#KomSåDanmark er en artikelserie, der lader op til Dansk Melodi Grand Prix 2024 ved at give vores bud på hvordan vi får Danmark tilbage i Eurovision-finalen i 2024. Senere i serien vil I læsere også blive inddraget.
Note: Denne artikel er udtryk for skribentens egne holdninger, og dermed som sådan ikke et journalistisk produkt.
Glædelig ny Eurovision-sæson!
Den 1. september starter den nye sæson nemlig, da det kun er sange, som er udgivet fra i dag og frem, som må deltage i Eurovision 2024.
Som dansker kigger vi først og fremmest frem mod Dansk Melodi Grand Prix, som bliver et af de vigtigste i mange år. Danmark har som bekendt ikke deltaget i en Eurovision-finale siden 2019. Dermed er vi, næstefter Letland, Irland og Georgien, det land som har været udenfor det fine selskab i længst tid. Det harmonerer ikke ligefrem med vores selvforståelse som et forholdsvis stort grandprix-land.
Mange har rettet skytset mod DR. Lige så mange har rettet skytset mod de danske artister. Og så er der også blevet skudt mod juryer, seere, live-orkester, Europa og alt hvad der hører derind under.
Personligt synes jeg, at Dansk Melodi Grand Prix 2023 var et stort skridt op ift. både 2021 og 2022. Både sangene og selve showet havde fået et nøk op, og der var lyttet til flere af de kritikpunkter, fansene havde bragt på banen. Men der er naturligvis stadig plads til forbedring, sådan vil det altid være. Og her taler jeg ikke om en app, der bryder ned. Det er drønærgerligt, men kan ske for selv den bedste. Men på flere andre parametre er der brug for, at der bliver steppet lidt op. Derfor har jeg nedfældet fem punkter, som jeg håber er et hovedfokus frem mod den nye sæson.
En mere gennemsigtig udvælgelsesproces
Det er svært for den almene grand prix-fan helt at lure hvordan sangene til Dansk Melodi Grand Prix bliver udvalgt. For år tilbage var der fans der blev inviteret til at lytte til sangene og give deres mening til kende. Det har også tidligere været alment kendt, at DR uddelte tre wildcards, mens de sidste syv sange blev valgt ud fra de indsendte sange. I dag hedder det imidlertid blot:
Et redaktionelt fagligt bedømmelsesudvalg nedsat af DR udvælger sange blandt indsendte bidrag og bidrag via en særskilt dialog med den danske musikbranche.
Dr.dk
Jeg forlanger ikke at få udleveret en liste over alle medlemmer af udvalget, eller vide præcis hvem der er ansvarlig for udvælgelsen af den sang, jeg mindst kan lide. Men jeg savner noget mere klarhed over processen. Uddeler DR stadig wildcards? Er bedømmelsesudvalget på 2 eller 200 personer? Og er medlemmerne musikfaglige? Hvad betyder “en særskilt dialog med den danske musikbranche”? Den tydelighed har jeg savnet i flere år, og det ser desværre ud til, at jeg kommer til at savne den mindst et år mere.
Bedre cross promotion
Når jeg taler med kolleger, venner eller familie i ugen op til Dansk Melodi Grand Prix, lyder 90% af svarene altid: “Nå, er det i weekenden, det kommer?”
Da jeg var barn vidste vi altid hvornår der var Melodi Grand Prix. Vi havde planlagt i uger i forvejen, købt snacks og inviteret gæster. I dag ved de færreste hvornår der er Dansk Melodi Grand Prix. Og det er virkelig en skam, for det betyder også, at færre ser det, og dermed kommer det længere og længere væk fra at være den folkefest, et Melodi Grand Prix burde være.
I gamle dage så folk generelt også mere tv og hørte mere radio. Derfor havde DR lettere ved at gøre folk opmærksomme på, at det snart var ved at være nu. Men tiderne er skiftet, og promoveringen er ikke sådan for alvor fulgt med. Det bliver stadig af og til omtalt i radioen og der er tv-spots for dem der stadig ser flow tv. Og så kan værtsbyerne hjælpe med at gøre opmærksom på det lokalt.
Jeg savner optaktsudsendelser. DR har et fremragende koncept, der hedder “Dansk musiks bedste”, som basically er musikbranchefolk, som sidder i en sofa og lytter til hits og fortæller om deres forhold til musikken. Det er oplagt at lave sådan et program med nye og ældre grandprix-sange, invitere nogle deltagere og nogle fans og lave et par hyggelige optaktsprogrammer, hvor man minder folk om, hvorfor hele Danmark plejede at elske grand prix.
Det behøver ikke engang at være lige netop dét koncept. Men send nogle programmer. Sørg for at hver gang en sang bliver spillet i radioen, gør man opmærksom på, at “Det her var Reiley med Breaking My Heart – ham kan du i øvrigt se i Dansk Melodi Grand Prix på lørdag klokken 20!”. Brug de sociale medier. Og tænk ud af boksen. Der sidder dygtige folk inde på DR, som er ansat til netop at få de her ideer (og også nogle bedre og mere konkrete end dem, jeg kan få). Lad os gøre DMGP til en folkefest igen!
Endnu en engageret værtsby
Næstved var fantastisk! De viste lige præcis hvad man kan få ud af at tænke ud af boksen og ikke blot gå efter det største venue.
Placerer man Dansk Melodi Grand Prix i byer som København, Aalborg eller Herning, så er det ikke årets event i byen. Det er måske ikke engang månedens. Og det bærer det også lidt præg af. Der kommer nogle bannere op og der bliver sat et par arrangementer i søen rundt omkring i byen. Der bliver gjort et minimum for at fortælle folk at grand prix’et kommer.
Placerer man det i Næstved, så falder hele byen på røven. Borgmesteren går i medierne og fortæller stolt om hvordan det lykkedes at få så stort et show til byen. Heino Hansen går på Instagram og beder om en værtstjans i sin hjemby. Folk møder op ved arenaen for at få billetter til at opleve, når showet kommer til byen. Der bliver udarbejdet en flot aktivitetskalender, hvor man får besøg af store grandprix-stjerner.
Det kræver stort mod af DR at gøre Næstved til værtsby, og jeg håber virkelig, de beholder det mod. Der er mindre arenaer i Hillerød, Fredericia og garanteret også mange andre byer, som sjældent får chancen for at afholde sådan et event. Lad os få showet ud i landet – i byer, hvor man kan mærke, at det betyder noget.
Bedre og mere overskueligt afstemningssystem
Jeg synes personligt, at DMGP’s koncept med at sende tre sange videre og så bare udråbe en vinder, det duer ikke. Det absolut fedeste ved Eurovision for mig, er uden tvivl afstemningen, hvor man kan sidde og se hele scoreboardet, følge med i op- og nedture for den enkelte sang og heppe på sin favorit. Den følelse har man ikke på samme måde, når der ikke er point med i spillet. Det ender i en fuser hver eneste gang.
Norge har haft en lang tradition for at sende fire sange videre til en superfinale, så sende to af dem videre til en endelig duel om sejren. Det gik de gudskelov væk fra i år, og det gjorde afstemningen langt bedre, hvis du spørger mig. Jeg håber, at DR bringer scoreboardet tilbage. For mig er det en helt essentiel del af DMGP.
I mine øjne skal vi stadig have juryer med, og vi skal gøre det på samme måde som Eurovision gør det. X antal juryer (det kunne både være lokale danske juryer, internationale juryer, fanjuryer, demografiske juryer – listen er lang), og når de så har uddelt deres stemmer, kommer befolkningens stemmer oveni. Det er langt mere spændende at se på. Det er også langt mere gennemskueligt end det nuværende system. Og så får alle kunstnerne vished om hvordan de har klaret sig i afstemningen.
For mig er det en no-brainer.
En vinder der kan håndtere Eurovision-presset
Her lyder overskriften en smule hårdere mod de tidligere artister end den egentlig er ment. For er det Reileys skyld, at han virkede overvældet? Eller er det Reddis skyld at de druknede lidt i mængden?
Nej, i hvert fald ikke entydigt. Hvis vi ser på hvilke artister, som traditionelt har gjort bedst opmærksom på sig selv op til Eurovision-deltagelsen, så er det første navn der falder mig ind Jonas Rasmussen. Vores viking tog Portugal med storm. Men for Jonas virkede det hele også enormt naturligt. Han fremstod hele vejen igennem som en sød, venlig, sympatisk og udadvendt person.
- Og det kan få mig til at stille spørgsmålet: Gør DR nok for at forberede deres artister på det kæmpestore cirkus, som de skal ud i, når de vinder Dansk Melodi Grand Prix? Jeg kan godt have mine tvivl her.
Man kan ikke træne sig til at være udadvendt. Men man kan godt træne sig op til et niveau, hvor det i hvert fald ikke bliver et issue. Hvis I tænker over det, hvornår har I så sidst set et interview med en svensk Eurovision-artist, hvor I har tænkt at det ikke virkede som om, personen gad at være der? Nej, vel? Og det samme kan man sige om en lang række andre lande, hvor medietræning, åbenhed og anderledes tænkning giver god omtale.
Det er artisten der skal stå forrest, men det er i høj grad en holdindsats der skal få det hele til at lykkes. Det ansvar skal man være bevidst om, og udefra set håndterede man en artist som Reiley helt forkert forud for deltagelsen. Han endte med at bløde mere og mere op undervejs i interviews, men man kunne mærke usikkerheden og man fik i nogle interviews nærmest ondt af ham.
For at lykkes til Eurovision skal du have mange bolde i luften. Også så mange, at det er nærmest umuligt for en enkelt person at holde styr på dem alle. Særligt hvis den person også lige skal koncentrere sig om at skulle lave et fedt sceneshow, træne sin sangstemme og øve noget koreografi. Så er det en umulig opgave, og så falder man igennem.
Artisterne skal ikke overlades til sig selv og deres management. Det er ikke dem, der har Eurovision-erfaringen. DR har efterhånden været med så længe, at de har noget knowhow, som de ganske enkelt er nødt til at bringe i spil.
Herfra er der ikke andet at sige end: Glædelig Eurovision-sæson. #KomSåDanmark!
