Efter en dramatisk afslutning på Eurovision-finalen 2023 lykkedes det for Sverige og Loreen at hive sejren hjem med Tattoo.
Det betyder, at det er svenskerne der skal afholde Eurovision i 2024, og lige siden finalen i maj har der været godt gang i rygterne. Stockholm har længe lignet en storfavorit, men der har været kastet grus i maskineriet ved alle tre mulige arenaer i byen – Avicii Arena skulle renoveres, og hverken Friends Arena eller Tele2 Arena var en mulighed, hvis man spurgte de fodboldhold der hører til de to stadions.
Og det er altså ikke lykkedes for SVT at overtale de stockholmske arenaer, hvis det da overhovedet har været en prioritet. I stedet afholdes Eurovision 2024 i Malmö, hvilket er godt nyt for de danskere, der vil over og se showet og opleve stemningen.
Valget er faldet på Malmö Arena, som også afholdt showet i 2013, da Emmelie de Forest vandt en suveræn sejr med Only Teardrops.
Eurovision 2024 afholder semifinaler d. 7. og 9. maj, mens den store finale afholdes 11. maj.
Eurovision 2024 fejrer 50-året for Sveriges første Eurovision-sejr, da ABBA vandt i 1974 med Waterloo, og mon ikke der er lagt i kakkelovnen til en kæmpe fest i Malmö.