Søren Torpegaard Lund stiftede bekendtskab med musikbranchen gennem Dansk Melodi Grand Prix 2023, og blev efterfølgende hevet ind i studiet igen af sanger og sangskriver Tim Schou. Nu er den 24-årige talentfulde sanger og skuespiller klar med sin første selvskrevne single Stor Kunst, som udkommer 1. december.
Det er knap 10 måneder siden, kameraerne slukkede, konfettien blev fejet op og de sidste fans forlod Arena Næstved efter Dansk Melodi Grand Prix 2023. Søren Torpegaard Lund, som selv er er mangeårig Eurovision-fan, kan se tilbage på én af de helt store oplevelser i sit liv.
“At få lov til at stå på den scene var meget større, end jeg havde regnet med”, fortæller Søren og forklarer, at han stadig bliver rørt over at se TV-optagelserne og huske tilbage på den reaktion, han fik fra publikum.
“Der sidder 3000 mennesker i salen, og jeg kan høre publikum synge med. Jeg kan høre mine venner og min familie skrige, og så bliver jeg bare sindssygt rørt. Det er jo dem, jeg synger til”, fortæller Søren, som allerede fra første møde med Lige Her, betragtede den som en sang til sin “chosen family”.
Kæmpestort at være det for nogen
Dansk Melodi Grand Prix var kulminationen på flere måneders intens forberedelse, opmærksomhed og mediebevågenhed.
“Vi knokler alle sammen op til showet, der er meget opmærksomhed og det er virkelig sjovt. Men så er der show om lørdagen, og om mandagen er det slut. Det er et ret vildt skifte”, fortæller Søren og tilføjer:
“Jeg arbejdede heldigvis på Grease på det tidspunkt, så jeg havde noget at blive grebet af efterfølgende”.
Udover selve deltagelsen har en anden oplevelse gjort stort indtryk på Søren, der efter showet var i kontakt med en kvinde, som havde mistet sin mand.
Dagen efter Dansk Melodi Grand Prix, da hendes mand stadig levede og var meget syg, hørte kvinden Sørens sang:
“Den passede lige ind i hele situationen, så hun fik den spillet i kirken ved sin mands begravelse og har fået lavet en tatovering med Lige her”, fortæller Søren, tydeligt rørt, og tilføjer: “Det er kæmpe stort at være det for nogen”.
Tilbage i studiet som sangskriver
Mødet med den tidligere Eurovision-deltager Tim Schou (A Friend in London, 2011), som var én af sangskriverne på Lige Her, blev også starten på Sørens nye titel som sangskriver.
I forbindelse med indspilningen af Lige Her spurgte Tim Schou, om Søren skriver sange og foreslog ham, at de skulle prøve det af efter showet. “Jeg tror, det her kan række til mere end en engangsting, siger Tim til mig, og vi aftalte derfor, at vi skulle have nogle sessions og se, hvad det kunne blive til”.
Et par måneder efter Dansk Melodi Grand Prix, satte Søren sig derfor sammen med Tim Schou og Søren Christensen, der spillede guitar på Lige Her:
“Jeg var meget nervøs, for jeg vidste ikke, hvordan det foregik. Jeg vidste, at Tim og Søren begge var meget erfarne, og Tim har skrevet enormt meget. Kan jeg mon finde ud af det her? Jeg kan synge og måske kan jeg skrive nogle tekster, men jeg ved jo ikke, hvordan det hele skal sættes sammen”.
Nervøsiteten blev dog hurtigt lagt på hylden, og i studiet, hvor Sørens interesse for digte og musik blev kombineret, opstod der magi.
“Den første dag, vi mødtes, skrev vi Stor Kunst, som vi blev megaglade for. Der var virkelig flow i rummet”, forklarer Søren og tilføjer med et smil: “Nogle gange skal man skrive 100 dårlige sange, før det bliver til noget, man kan li’”. Men med Stor Kunst kiggede vi bare på hinanden, det her kan vi virkelig godt li’”.
“Sangen er skrevet på 4-5 timer. Den er efterfølgende ændret lidt, der er tilføjet flere instrumenter og den har fået en lidt anden form. Men jeg blev vildt overrasket over, at man kan skrive en sang på én dag!”, fortæller Søren.
Poesi som et frirum
Siden den første studiesession, er det blevet til mange flere sange indenfor den genre, som Søren selv kalder lyrisk pop: “Det er et poppet univers, men også lidt alternativt. Jeg vil gerne have, at det skal være let tilgængeligt, men samtidigt udfordrende”, forklarer han.
Søren har altid skrevet tekster og digte, og han har altid sunget. Men før sessionerne i studiet havde han aldrig bragt de to kunstformer sammen.
“Poesi og tekst generelt føles som et kæmpe frirum for mig. Her kommer jeg ind i et rum, hvor jeg ikke tænker på, at nogen skal høre det. Det gør, at jeg kan skrive frit”, fortæller Søren og tilføjer smilende: “Jeg kender ikke reglerne indenfor poesi, jeg skriver bare hvad end, der falder mig ind”.
I sangskrivningen med Tim Schou har de to taget udgangspunkt i Sørens digte: “Jeg er gået igennem mine kartoteker af alle de tekster, jeg har skrevet, og så har vi taget det op”, fortæller han og tilføjer:
“Talestykket i Stor Kunst er en gammel tekst, jeg skrev for 3 år siden, og som tilfældigvis passede rigtig godt ind i det, vi havde fået skrevet”.
En tosidet sang til kæresten
Stor Kunst handler om kærlighed, sex, begær, beundring og sårbarhed mellem to mennesker og er skrevet til Sørens kæreste.
“Originalt skrev jeg teksten i en periode, hvor vi var gået fra hinanden. Det var følelsen af det her menneske, som sidder fast i en. Jeg kunne ikke gå nogle steder, uden at han var i alt, hvad jeg gjorde. Det havde han været i så lang tid, og nu var han det ikke mere”, fortæller Søren og uddyber:
“Han sidder fast i årstiderne. Han er i både vinteren, foråret, sommeren og efteråret. Ser jeg et æble falde til Jorden, kan jeg ikke samlet det op uden at tænke på, at han kunne have været ved siden af mig. Alt har med ham at gøre. Jeg kigger mig over skulderen, måske løber jeg ind i ham?”.
Søren er nu sammen med sin kæreste igen, og de to er meget lykkelige sammen. “Da vi skrev sangen, vidste det sig, at følelsen er den samme, når man er sammen. Så er han også i alt, hvad man gør. På den måde er det en tosidet sang”, forklarer han.
At skrive et kærlighedsdigt til sin kæreste er nok noget, de fleste har prøvet. Søren har imidlertid valgt at tage skridtet videre og dele kærlighedsdigtet med hele verden, når Stor Kunst den 1. december officielt udgives.
“Hold da op! Det skal du simpelthen sige til alle? Ja, det skal jeg faktisk. Jeg kan ikke rigtig lade være”, fortæller Søren med et smil om kærestens reaktion.
At skrive tekster, der kommer indefra, er helt afgørende for Søren. Det betyder også, at han ikke går efter at skrive sange, der er skal passe ned i en Top 20 hitliste-skabelon: “Jeg kan ikke skrive noget, som jeg tænker, folk gerne vil høre”, siger han og tilføjer: “Når man skriver fra sig selv og til sig selv, så tror jeg, der er flere, som gerne vil lytte til det og kan relatere til det”.
Rollen som sangskriver har også bragt nye følelser frem hos den erfarne performer. “Til Pride på Rådhuspladsen i august, hvor jeg havde min første koncert, blev jeg simpelthen så nervøs. Mere end jeg nogensinde har prøvet før”, fortæller Søren og tilføjer: “Det var fordi, det var min egen ting, jeg havde med. Så skal man stå på mål for det på en anden måde og det bliver meget mere sårbart”.
Et mere maskulint og råt udtryk
Til udgivelsen af Stor Kunst har Søren fået taget en række pressebilleder, som han har glædet sig til at dele. Det er fotograf Simone Schødts, som står bag billedrækken.
“Simone har taget nogle vidunderlige billeder, der indkapsler essensen af Stor Kunst perfekt. Hun har virkelig ramt noget autentisk og nærværende”, siger Søren og tilføjer “Jeg ville gerne illustrere følelsen af smukke blomster, der falder ud af min mund, fordi det er så lyrisk og poetisk. Det måtte godt ligne et maleri og kunst på grund af sangens titel”.
Den opmærksomme læser vil bemærke en forskel i Sørens udtryk, hvis man sammenligner med hans deltagelse i Dansk Melodi Grand Prix. “Jeg er gået efter et mere maskulint udtryk end med Lige her. Mere maskulint, lidt hårdere og mere råt”, fortæller han og referer til, at Stor Kunst på den ene side er en kærlighedssang men på den anden side en sexet og svedig sang med meget begær.
“Jeg elsker at lege med alle de forskellige sider af mig selv, og jeg gør, hvad der føles rigtigt for det enkelte stykke musik”, forklarer Søren og tilføjer: “Man bliver som ny artist påduttet, at man skal vælge en lyd, en stil og en pakke. Men der findes så meget forskelligt i mig, som jeg gerne vil udtrykke.
En far i musikbranchen
Tim Schou er over det seneste år kommet til at spille en vigtig rolle i Sørens liv. “Han er blevet en far i musikbranchen for mig. Han har virkelig taget mig under vingen. Han har set noget i mig, som jeg ikke selv vidste var der, og givet mig en mulighed for at prøve noget af”, fortæller Søren og henviser til, at mange i musikbranchen starter op alene derhjemme uden en mentor.
I samarbejdet gør Søren og Tim brug af deres forskellige baggrunde, erfaringer og tilgange til musikken. “Vi udfordrer hinanden, og det, der lander i midten, er en kærlighedssammenblanding af alt det bedste fra os to”.
På vores sidste spørgsmål om hvorvidt, vi kan håbe på et gensyn med Søren i Dansk Melodi Grand Prix, er svaret et klart og tydeligt ja. “Det var så dejligt at være med, og det skal nok ske igen, hvis DR vil have mig med. Men der må gerne gå lidt tid”, siger Søren og tilføjer: “I og med at jeg skriver min egen musik sammen med Tim, og ser hvad det kan, kunne det være fedt at komme tilbage som en etableret artist, hvor jeg også selv er sangskriver på bidraget”.
Lyt til Stor Kunst her (pre-save)
Følg Søren på Facebook og Instagram.
Om Søren Torpegaard Lund
Søren Torpegaard Lund er 24 år gammel og er født og opvokset på Sydfyn. Han har gennem årene prøvet kræfter med flere grene af den kreative verden, og kan nu skrive sanger, sangskriver, skuespiller og danser på cv’et. Søren dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i 2019, og har sidenhen arbejdet professionelt som musicalperformer på landets største scener.
Han debuterede i Lyset over Skagen ved Danske Musicals, og medvirkede efterfølgende i Det Ny Teaters forestillinger Dance of the Vampires samt Oliver!, for hvilken han modtog Reumerts Talentpris i 2021. Siden har Søren stået på scenen i Spillemand på en tagryg, i endnu en opsætning af Oliver! samt i Kinky Boots, alle på Det Ny Teater og som Tony i Det Kongelige Teaters opsætning af West Side Story. Desuden har Søren været solist ved H.K.H Dronningens 50-års jubilæum på DR1.
I foråret 2023 udgav han sin første single Lige Her i forbindelse med Dansk Melodi Grand Prix, og har siden udgivet sangen i en engelsk version med titlen “In a Perfect World”.
I år genoptog Søren desuden sin modelkarriere i bureauet Sonder Agenzy, som står for inklusivitet, kreativitet og divers repræsentation
I øjeblikket spiller Søren rollen som Bob Gaudio i Lion Musicals opsætning af Jersey Boys – historien om det verdensberømte 60´er band, Franki Valli & The Four Seasons.
Senere i december kan man opleve Søren i DRs Store Juleshow, hvor han vil synge en klassisk, dog personliggjort julesang.
Til næste år kan Søren opleves i rollen som Daniel Skjern i den nye musical Matador, baseret på Danmarkshistoriens mest populære tv-serie, hvor Burhan G og Grand Prix-legenden Lise Cabble har skrevet ny musik og sange.