Lodtrækning til Eurovision semifinalerne sker den 31. januar

Foto: EBU

Den 31. januar overgår Eurovision værtsskabet officielt til Storbritannien/Ukraine. Det sker ved årets ‘Host City Insignia’ og efterfølgende semifinale-lodtrækning. Værter på programmet bliver AJ Odudu og Rylan.

Baggrunden for semifinale lodtrækningen skal findes i, at der deltager for mange lande, til at de alle kan dyste i én finale. Derfor fordeler EBU (European Broadcasting Union) de deltagende nationer mellem to semifinaler ved hjælp af en tildelingslodtrækning.

Advertisement

Semifinalisterne deles i puljer baseret på deres historiske stemmemønstre og trækkes derefter tilfældigt til at dyste i enten den første eller anden semifinale. På denne måde er der mindre sandsynlighed for, at lande, der traditionelt tildeler hinanden point, ender i den samme semifinale, hvilket ifølge EBU tilføjer mere spænding til liveshowene.

‘Big Five’-landene (Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien) og værtslandet kvalificerer sig som altid direkte til finalen. Lodtrækningen afgør i stedet, hvilken semifinale disse lande kan stemme i.
I år er Ukraine sikker finalist som værtsland sammen med Storbritannien, som afholder Eurovision på vegne af Ukraine efter KALUSH Orchestra’s sejr i 2022.