga. COVID-19-pandemien, kan man sagtens forstå, hvis Sander ville forsøge at gå hele vejen og i øvrigt få hele oplevelsen med publikum!
Sander er stadig aktiv med sin musik og har spillet adskillige koncerter, siden vi så ham i Dansk Melodi Grand Prix.
Øvrige gæt
Aura: Ifølge Ekstra Bladets kilder skal vi forvente at se den erfarne sangerinde Aura Dione på scenen i Dansk Melodi Grand Prix 2024. Aura, som bl.a. er kendt for ‘Geronimo’, der blev årets hit i 2012, prøvede som 16 årig lykken i talentprogrammet “Popstars”. I 2008 debuterede hun med albummet ‘Columbine’ og har siden da udsendt flere albums.
Aura blev mor i 2023 og udsatte derfor de fleste koncerter på sin tour til efteråret 2024. Om det har givet plads til en deltagelse i Dansk Melodi Grand Prix er uvist?
Aura Dione kommer ifølge dr.dk i C-rotation i uge 4 med sangen “Mirrorball Of Hope”, som også er titlen på hendes kommende turné.
En søgning i Kodas værksøgning viser, at sangen er ca. 3 minutter lang og skrevet af Aura selv sammen med Alexander Kenneth Nicolaisen bedre kendt som Alexander Brown, den tysk/britiske sanger og sangskriver Michelle Leonard samt Andres Artiles Jerrik (Copenhagenkid).
Marcus Winther-John / Rune Braager / Me & My: I juli måned kunne man på Instagram se et opslag med søstrene Pernille og Susanne Georgi i studiet sammen med Marcus Winther John, som bl.a. har skrevet League of Light til Julie og Nina og Rune Braager, som også er et yderst velkendt ansigt indenfor Melodi Grand Prix. Me & My har tidligere deltaget i Dansk Melodi Grand Prix, Pernille har skrevet Frederikke Vedels “Jeg har hele tiden vidst det”, ligesom Susanne har repræsenteret Andorra ved Eurovision. Både Pernille og Susanne optræder stadig og var bl.a. med ved TV Syds 40-års fejring i slutningen af 2023. Mon kvartetten på billedet herunder var i gang med en sang til Dansk Melodi Grand Prix sidste sommer?
UBLU: I norsk Melodi Grand Prix så vi i weekenden Gothminister gå videre til finalen i norsk Melodi Grand Prix. I Danmark har vi rockbandet UBLU, som kalder sig “ABBA for Goths”, hvilket i sig selv taler for en kærlighed til én af Eurovisions største succeser. Gruppen udgav sin første EP i 2022, har optrædt på SPOT og Uhørt festival samt ved bl.a. Copenhagen Pride og Horsens Pride i 2023. UBLU består af Adam Spanggaard Saarup, Andreas Darger, Marie Rørbæk og Martina Nielsen og fortæller i et opslag fra ultimo 2023, at de snart udgivet ny musik.
RoseeLu: 21-årige Rosa-Lucia Frydensbjerg er kendt under kunstnernavnet RoseeLu. I 2017 deltog Rosa i X Factor og nåede til bootcamp. Hun har efterfølgende hittet med sange som “Fuck With My Feelings” og “Playing Alone” samt LittGloss-sangen “L.A. Traffic” med over fire millioner streams på Spotify.
Hendes sang “Real Love”, som endnu ikke er udgivet, kommer i rotation på P4 i uge 4, hvilket sender vores mistanke i retning af RoseeLu.
Kedde: Den sønderjyske upcoming musiker Kedde, som bl.a. er kendt for hittet “Jeg håber”, deltog i lighed med Svea S på Virksund Songwriter Camp 2023. I et par opslag tagges Kedde sammen med musiker Søren Emil, sanger og sangskriver Marie Foged samt de 2 producere og sangskrivere Søren L. Henriksen og Theis Zacho. Det, der taler imod Kedde som artist i DMGP, er en koncert på Ideal Bar i København dagen før Dansk Melodi Grand Prix. Men det udelukker ikke en deltagelse som sangskriver?
Janus Wiberg: Janus Wiberg er en 33-årig upcoming færøsk sanger og sangskriver, som sidste år signede med Warner Music. Han har bl.a. udgivet sangene “Når lyset rammer dig” og “The One”. I uge 4 går Janus’ nye sang “I need your love” i rotation på P4. På Facebook fremgår det, at Janus her i januar har indspillet en musikvideo sammen med blandt andre Søren Balsner fra Carpark North og Johannes Gissel fra bandet “Straight From The Moon To The Sun”. Det kunne godt være en forberedelse til Dansk Melodi Grand Prix?
Clara Sofie (sangskriver): Clara Sofie har tidligere deltaget på Eurovision Camp, været med til at skrive “Holder fast i ingenting” og “Beautiful”, og så har hun har bl.a. undervist på Danish Songwriter Academy i 2023. Vi kunne godt mistænke Clara Sofie for endnu engang at stå bag en sang til DMGP.
Anna David: Den tidligere DMGP-deltager Anna David udgiver den 19. januar en ny EP med sange, der er blevet til i samarbejde med Nicolai Levring, som skrev Hvileløse Hjerte i samarbejde med Anna David til Nanna Olivia i 2021, og Marcus Winther-John, som bl.a. var med til at skrive League of Light til Julie og Nina og La Teva Decisió til Susanne Georgi. Er der mon en sang mere på vej fra Anna David indenfor den næste uges tid?
Andreas Odbjerg med kryptisk opslag?
I den ikke særligt sandsynlige ende af skalaen har vi et nyligt opslag fra Andreas Odbjerg, hvor han hinter noget, der enten er “Lort eller genialt? Eller begge dele”, og som samtidigt sætter hans “hvide r*v i klaskehøjde de næste måneder”. En deltagelse i Dansk Melodi Grand Prix er generelt kendt for at kunne give klask? 🙂 Men Andreas kan henvise til alt muligt andet.
Update: Vi afblæser Odbjerg-rygtet, da Andreas i aften ved midnat udkommer med en ny sang med titlen “Benny”. Dette hashtag benyttes også i opslaget herunder.
Danish Songwriter Academy
Eliteakademiet for sangskrivere og producere, Danish Songwriter Academy, havde igen i år DMGP-camp uge, hvor der blev lavet bud på sange til Dansk Melodi Grand Prix. Vi er spændte på, om ´3n eller flere af disse er kommet blandt de 8 finalesange.
Sangskriver camps
Virksund Songwriter Camp 2023
I august blev der igen afholdt Virksund Songwriter Camp med Marie Foged som projektleder og deltagelse af upcomping musikere og sangskrivere.
På campen deltog Svea S, Kedde, Malathy Cecilia, Laura Lindell (Conf3ssions), Mads Simonsen, Simon Kavi Kragh, Christopher Rohde-Frisk, Søren Emil, Andreas Hedegaard Mikkelsen, Søren Lausen Henriksen, DEEJADE, Teis Zacho, Anne Sofie, Thit Lin og Nicoline Amali.
We Make Music 2023
We Make Music er en nordisk writing camp for kvinder og kønsminoriteter. I 2023 blev der skrevet music til KAJA, Tamara, Bbybites og Ameli Dot. Året før var EYJAA med på We Make Music campen, så det bestemt ikke umuligt, at én af artisterne på campen dukker op blandt deltagerne i DMGP.
A-Camp Stockholm
Autor sendte i slutningen af april et hold af deltagere på songwriter campen A-Camp Stockholm, herunder Aksel, Anders Banke Hansen, Emilie Kokholm, Siri Neel, Frans Nielsen, Karoline Stensen, Young Jake, Kevin Bergmann Johansen, Bergmann, Marie-Louise Pierini Lüders og Malu. Får vi mon én af disse at se i DMGP?
ARTIKLEN OPDATERES LØBENDE MED FLERE GÆT!
[…] Το Good Evening Europe έκανε επίσης ένα εκτενές editorial για πιθανά ονόματα που θα συμμετάσχουν με κάποιο τρόπο στο φετινό DMGP, ως καλλιτέχνες ή ακόμα και ως τραγουδοποιοί. […]