Interviews og præsentation: Mød deltagerne i Melodi Grand Prix 2019

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

I går kl. 13.00 blev årets 10 artister præsenteret for første gang ved et pressemøde i DR-byen. Traditionen tro var det et blandet felt bestående af både unge, nye stjerneskud og erfarne, etablerede kunstnere.

Vi var til stede og tog en snak med de 9 ud af 10 deltagere, som var mødt op til eventet, se interviews og præsentationer herunder. Sigmund var desværre forhindret i at deltage på pressemødet. Vi vender tilbage med et skriftligt interview med ham i den kommende tid.

Advertisement

Du kan høre årets sange nederst i artiklen.

Afgiv stemmer til årets sange

[gee_vote img_header=”Billede” element_header=”Sang” id=10]

Sang nr. 1: Simone Emilie – ‘Anywhere’

(Sangskrivere: Jeanette Bonde, Fred Miller og Fredrik Sonefors )

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

Simone Emilie med efternavnet Holm studerer international business på Copenhagen Business School. Herudover har hun gang i forskellige musikalske projekter. Under gymnasietiden var Simone Emilie bl.a. i Singapore, USA og Spanien som sopransolist med skolens pigekor, ligesom hun gennem årene har optrådt i forskellige bands og solo med sin egen musik.
Sangen ‘Anywhere‘ er skrevet af den tidligere Melodi Grand Prix-deltager Jeanette Bonde i samarbejde med Fred Miller og Fredrik Sonefors.


Sang nr. 2: Jasmin Gabay – ‘Kiss Like This’

(Sangskrivere: Lise Cabble, Clara Sofie Fabricius, Fredrik Sonefors)

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

Fra en finaleplads i Bagedysten til Melodi Grand Prix. De fleste tv-seere kender primært Jasmin for hendes smukke kager, men den 31-årige sangerinde har faktisk allerede være med i Eurovision og lever af at synge. I 2017 var Jasmin korsanger for Anja under Eurovision Song Contest i Kiev.

Hun er fast korsanger for Patrick Dorgan, tidligere frontfigur i Le Freak og
har været en del af ensemblet på Wallmans i København. I december sang hun kor for superstjernen Mariah Carey og nu går Jasmin målrettet efter en solokarriere.

Kiss like this’ er skrevet af Lise Cabble, Clara Sofie Fabricius og Fredrik Sonefors.


Sang nr. 3: Rasmus Faartoft – ‘Hold My Breath’

(Sangskrivere: Martin Skriver, Tim Schou, Thomas Agerholm, Sebastian Owens, Benjamin Rønn, Marcus Elkjer)

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

Rasmus Faartoft er uddannet på Musicalakademiet på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia. Han har medvirket i kæmpesuccesen ‘Seebach’, hvor han bl.a. spillede rollen som Grand Prix-værten Erling Bundgaard. I Melodi Grand Prix 2018 kommer han til at stå overfor en af kollegaerne fra Seebach, nemlig Teit Samsø.
Derudover har Rasmus medvirket i ‘Shu-bi-dua – The Musical’, ‘Klokkeren fra Notre Dame’, ‘Spamalot’ og er pt. aktuel i ‘Mød mig på Cassiopeia’.

Bag ‘ Hold my Breath’ står bl.a. 2 tidligere Grand Prix-vindere, Tim Schou og Martin Skriver, som har skrevet sangen specifikt til ham.


Sang nr. 4: Marie Isabell – ‘Dancing With You In My Heart’

(Sangskrivere: Greg C. Curtis, Miguel Garcia, Petrus Wessman, John Ballard)

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

33-årige Marie Isabell Reinhold arbejder til dagligt i hjemmeplejen i Københavns kommune. Hun synger af og til for de ældre, når hun besøger dem, ligesom hun også har stået i spidsen for en daglig sangtime på et plejehjem.

Marie Isabell har hele sit liv optrådt på karaokebarer og i forskellige bands, men pt. optager hendes søn størstedelen af hendes tid.

Hun blev opdaget på Instagram, hvor hun jævntligt deler videoer af sit sangtalent.

Dancing with you in My Heart‘ er bl.a. skrevet af legenden John Ballard, der har skrevet til Ace of Base og leveret Eurovision hits til navne som Sergey Lazerev, Tolmachevy Sisters og DoReDos.


Sang nr. 5: Sigmund – ‘Say My Name’

(Sangskrivere: Christoffer Stjerne, Abigail F. Jones)

Sigmund slog for alvor igennem efter sin deltagelse i X Factor 2018, hvor han med mentor Sanne Salomonsen sluttede på 4. pladsen. Siden da har han bl.a. optrådt foran mange tusinde mennesker på Rådhuspladsen under Copenhagen Pride, har været radiovært, webtv-vært på realityprogrammet ‘Love Island Studio’, optrådt i en dokumentar på DR3 og udgivet sin egen bog.

Say my name’ er skrevet af Christoffer Stjerne og Abigail F. Jones.

Sigmund er pt. med i ‘Divaer i Junglen’ og kunne derfor ikke være til stede under pressemødet. Vi vender tilbage med et skriftligt interview med ham senere.


Sang nr. 6: Humørekspressen – ‘Dronning af baren’

(Sangskrivere: Christian Kroman, Søren Schou, Chang Il Kim, Peter Lützen)

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

Humørekspressen består af Pharfar, Klumben, Chapper og Peber. De har alle 4 haft kæmpe succes med deres tidligere musikalske projekter, men har siden 2017 lavet dansk musik sammen i Humørekspressen.

Pharfar er bedst kendt som rapper og producer i Bikstok Røgsystem, Klumben står bl.a. bag landeplagen ‘Faxe Kondi’, Chapper er kendt som børnevært på DR og Peter Lützen er guitarist i gruppen Panamah.

Gruppen er i øjeblikket i fuld gang med en landsdækkende bodegaturné, ligesom de senere på året skal give koncert sammen med Birthe Kjær.

I Melodi Grand Prix synger de ‘Dronning af baren‘, som de selv har skrevet.


Sang nr. 7: Julie & Nina – ‘League of Light’

(Sangskrivere: Julie Berthelsen, Nina Kreutzmann Jørgensen, Marcus Winther-John, Joachim Ersgaard)

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

Julie og Nina har kendt hinanden i mere end 20 år og har hver især haft stor succes som solister, men den 23. februar optræder de for første gang som en duo. De mødtes i forbindelse med indspilningen af den grønlandske udgave af børne-cd’en ‘Åh Abe’.

41-årige Nina har været et stort navn på den grønlandske musikscene siden midten af 90’erne,og har udgivet en række albums både som solist og som en del af gruppen Qulleq. 

39-årige Julie blev landskendt i Danmark, da hun i 2002 blev nummer to i talentprogrammet ‘Popstars’ og efterfølgende udsendte albummet ‘Home’, der sikrede hende tre Danish Music Awards. Siden har hun udgivet fire albums, adskillige singler, og optrådt som både tv-vært, foredragsholder og forfatter.

Hun var i 2010 vært på Dansk Melodi Grand Prix i 2010 sammen med Felix Smith.

Julie og Nina har selv skrevet ‘League of Light’ sammen med bl.a. Marcus Winther-John.


Sang nr. 8: Teit Samsø – ‘Step It Up’

(Sangskrivere: Christoffer Stjerne, Lise Cabble, Nanna Larsen)

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

37-årige Teit Samsø er ligesom Rasmus Faartoft uddannet fra Musicalakademiet på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.

Han har haft en éf Danmarks største Grand Prix-legender helt tæt på kroppen i hovedrollem som Tommy Seebach i musicalen ‘Seebach’, hvor han i øvrigt også spillede sammen med Rasmus Faartoft.

Derudover har vi set ham i roller i ‘Aladdin’, ‘Jukebox’ og ‘Tarzan’.

Teit skal synge ‘Step It Up’ skrevet af Christoffer Stjerne, Lise Cabble og Nanna Larsen.


Sang nr. 9: Leonora – ‘Love Is Forever’

(Sangskrivere: Lise Cabble, Melanie Wehbe, Emil Lei)

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

Årets yngste deltager er Leonora på 20 år. Hun har allerede stor erfaring med at optræde foran dommere og vinde konkurrencer – godt nok i en lidt anden konkurrence end sang.

Siden Leonora var syv år, har hun dyrket skøjteløb og har deltaget i både de nordiske mesterskaber og i VM for juniorer, ligesom hun er tidligere Junior Danmarksmester. I dag skøjter Leonora ikke længere på eliteniveau, men hun arbejder i stedet som skøjtetræner og koreograf.

Hendes store passion er nu musikken, som hun nu for alvor kan komme ud med i Melodi Grand Prix 2019. Hun har i årevis skrevet sine egne sange, og optrådt på caféer, biblioteker og ved intimkoncerter på gymnasiet.

Leonora skal synge ‘Love is Forever‘ skrevet af Lise Cabble, Melanie Wehbe og Emil Lei .


Sang nr. 10: Leeloo – ‘That Vibe’

(Sangskrivere: Laurell Barker, Ludvig Hilarius Brygmann, Maria Marcus)

Foto: Michael Thygesen / www.good-evening-europe.dk

34-årige Pernille Leeloo, der optræder under kunstnernavnet Leeloo, har haft fuld gang i sin musikalske karrierer i 20 år.

Hun begyndte at optræde med egne sange som 13-årig og i 2008 sang hun ‘Guld værd for mig’ på soundtracket til filmen ‘Anja & Viktor – i medgang og modgang’.

Kærligheden til musikken førte hende hele vejen til USA, hvor hun også har indspillet sit debutalbum ‘I Am What You Want’, der udkom i 2010. Efterfølgende turnerede hun i store dele af USA og Europa, inden hun vendte hjem til Danmark.

I 2017 indspillede Sanne Salomonsen Leeloo’s sang ‘Hvor er jeg så’ til sit album ‘Baby Blue’, og Leeloo blev efterfølgende inviteret med som opvarmning på Sanne’s landsdækkende turné.

I Melodi Grand Prix skal Leeloo lukke showet med ‘That Vibe’ skrevet af Laurell Barker, Ludvig Hilarius Brygmann og Maria Marcus.


https://youtu.be/oI83_myNo9A

Videoplayliste

Spotify playliste

Itunes playliste

https://itunes.apple.com/dk/album/dansk-melodi-grand-prix-2019/1449957848?l=da

Comments are closed.